De økologiske frødatabaser - OrganicXseeds og Seeds4organic

Søg dispensation til brug af ikke-økologisk planteformeringsmateriale i OrganicXseeds og opret dig som leverandør i Seeds4organic.

OrganicXseeds samler udbuddet af økologisk planteformeringsmateriale (frø, læggemateriale og vegetativt formeringsmateriale) til landbrugsafgrøder. Som økologisk jordbruger er det i OrganicXseeds, at du kan se, om der er tilgængeligt økologisk planteformeringsmateriale på markedet. Det er også her du skal søge om tilladelse til at bruge ikke-økologisk planteformeringsmateriale.

Seeds4organic er den database, du skal oprettes i, hvis du er leverandør af økologisk eller omlægningsplanteformeringsmateriale og gerne vil have dine tilbud registreret i OrganicXseeds.

OrganicXseeds

Du kan først ansøge, når du er oprettet som bruger i databasen. Brugervejledning til OrganicXseeds kan tilgås på forsiden af OrganicXseeds.

Du kan læse mere om OrganicXseeds i bedriftsvejledningens kapitel om ”Planteformeringsmateriale og OrganicXseeds”. Du finder vejledningen på vores side ”Bliv certificeret som økologisk jordbrugsproducent”.

Bliv certificeret som økologisk jordbrugsproducent

Det er muligt at vælge dansk (”da”) som sprog i rullemenuen i øverste højre hjørne. Brugervejledning til Seeds4organic kan tilgås på siden ”FAQ for leverandører”.

Seeds4organic.eu

Du kan læse mere om Seeds4organic og OrganicXseeds i virksomhedsvejledningens kapitel om ”Produktion af planteformeringsmateriale til jordbrugsproduktion”. Du finder vejledning på vores side "Bliv certificeret som økologisk forsyningsvirksomhed".

Bliv certificeret som økologisk forsyningsvirksomhed

Når du dyrker økologiske eller omlægningsarealer, skal du bruge planteformeringsmateriale af økologisk oprindelse. 

Du skal ansøge via OrganicXseeds (OXS), og du kan først ansøge, når du har oprettet dig som bruger i databasen. Landbrugsstyrelsen har udarbejdet en brugervejledning vedrørende oprettelse og brug af databasen, som du med fordel kan orientere dig i. Du finder brugervejledningen på forsiden af organicxseeds.dk. 

OrganicXseeds.dk

Hvis du vil bruge ikke-økologisk planteformeringsmateriale, skal du altid først undersøge udbuddet af sorter i OXS. Hvis du vil bruge økologisk planteformeringsmateriale, behøver du ikke at bruge databasen, men du kan med fordel orientere dig om, hvilket materiale der er tilgængeligt som økologisk i OXS. Start altid med at orientere dig om udbuddet af økologisk planteformeringsmateriale i OXS. Hvis der hverken er økologisk eller omlægningsplanteformeringsmateriale til rådighed, eller du f.eks. skal deltage i et forsøg, skal du søge om tilladelse til at bruge ikke-økologisk planteformeringsmateriale. For at opnå en tilladelse skal en række særlige betingelser være opfyldt.

Du skal være opmærksom på, at hvis du ønsker at bruge frøformerede udplantningsplanter (etårige frøplanter), skal de være økologiske. Det samme gælder for frø til produktion af spirer og mikrogrønt.

Arterne i databasen er opdelt i forskellige kategorier som f.eks. korn, grøntsager, frugt, blomster og prydplanter.

Der kan være store forskelle i brugen af de enkelte afgrøder. For at sikre at sorterne passer til de forskellige behov, er mange af arterne opdelt i sortsgrupper.

En sortsgruppe er en gruppe af sorter, der er egnet til et specifikt formål. Et eksempel på en sådan opdeling kan være Hør (Linum usitatissimum), der er opdelt i fire sortsgrupper:

  • Fiber
  • Olie
  • Små partier
  • Efterafgrøder/biodiversitet

I OrganicXseeds kan de enkelte sortsgrupper af samme art have forskellige klassifikationer, som afgør muligheden for at opnå dispensation til brug af ikke økologisk udsæd. 

I tilfældet med Hør har de tre kategorier – fiber, olie og små partier – klassifikationen ”Individuel tilladelse”, mens Hør til efterafgrøder/biodiversitet er ”Kategori 1”.

