Krydsoverensstemmelse

Krydsoverensstemmelse handler om, at du skal opfylde en række krav, hvis du modtager tilskud under en række arealtilskudsordninger.

Krydsoverensstemmelse (KO) betyder, at landbrugere, der modtager direkte støtte eller tilskud efter visse ordninger under landdistriktsprogrammet, skal overholde en række krav til miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugsmæssig stand for at få udbetalt sin støtte/sit tilskud uden nedsættelse.

Formålet med KO er at skabe sammenhæng mellem overholdelse af de gældende regler om miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand og udbetalingen af støtte og derved fremme bæredygtig landbrugsproduktion.

KO skal altså medvirke til forbedrede natur– og miljøforhold, bedre fødevarehygiejne, øget dyrevelfærd og til, at landbrugsarealer, der er taget ud af drift, holdes i god landbrugs- og miljømæssig stand.

Krydsoverensstemmelsesreglerne gælder, hvis du modtager støtte under følgende tilskudsordninger:

Direkte støtte

  • Grundbetalingsordningen
  • Slagtepræmier
  • Ø-støtte
  • Grøn støtte
  • Unge landbrugere

Landdistriktsstøtte

  • Tilskud til omlægning til økologisk jordbrug (OM)
  • Økologisk Arealtilskud
  • Miljøbetinget tilskud til juletræer og pyntegrønt (MB)
  • Tilskud til pleje af græs og naturarealer
  • Tilskud til braklagte randzoner langs vandløb og søer
  • Tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder i forlængelse af tilsagn om anlæg af vådområde
  • Tilskud til opretholdelse af ændret afvanding
  • Tilskud til fastholdelse af vådområder
  • Tilskud til første skovrejsning
  • Tilskud til bæredygtig skovdrift
  • Målrettet regulering

Hvis man modtager direkte støtte og/eller landdistriktsstøtte, gælder reglerne om krydsoverensstemmelse for landbrugsarealer og for landbrugsaktiviteter, der udføres på den samlede bedrift

Kontakt

Miljø & Erhvervsregulering
Tlf: 33 95 80 00
Mail: miljo-erhvervsregulering@lbst.dk