Anmeld karantæneskadegører, der kan gøre skade på planter

Du har pligt til at anmelde det til Landbrugsstyrelsen, hvis du har mistanke om at have fundet en karantæneskadegører i din have eller i naturen.

Har du fundet en eksotisk udseendet bille eller larve på din palle med granit fra Kina? Ser din oliven- eller tomatplante syg ud, selvom den har tilstrækkelig med vand og gødning? Måske har du fundet en karantæneskadegører, som skal anmeldes til Landbrugsstyrelsen.

Anmeld fund af karantæneskadegørere her

Hvad er en karantæneskadegører?

Karantæneskadegørere er en række særligt skadelige insekter, svampe, bakterier, virus m.v., der ikke tidligere er fundet eller findes meget begrænset i EU. De kan give store udbyttetab i planteproduktionen eller skade naturen og landskabet.

Det er kun få af de skadegørere, der kan findes på planter og planteprodukter, der er karantæneskadegørere, og det kan være svært at finde ud af, om et nyt og hidtil ukendt insekt er en karantæneskadegører.

Med en søgning på nettet, kan du komme et stykke ad vejen. Lav f.eks. en bred søgning på Google med søgeordene: Hvad fejler min ”plantenavn”.

For mange plantearter kan man også søge på: almindeligt forekommende skadegørere på ”plantenavn”. Det kan vise, om det er en skadegører, der er udbredt i Danmark.

I EU er der fælles regler for import og produktion af planter, og naturen overvåges løbende for karantæneskadegørere. Formålet er at undgå indslæbning og spredning af karantæneskadegørere, og hvis det alligevel går galt: at opdage dem, inden de etablerer sig i vores natur eller afgrøder.

Med den stigende globale handel spredes skadegørere i stigende grad, og der er derfor god grund til at involvere så mange som muligt i overvågningen.

Mange borgere arbejder professionelt eller i deres fritid med planter, frugt, træ osv. og har en viden på området, der gør dem i stand til at vurdere, hvornår der kan være tale om en karantæneskadegører. Tit er det borgere som finder og anmelder karantæneskadegørere i EU.

Listen over karantæneskadegørere findes i bilag 2 til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, ”Big Implementing Act”.

Bilag 2 til Kommissionens gennemførelsesforordning

Landbrugsstyrelsens har udarbejdet faktaark på en lang række karantæneskadegørere.

Landbrugsstyrelsens faktaark

På EPPO's (European Plant Organisation) hjemmeside kan du også se billeder og beskrivelser af karantæneskadegørere.

EPPO global database

Hvad skal jeg gøre? 

Når du får mistanke om at have fundet en karantæneskadegører, skal du anmelde fundet til Landbrugsstyrelsen. Det er meget vigtigt, at du beskriver skadegøreren, symptomerne, planten/plantematerialet, findestedet osv. så detaljeret som muligt. Noter gerne GPS-koordinater fra din telefon, hvis findestedet ikke er på din egen adresse, i din virksomhed eller lign.

Tag et billede af den mistænkte skadegører eller symptomerne på planten.

Et billede af skadegøreren og symptomer er en stor hjælp, når vi skal vurdere, om det kan være en karantæneskadegører. Tag gerne flere billeder fra forskellige vinkler og tjek kvaliteten på stedet, så du er sikker på at have gode, skarpe billeder. Inkluder eventuelt en mønt i billedet, så det er nemt at se størrelsesforholdet.

Gem ”bevismaterialet”: Hvis du har taget en prøve af planten, sikret dig et insekt eller andet materiale, så pas godt på det. Det kan blive afgørende for, at vi kan finde ud af, hvad det er.

Plakat: Hold øje med disse 10 ubudne gæster i den danske natur

Hvem har pligt til at anmelde?

Der er anmeldepligt, som betyder, at alle borgere i EU har pligt til at anmelde fund af karantæneskadegørere. Er du professionel operatør har du derudover også pligt til at anmelde planteskadegørere, som er underlagt hasteforordninger i EU.

Nationale og internationale laboratorier har også anmeldepligt. Hvis de påviser fund af en karantæneskadegører, skal de informere plantesundhedsmyndigheden.

Hvorfor skal jeg anmelde?

Formålet med anmeldepligten er at sikre, at plantesundhedsmyndigheden får information om forekomsten af disse særligt skadelige planteskadegørere.  Derfor inddrages såvel professionelle aktører som borgere i arbejdet med at holde øje med karantæneskadegørere og orientere Landbrugsstyrelsen ved mistanke om fund.

Bestemmelsen om anmeldepligt findes i bekendtgørelsen om planteskadegørere og manglende anmeldelse kan straffes med bøde.

Vi holder også øje

Landbrugsstyrelsens kontrollører holder godt øje med de skadedyr og sygdomme, som kan ødelægge vores planter. Det er vigtigt at kunne opdage dem i tide, så vi kan forhindre, at de spreder sig. Har de først etableret sig, er de nemlig meget vanskelige eller ligefrem umulige at slippe af med igen.

Vores kontrollører undersøger hvert år Danmark for de skadegørere, som udgør en særlig trussel for plantesundheden. De undersøger både for karantæneskadegørere og for andre skadegørere, man bør holde særligt øje med.

Kontrollørerne ser f.eks. efter insekter under træernes bark, larver i frugter og plantesygdomme i væksthuse og gartnerier. Det er heldigvis sjældent, at de finder nogle af de særligt alvorlige skadegørere.

Du kan selv være med til at holde øje:

Det er ofte private personer, der helt tilfældigt opdager nogle af de værste skadegørere, for eksempel skjult i en indført plante eller som blind passager i emballage af træ.

Landbrugsstyrelsens undersøgelsesarbejde - vi moniterer for alvorlige planteskadegørere

Vi har fundet en karantæneskadegører. Hvad gør vi?

Vi oplever heldigvis sjældent, at der findes en karantæneskadegører i Danmark. Når det sker, skal der reageres hurtig, da vi har pligt til at bekæmpe den. Vi benytter en beredskabsplan til at håndtere et fund eller udbrud af en karantæneskadegører på planter. Beredskabsplanen skal sikre en hurtig og effektiv indsats, hvor rutinemæssig sagsbehandling er utilstrækkelig.

Beredskabsplan ved fund af karantæneskadegørere

skadegøre på orangebaggrund med teksten "Anmeld fund af skadegørere"

Kontakt

Planter & Biosikkerhed
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Planter&Biosikkerhed-@lbst.dk