Individuel tilladelse betyder, at du skal søge om tilladelse, og skal have en særlig begrundelse for at bruge ikke-økologisk udsæd.

Kategori 1 betyder, at der for denne sortsgruppe vurderes at være et stort og alsidigt udbud af økologiske sorter og at det derfor som udgangspunkt ikke er muligt, at opnå dispensation til brug af ikke-økologisk udsæd.

Liste over kategori 1-afgrøder

Kategori 1

Kategori 1 betyder, at der for denne sortsgruppe vurderes at være et stort og alsidigt udbud af økologiske sorter og at det derfor som udgangspunkt ikke er muligt, at opnå dispensation til brug af ikke-økologisk udsæd.

Hvis sortsgruppen er kategoriseret som værende kategori 1 vil du som udgangspunkt kun kunne søge om brug af ikke-økologisk udsæd til:

  • (d1) Forskning/forsøgsmæssige formål
  • (d2) Småskala markforsøg
  • (d3) Sortsbevarelse
  • (d4) Produktudvikling

Hvis du ikke mener, at de økologiske arter der er tilgængelige kan benyttes til dit meget specifikke formål, skal du kontakte Landbrugsstyrelsen.

For afgrøder til grøngødning, efterafgrøder eller til andre formål, som du ikke skal høste, skal du være opmærksom på en række særlige retningslinjer. Disse er beskrevet brugervejledningen til OrganicXseeds. Som udgangspunkt vil denne type afgrøder altid fremgå som kategori 1.

Liste over kategori 1-afgrøder

Individuel tilladelse

Individuel tilladelse betyder, at du skal søge om tilladelse, og skal have en særlig begrundelse for at bruge ikke økologisk udsæd.

Hvis sortsgruppen er kategoriseret som værende individuel tilladelse vil du som udgangspunkt kun kunne søge om brug af ikke-økologisk udsæd i følgende tilfælde:

  • (a) Ingen sorter af de arter, jeg ønsker at bruge, er registreret i OrganicXseeds.
  • (b) Leverandøren er ikke i stand til at levere økologisk / omlægnings-planteformeringsmateriale (f.eks. frø, læggemateriale) før såning eller plantning på trods af, at planteformeringsmaterialet er bestilt i rimelig tid.
  • (c) Den sort jeg ønsker at bruge, er ikke registreret i databasen, og ingen af de registrerede alternativer af samme art er passende til min produktion.
  • (d) Denne sort skal dyrkes i forbindelse med forsøgsmæssige formål/forskning, småskala markforsøg, sortsbevarelse eller produktudvikling.
  • (e) Produktionen af hjemmeproduceret udsæd.

Ved produktion af udsæd til eget brug, kan du bruge ubejdset ikke-økologisk materiale. Det er en forudsætning, at du udfylder og indsender en anmeldelse til Landbrugsstyrelsen inden såning. Du skal udfylde en anmeldelse under valgmulighed (e) for hver sort du ønsker at bruge og angive i tekstfeltet, hvor meget udsæd du regner med at kunne producere og på hvilken mark materialet skal benyttes.

Til bekræftelse

Til bekræftelse betyder, at der under arten eller sortsgruppen ikke er tilgængelige sorter i databasen. Det er derfor tilladt at anvende ikke-økologisk ubejdset planteformeringsmateriale af den pågældende art, underart eller sortsgruppe efter anmeldelse til Landbrugsstyrelsen ved indtastning i OrganicXseeds, uden at der foretages en sagsbehandling. Efter anmeldelsen må du anvende det ønskede bekræftede materiale. Bekræftelsen skal indtastes umiddelbart inden anvendelsen, da udbuddet i databasen kan ændre sig fra dag til dag.

Dispensation ikke muligt

I OrganicXseeds kan du komme ud for, at der under en given art/sortsgruppe, er oplyst: ”Dispensation ikke muligt”. Denne kategori gives til (små)planter af arter, der har en dyrkningscyklus, som fra udplantningen af frøplanten til den første høst af produktet afsluttes inden for én vækstsæson. Det betyder, at der i praksis ikke gives dispensation til anvendelsen af ikke-økologiske småplanter af etårige afgrøder. Til den type afgrøder skal der altid anvendes økologiske småplanter. Denne regel kommer fra Økologiforordningen.

