Avl af læggekartofler kan kun anmeldes på arealer, der er godkendt og fundet fri for kartoffelcystenematoder.
Brugerguide til anmeldelse af læggekartofler til marksyn
Du anmelder arealer til marksyn i Tast selv ved at oprette et skema under ordningen ’anmeldelse af læggekartofler til marksyn’(ALM)
Når du anmelder dine marker, skal du gøre følgende:
- Indsende dokumentation for indkøbt læggemateriale, i form af plantepas kombineret med certificeringsmærke og faktura/følgeseddel
- Indtegne og navngive marken i Internet Mark Kort (IMK)
- Linjernes marknummer, høstnummer ved dansk læggemateriale, mængden af læggemateriale og linjens areal angives i ansøgningsskemaet
- Ved udenlandsk læggemateriale angives klasse, markgeneration, klassegeneration, sort, mængden af læggemateriale og linjens areal i ansøgningsskemaet
- Ved PBTC læggemateriale angives høstnummer og linjenummer.
Hvis du er præbasisavler, skal du yderligere indsende en skitse over placeringen af linjerne i marken, herunder antal rækker og linjernes areal. Du skal ikke indtegne de enkelte linjer i IMK, men indsende et fysisk papir til os, eller scanne din tegning ind og vedhæfte som bilag til anmeldelsen.
Er du basisavler med avl af konsumkartofler, må du ikke avle læggekartofler og konsumkartofler af samme sort i samme vækstsæson. Derfor skal du også senest 25. maj sammen med din anmeldelse af læggekartoffelavl anmelde, hvilke udlægspartier du benytter til eventuel konsumavl.