Mange lande har krav om International Plant Protection Convention (ISPM 15 mærkning af træ). Nogle få lande har yderlige krav om trykimprægnering, frihed for bark eller at emballagen er ny. Hvis din træemballage ikke overholder kravene til ISPM-15, risikerer du at din eksportsending bliver sendt retur, destrueret eller behandlet for din regning.
Nogle lande kræver et plantesundhedscertifikat udstedt af eksportlandets plantesundheds-myndigheder eller et varmecertifikat/gasningscertifikat fra producenten. Lande, som stiller krav om ISPM 15 mærkning bør ikke stille yderligere krav om plantesundhedscertifikat for træemballage, medmindre træemballagen er varen i sig selv.
Du skal som eksportør være opmærksom på, at et plantesundhedscertifikat kun kan udstedes, hvis eksporten er forudanmeldt til Landbrugsstyrelsen, således at styrelsen har mulighed for forudgående inspektion.
Vi oplever, at der er stigende fokus på træemballage internationalt og ISPM 15 mærkningen, hvorfor antallet af lande med krav om ISPM 15 mærket træ ved import vil være stigende. Det er altid en god ide at forhøre dig om kravene hos din importør. Du kan finde oplysninger om implementeringen af ISPM-15 hos importlandet via
International Plant Protection Convention
Myndighederne i
Tyskland
og
Nederlandene
har samlet oversigter over forskellige landes importkrav til træemballage.
Hvad gør jeg, hvis et importland stiller krav om dokumentation for den ISPM-15 mærkede træemballage?
ISPM-15 mærket er dokumentation for behandlingen i sig selv. Nogle lande kræver dog yderligere dokumentation i importkontrollen. I de tilfælde er det ofte en god ide at henvise til den internationale standard ISPM-15. Hvis ikke det er tilstrækkeligt, kan du henvende dig til Landbrugsstyrelsen, som i mange tilfælde vil kunne hjælpe.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ISPM-15 standarden ikke er en lovgivning. De enkelte lande har derfor mulighed for at implementere ISPM-15 forskelligt.