Du behøver ikke være logget ind i OrganicXseeds for at foretage en søgning i databasen.

Via funktionen ”hurtigsøgningen” kan du søge på både afgrøde og sort. Du skal mindst indtaste de første tre bogstaver i navnet. Hvis du ikke kender hele navnet, kan du bruge procenttegnet (%) eller stjerne (*). Hvis du f.eks. vil se alle bær i databasen, så indtaster du %bær eller *bær.

Du fremsøger frøblandinger i OrganicXseeds ved at skrive %mix eller *mix.

Du kan også søge under ”kategorier” og vælge den ønskede afgrøde fra listen, eller du kan vælge at fremsøge en bestemt leverandør og se deres økologiske tilbud.

I OrganicXseeds (OXS) er det muligt at søge om tilladelse til at anvende ikke-økologisk udsæd.

Hvis du vil bruge ikke-økologiske frø, er det en betingelse, at frøene er ubejdsede, og du må ikke bruge sorter, der er genetisk modificerede.

Grunden til at du vil bruge ikke-økologisk udsæd kan f.eks. være, at du ønsker:

  • særlige sorter til din jord
  • at bevare særlige bevaringsværdige arter
  • at deltage i et landbrugsforsøg eller
  • at du vil producer hjemmeproduceret udsæd

I OXS forgår ansøgning om tilladelse via ansøgningsmodulet. For at kunne benytte ansøgningsmodulet skal du være logget ind.

Når du har fundet den rigtige sortsgruppe, men ikke fundet et passende tilbud klikker du på den blå knap ”Foretag ansøgning” ud for den ønskede sortsgruppe og udfylder ansøgningsskemaet online.

Som udgangspunkt anbefaler Landbrugsstyrelsen, at du ansøger tættest på – og senest ca. fire uger før – anvendelsestidspunktet og altid op til eller inden for den periode, der bedst matcher anvendelsestidspunktet. Har du behov for at søge meget tidligere end anvendelsestidspunktet, skal du begrunde hvorfor.

Du må først begynde at bruge sorten, når du har fået tilladelse fra Landbrugsstyrelsen.

Hvis du er forsøgsplanlægger og ønsker at ansøge om tilladelse til at anvende ikke-økologisk planteformeringsmateriale hos et større antal økologiske forsøgsværter, skal du følge nedenstående procedure.

For at kunne anvende denne mulighed, skal du - som forsøgsplanlægger - være ansvarlig for markforsøg gentaget hos flere forskellige økologiske bedrifter.

 Ansøgningen skal indsendes og godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden forsøget går i gang.

Til indmeldelse af anvendte sorter og mængder har Landbrugsstyrelsen udarbejdet en skabelon, som udfyldes og vedhæftes, når du indsender ansøgningen. Det er udelukkende ikke-økologisk planteformeringsmateriale, der skal fremgå af skabelonen. Du finder et direkte link til skabelonen nedenfor.

Landbrugsstyrelsen trækker tal til afrapportering af forsøg med ikke-økologisk planteformeringsmateriale til EU via det vedhæftede materiale. Det er derfor vigtigt, at det er de rigtige oplysninger, der fremgår af materialet. Skabelonen opfylder de krav om information, som du er lovmæssigt forpligtet til at oplyse i forbindelse med ansøgningen.

Det er vigtigt, at ansøgningen opfylder ovenstående krav, da vi ellers ikke umiddelbart kan godkende den. Såfremt der mangler oplysninger, vil forsøgsplanlægger eller den anførte kontaktperson blive kontaktet og bedt om at fremsende resterende info.

I det følgende finder du en gennemgang af, hvordan der skal ansøges i OrganicXseeds fremadrettet.

Eksempel på procedure for ansøgning til forsøgsmæssige formål / forskning (d1) i OrganicXseeds

  • Forsøgsplanlægger kan ansøge på vegne af en given forsøgsvært via forsøgsværtens (økologens) økologicertificeringsnummer og OXS-login.
  • Der skal indsendes én ansøgning pr. forsøgsvært.
  • Ansøgningen skal indsendes via OrganicXseeds under kategorien ”Forsøgsmæssige formål/forskning (d1)”. Kategorien kan fremsøges i OrganicXseeds ved at skrive ”forsøg” i feltet ”art”.
  • Obligatoriske punkter i ansøgningsskemaet skal udfyldes.
  • Kontaktinfo på forsøgsplanlægger (eller kontaktperson) noteres i bemærkningsfeltet i ansøgningsskemaet eller fremgår tydeligt af forsøgsbeskrivelsen.
  • Husk, at angive forsøgsnavn, f.eks. ”Efterafgrødeblandinger 2024”, ”Vinstokke 2024-2029”, ”Forsøg med lucerne 2025” eller lignende i bemærkningsfeltet.
  • Forsøgsbeskrivelsen for samtlige forsøgsværter skal vedhæftes ansøgningen.
  • En oplistning af samtlige anvendte sorter og mængder skal vedhæftes ansøgningen.

Førnævnte procedure og link til skabelon fremgår også af Brugerguide til OrganicXseeds, som er tilgængelig via deres hjemmeside. Skabelonen er desuden direkte tilgængelig, når du ansøger under ”forsøg d1” i Organicxseeds.

OrganicXseeds

Skabelon til ansøgning om dispensation til ikke-økologisk planteformeringsmateriale til forsknings- og forsøgsmæssige formål (valgmulighed d1 i OrganicXseeds)

I forbindelse med indsendelse af ansøgning om individuel tilladelse, hvor der er tilgængelige sorter under arten eller sortsgruppen, er det væsentligt, at du i ansøgningen kan godtgøre, at ingen af de tilgængelige sorter under arten kan anvendes på din bedrift, og at tilladelsen derfor er af afgørende betydning for din produktion.

For at kunne behandle din ansøgning så effektivt som muligt, er det nødvendigt, at du sørger for, at ansøgningen indeholder de relevante oplysninger. Alle bedrifter er forskellige, og det kan derfor være nødvendigt at beskrive de overordnede produktionsforhold, når de har betydning for ansøgningen. Det er væsentligt, at du i din beskrivelse fokuserer på at godtgøre, at ingen af de registrerede alternativer inden for samme art er egnede til din produktion.

I din begrundelse skal du tage udgangspunkt i de landbrugsfaglige og dyrkningsmæssige forhold – de såkaldte ”agronomiske og pedoklimatiske forhold og de teknologiske egenskaber”, som er:

  • Agronomiske forhold: sygdomsresistens, skadegørere, jordtype, ukrudtstryk og anvendelsesformål
  • Pedoklimatiske forhold: lokalitet, temperatur, luftfugtighed, vand og specielle jordbundsforhold
  • Teknologiske egenskaber: pelletering, slebet frø, specielle produktionsforhold eller maskiner

Andre eksempler på relevant information for din bedrift kan være:

  • Hvis du har behov for at så samme sort flere gange henover en vækstsæson
  • Hvis du har et produktionsapparat, der udelukkende tillader anvendelsen af f.eks. præcisionsfrø
  • Hvis din produktion er tilpasset, at der skal ske vinterlagring af porrer, løg, gulerødder på marken/i jorden
  • Hvis du har brug for planteformeringsmateriale, der kan klare forholdene på f.eks. næringsfattig sandjord
  • Hvis din produktion f.eks. har mangfoldighed som omdrejningspunkt, og du netop derfor dyrker mange forskellige sorter med f.eks. særlige farver, faconer og smag

Du skal være opmærksom på, at hvis der f.eks. er tale om en sort, der udelukkende dyrkes, fordi det f.eks. er den, som din grossist vil have, og der findes en sort i OrganicXseeds, som matcher på samtlige parametre, så kræver det en uddybende begrundelse for, hvorfor den økologiske sort ikke kan anvendes.

Du skal med andre ord ikke beskrive, hvorfor du ønsker at anvende den ikke-økologiske sort, medmindre det er for at beskrive forskellene på den ansøgte sort og de tilgængelige sorter i databasen, når disse oplysninger er tilgængelige.

Du kan kun opnå tilladelse til at bruge ikke-økologisk planteformeringsmateriale til afgrødens aktuelle vækstsæson. En tilladelse er således altid tidsbegrænset og kun gældende indtil den anførte dato i tilladelsen. Tilladelsen vil som udgangspunkt være gyldig fra udstedelsestidspunktet. Du skal have modtaget en tilladelse, inden du anvender det ikke-økologiske planteformeringsmateriale.

Det er ikke muligt at søge om tilladelse efter anvendelsestidspunktet, medmindre der er tale om, at leverandøren ikke har kunnet levere bestilt økologiske materiale, og derfor f.eks. har leveret ubejdset, ikke-økologisk såsæd i stedet. I så fald skal du hurtigst muligt indsende en ansøgning under mulighed b) i OrganicXseeds.

Du kan læse mere herom i Brugervejledningen til OrganicXseeds som du finder på Landbrugsstyrelsens hjemmeside og i afsnit 16.5.1.

Vi bestræber os på at have så mange arter som muligt oprettet i OrganicXseeds (OXS), men der er lang vej til målet.

Hvis du har behov for en art, der ikke findes i OXS, kan du gøre:

  • Hvis det f.eks. drejer sig om en art indenfor kategorien ”Blomster og prydplanter: Vælg kategorien ”Blomster og prydplanter” og udfyld en ”Til bekræftelse”. I feltet sort, skal du skrive artens navn.
  • Hvis det drejer sig om en art, hvor der er nære slægtninge i databasen, så søg under en af dem. F.eks. er der så mange artskrydsninger af kål, at alle ikke findes i OXS.
  • Hvis du slet ikke kan finde en vej til at søge om din art/sort, så skriv til jordbrugskontrol@lbst.dk eller ring til vores hovednummer og bed om Team Økologiadministration.

Til eksempel under nr. 2:

Du vil søge om sorten Lambert Filbert, af arten Corylus maxima (Storfrugtet hassel), men denne art findes ikke i basen. Søg under arten Corylus avellana (Alm. hassel) og skriv artsnavnet og sortsnavnet (Corylus maxima. Lambert Filbert) i feltet ”Ønsket sort” på ansøgningsblanketten.

Hvis I ønsker at registrere økologisk eller omlægningsplanteformeringsmateriale i OrganicXseeds (OXS), skal I først oprettes som leverandør i databasen Seeds4organic. Det er muligt for både danske og udenlandske økologiske forsyningsvirksomheder at blive oprettet som leverandører og derved få materiale registreret i den danske del af OXS.

Når I registrerer planteformeringsmateriale i Seeds4organic, skal I bl.a. beskrive den specifikke sorts egenskaber eller karakteristika samt vedhæfte forsøgsdata, hvis de findes. I vil også blive bedt om at vedhæfte jeres økologicertifikat. Når I har indsendt registreringen, vil I blive kontaktet af Landbrugsstyrelsen.

I kan læse mere herom under ”Oprettelse af tilbud i Seeds4organic”.

I skal være opmærksomme på, at vi ikke kan godkende materialet, hvis jeres økologicertifikat ikke er gyldigt. Hvis dette er tilfældet vil Landbrugsstyrelsen ændre virksomhedens status fra ”godkendt” til ”afventer”, indtil økologicertifikatet er opdateret. Så længe jeres status er ”afventer”, vil jeres allerede accepterede tilbud ikke fremgå som aktive i OXS. Jeres oprettede tilbud i Seeds4organic vil igen fremvises som aktivt udbud i OXS i det øjeblik, at Landbrugsstyrelsen ændrer jeres status fra ”afventer” til ”godkendt”.

Det skal altid fremgå af jeres tilbud, hvilken status materialet har, da de økologiske primærproducenter skal anvende økologisk materiale før omlægningsmateriale inden for samme sort.

Det er gratis for virksomheder at oprette frø og vegetativt formeringsmateriale i databasen. I Seeds4organic er det også muligt for jer at tilkendegive, om I ønsker, at jeres materiale skal kunne sælges i andre EU-lande, som også anvender OXS-databasen.

Seeds4organic

For at få jeres økologiske planteformeringsmateriale optaget i Seeds4organic og synliggjort for de økologiske producenter i OrganicXseeds, skal følgende punkter udfyldes.

  • Art
  • Sort, hvis denne findes
  • Mængde til rådighed på det danske marked i det pågældende år (denne information vil ikke være synlig i OrganicXseeds, men skal anvendes af Landbrugsstyrelsen til afrapportering til EU)
  • Leverandørnavn
  • Leveringsområde
  • Navnet på det ansvarlige kontrolorgan
  • Sortens egenskaber og karakteristika
  • Eventuelle blandingers indhold af frø opgjort både i vægtprocent og antal frø
  • Afprøvningsland, hvis dette er sket
  • Sortens forsøgsdata, hvis de findes
  • Dato for, hvornår materialet vil være til rådighed

Når I er klar til at levere sorten, skal I aktivere tilbuddet i Seeds4organic. Når I ikke længere kan levere sorten, skal I deaktivere tilbuddet.

Vigtige ændringer

Landbrugsstyrelsen har i starten af 2024 foretaget en del ændringer i både OrganicXseeds (OXS) og Seeds4organic. De vigtigste ændringer er nævnt her.

For nye tilbud er det obligatorisk, at anføre mængder for tilbuddet. Dette skyldes et krav fra EU om en årlig indberetning af udbudte mængder af økologisk planteformeringsmateriale. Landbrugsstyrelsen skal kun afrapportere mængder udbudt af virksomheder certificeret i Danmark. Ved opdatering af eksisterende tilbud bør mængder anføres. De tilbudte mængder er kun synlige for Landbrugsstyrelsen og vil ikke blive udstillet i OXS. På et senere tidspunkt vil allerede accepterede tilbud uden mængdeangivelser blive afvist. Vi vil sende en påmindelse ud før det sker.

Vi har rettet teksten i enkelte felter i tilbudsformularen, så det er tydeligere, hvad der efterspørges. Specielt feltet ”Supplerende oplysninger om den tilbudte sort er vigtigt. I mange tilfælde er den eneste information om sorten/planteformeringsmaterialet i OXS, sortens navn og dens indplacering i sortsgruppe.

Det betyder, at avlere der søger efter økologisk planteformeringsmateriale med specielle egenskaber, har meget begrænsede muligheder for at finde dette i OXS. Dette gælder især, hvis I ikke har en hjemmeside eller den omtalte sort ikke er beskrevet på jeres hjemmeside. Den samme mangel på information betyder, at Landbrugsstyrelsen giver dispensation til ikke-økologisk planteformeringsmateriale, selvom der er tilsvarende i OXS, simpelthen fordi egenskaberne ikke er beskrevet godt nok.

Eksempler: Der gives dispensation til sorte bøftomater, fordi ingen af de udbudte bøftomater i OXS har oplysninger om frugtens farve. Der gives dispensation til sorter af ikke-økologiske æbletræer, fordi det udbudte materiale i OXS ikke har oplysninger om grundstammen. For grøntsagsarterne mangler der væsentlige oplysninger om kuldetolerance, modstandsdygtighed mod plantesygdomme osv. Jo bedre jeres planteformeringsmateriale er beskrevet i OXS, jo større er sandsynligheden for at avlerne vil anvende det.

Benyt feltet ”Supplerende oplysninger om den tilbudte sort” til at beskrive de særlige egenskaber ved netop jeres planteformeringsmateriale og indsæt evt. et direkte link til beskrivelsen af sorten på jeres hjemmeside.

Opret jeres produkter i god tid

I kan oprette sorter i Seeds4organic hele året og løbende tilpasse jeres tilbud, men for at sikre at oplysningerne er tilgængelige for økologiske primærbedrifter i særligt forårs- og efterårssæsonen, anbefales det, at I indmelder jeres produkter hurtigst muligt og inden de relevante vækstsæsoner.
Økologiske jordbrugere kan tidligst søge om tilladelse til anvendelse af ikke-økologisk planteformeringsmateriale tre-fire måneder før anvendelsestidspunktet for den aktuelle afgrøde. I kan derfor med fordel tilrettelægge jeres oprettelse af produkter herefter.

For økologiske producenter gælder, at der skal være et sædskifte, hvor der indgår bælgafgrøder, som svarer til 20 pct. af omdriftsarealet.

Når I opretter tilbud på frøblandinger, er det derfor væsentligt, at I angiver, om der tale om storfrøede eller småfrøede arter eller sorter og med hvilken andel, de indgår i blandingen, så økologiske primærbedrifter kan dokumentere dette på kontrollen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at indholdet af frø i blandingerne både skal angives som antallet af frø i blandingerne i procent og som vægtprocent. Dette skyldes, at der er forskellige krav i den danske økologibekendtgørelse og den europæiske økologiforordning.

Oplysningerne om arter/sorter og deres procentmæssige fordeling skal angives i feltet ”yderligere oplysninger” i Seeds4organic.

Yderligere skal der på en økologisk bedrift dyrkes kulstoflagrende afgrøder svarende til 50 pct. af bedriftens indberettede produktionsareal. Kulstoflagrende afgrøder omfatter bl.a. græsblandinger.

Udover den påkrævede information i Seeds4organic, kan følgende dokumentation med fordel fremgå af jeres label på emballagen:

  • om der er tale om en halvblanding der er oprettet og godkendt i Seeds4organic (f.eks. ”Halvblanding, Seeds4organic, årstal xxxx”)
  • om der er tale om en kulstoflagrende og/eller bælgafgrøde
  • andelen af bælgplantefrø i procent (opgjort som antallet af frø i blandingen)

Det skal fremgå i OrganicXseeds, hvilke blandinger der består af 100 pct. økologisk frø, og hvilke blandinger der indeholder bestanddele af ikke-økologisk frø (halvblandinger). Når I opretter blandinger i Seeds4organic, skal I derfor altid angive den økologiske andel i blandingen.

Foder-/græsblandinger

Der kan med fordel for foderblandinger angives en procentandel af frø for hver enkelt art og sort i blandingen, uanset om der er tale om økologiske. Dette for at gøre det lettere for primærproducenterne at gennemskue, om den enkelte blanding kan anvendes til at opfylde de økologiske sædskiftekrav.

Sædskiftekravene er beskrevet i Vejledning for økologisk jordbrugsproduktion.

Halvblandinger

Ved halvblandinger forstås blandinger, hvor minimum 70 pct. af blandingen er økologiske frø. For at økologiske producenter må anvende de såkaldte ”halvblandinger”, skal halvblandingerne være oprettet i Seeds4organic.

Landbrugsstyrelsen skal registrere halvblandingen i Seeds4organic, førend den må anvendes af økologiske primærbedrifter. Til beslutning af om halvblandingen kan godkendes, vil det blive vurderet, om der indgår sorter eller arter, som er tilgængelige i renbestand i OrganicXseeds, samt om blandingen er sammensat med den højst mulige økologiandel.

Såfremt der indgår arter, som kan fås i renbestand i OrganicXseeds, skal I, som leverandør medsende begrundelse og dokumentation for, hvorfor det tilgængelige materiale fra OrganicXseeds, ikke er anvendt i blandingen.

Når Landbrugsstyrelsen har vurderet sammensætningen i halvblandingen og tilladt, at halvblandingen indeholder ikke-økologiske frø, vil halvblandingen fremgå i OrganicXseeds. Herefter kan økologiske primærbedrifter anvende blandingen, uden at de skal søge om individuel tilladelse for de ikke-økologiske komponenter i blandingen.

Følgende dokumentation kan med fordel fremgå af jeres label på emballagen:

  • om der er tale om en halvblanding, der er oprettet og godkendt i Seeds4organic
  • om der er tale om en kulstoflagrende og/eller bælgafgrøde
  • andelen af små-/storfrøede bælgplantefrø (opgjort som antallet af frø i blandingen)
  • økologiandelen i procent

Efterafgrødeblandinger

Hvis der oprettes tilbud under ”afgrøden” efterafgrødeblandinger i Seeds4organic, er disse opdelt i sortsgrupperne pligtige og frivillige. For at en efterafgrødeblanding kan godkendes under sortsgruppen ”pligtige”, skal den opfylde efterafgrødekravene, dette vil blive kontrolleret i forbindelse med gennemgangen af tilbuddet i Seeds4organic. Hvis blandingen ikke opfylder kravene til pligtige efterafgrøder, vil blandingen blive placeret i sortsgruppen ”frivillige”.

Når det vurderes, at der er tilstrækkeligt udbud af økologisk og omlægningsplanteformeringsmateriale på markedet, vil de relevante arter, underarter og sortsgrupper blive kategoriseret som ”Kategori 1-afgrøder”. For de afgrøder, der er på Kategori 1-listen, gives der som udgangspunkt ikke tilladelse til brug af ikke-økologisk planteformeringsmateriale.

Liste over kategori 1-afgrøder

Du kan læse mere herom i vores Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion. Du finder vejledningen på vores side ”Bliv certificeret som økologisk jordbrugsproducent”.

Bliv certificeret som økologisk jordbrugsproducent

Muligheden for at søge tilladelser til anvendelse af ikke-økologisk planteformeringsmateriale er under udfasning, og adgangen til at få dispensation vil udløbe senest den 31. december 2036.

Derfor skal Landbrugsstyrelsen hvert år afrapportere forbruget af ikke-økologisk planteformeringsmateriale i Danmark til EU-kommissionen.

Rapportens overordnede formål er at skabe større gennemsigtighed omkring udbuddet af og efterspørgslen på økologisk planteformeringsmateriale. Afrapporteringen finder sted i samtlige EU-medlemslande og indeholder information om antallet af tilladelser, der er givet til anvendelsen af ikke-økologisk planteformeringsmateriale.

Rapporten skal være tilgængelig for alle berørte parter, de øvrige medlemslande og Kommissionen.

Ønsket er, at de årlige rapporter vil gøre muligt for leverandører af planteformeringsmateriale at se, hvilke ikke-økologiske sorter, der er anvendt i betydelig mængde inden for EU i den økologiske produktion. Dette giver mulighed for at spore et potentielt marked og dermed begynde at producere større mængder og flere arter økologiske frø.

På denne side finder du en oversigt over de afgrøder der pt. har klassifikationen ”til bekræftelse” i OrganicXseeds.

”Til bekræftelse” betyder, at der under arten eller sortsgruppen ikke er tilgængelige sorter i databasen. Det er derfor tilladt at anvende ikke-økologisk ubejdset planteformeringsmateriale af den pågældende art, underart eller sortsgruppe efter anmeldelse til Landbrugsstyrelsen ved indtastning i OrganicXseeds.

Du skal således ikke ansøge om individuel tilladelse, men i stedet anmelde anvendelsen via ”Til bekræftelse” i databasen. Bekræftelsen skal indtastes umiddelbart inden anvendelsen, da udbuddet i databasen kan ændre sig fra dag til dag, hvilket vil have betydning for afgrødens klassifikation. Du må først anvende det ønskede bekræftede materiale efter anmeldelse i OrganicXseeds.

Listen er et øjebliksbillede og opdateres løbende. Den til enhver tid gældende klassifikation er den, der fremgår af OrganicXseeds.

Nærværende liste er trukket den 15. juli 2024.

Oversigt over afgrøder med klassifikationen ”til bekræftelse” i OrganicXseeds

Til understøttelse af Landbrugsstyrelsens løbende vurdering af, om udbuddet af det tilgængelige økologiske planteformeringsmateriale er tilstrækkeligt, er der blevet oprettet en række vejledende specialistgrupper, bestående af både interne og eksterne deltagere fra hhv. Landbrugsstyrelsen og erhvervet.

De vejledende specialistgruppers primære formål er, at understøtte Økologiadministrationen i indplaceringen af sortsgrupper under de enkelte arter i annex 1 (kategori 1), individuel tilladelse (kategori 2) og bekræftelse (kategori 3).

Kommissorium om vejledende specialistgrupper til vurdering af udbuddet af økologisk planteformeringsmateriale

For at hjælpe økologiske jordbrugere med at finde relevant økologisk planteformeringsmateriale i stedet for ikke-økologisk planteformeringsmateriale, udarbejder Landbrugsstyrensen ækvivalenslister inden for de specifikke arter/underarter /sortsgrupper udarbejde ækvivalenslister, dvs. en oversigt over sammenlignelige sorter.

Hvis du søger om anvendelse af en ikke-økologisk sort, hvor en økologisk sort med sammenlignelige egenskaber er tilgængelig i databasen, vil du som udgangspunkt ikke kunne tildeles en tilladelse til brug af ikke-økologisk planteformeringsmateriale.

Landbrugsstyrelsen har sammen med specialistgruppen for jordbær udarbejdet en vejledende ækvivalensliste for udvalgte jordbærsorter.

Vejledende ækvivalensliste for udvalgte jordbærsorter

Tilsvarende er der udarbejdet en vejledende ækvivalensliste for udvalgte sorter af majs.

Vejledende ækvivalensliste for sorter af majs

Vi arbejder løbende på at oprette ækvivalenslister i samarbejde med specialistgrupperne. 

Kontakt

Jordbrugskontrol
Tlf: 33 95 80 00
Mail: jordbrugskontrol@lbst.dk