Mark- og vejfredsloven

Mark- og vejfredsloven indeholder et generelt krav om, at man skal holde sine husdyr på egen grund. Det er en grundlæggende regel for husdyrhold i landbruget, som indebærer, at en besidder af husdyr skal sikre sig, at hans dyr på alle tider af året bliver på hans areal og ikke bevæger sig ind på en andens areal. Det kan ske ved f.eks. opstaldning, hegning eller på anden vis.

Lovens regler omfatter de almindelige husdyr i landbruget som f.eks. kvæg, får, fjerkræ og svin, men også katte. Vildt, såsom rådyr, dådyr, fasaner m.v., betragtes som husdyr, når de oprettes, men ikke hvor de findes som vildtlevende, ynglende bestand i landet.

Erstatningspligt

Loven indeholder regler om erstatning for skader forvoldt af husdyr. Det fremgår af lovens § 3, at husdyrets besidder har pligt til at erstatte visse skader, som dyret forvolder, hvis det kommer ind på anden persons grund.

Erstatningsansvaret er objektivt. Det er således som udgangspunkt uden betydning, om besidderen kan bebrejdes noget i forbindelse med anbringelsen eller bevogtningen af dyret. Bestemmelsen pålægger ansvar udover, hvad der ville følge af dansk rets almindelige erstatningsregler. 

Typer af skader

Erstatningspligten omfatter de jordbrugsskader, som husdyr forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden.

Erstatningspligten omfatter desuden skader, som husdyr tilføjer andre husdyr. Det gælder dog kun skade, som husdyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Erstatningspligten omfatter ikke skade forvoldt ved bedækning eller smitte. 

Andre bestemmelser

Loven indeholder desuden bestemmelser om optagelse af husdyr, bestemmelser om ufredsbøder og uvane (rasende) husdyr mv. og regler om tøjring og græsning af dyr. Med optagelse menes, at man indfanger et husdyr, der går løst rundt på ens ejendom. Når man har optaget et husdyr, har man pligt til at underrette ejeren eller politiet om det samt at fodre og vande dyret, indtil det bliver afhentet.

Hvis en kat har en besidder (ejer), er den som udgangspunkt omfattet af mark- og vejfredsloven i modsætning til herreløse katte og vildkatte, som er omfattet af bekendtgørelse om indfangning og aflivning af herreløse katte under dyreværnsloven. 

En kat, der har en besidder, betegnes som en ejerkat. Det er frivilligt, om man vil mærke sin kat med ejer oplysninger, men mærkningen har betydning for, om man kan få sin kat tilbage, hvis den løber væk.

Det kan det være svært at skelne mellem umærkede, tamme ejerkatte og herreløse katte. Generelt kan det dog siges, at herreløse katte/vildkatte ikke er vant til menneske-kontakt og berøring. De vil derfor sjældent lade sig indfange eller optage, modsat umærkede tamkatte, som netop er vant til mennesker. For begge typer katte gælder det dog, at når de ikke er ejermærkede, kan den, der finder dem og tager dem til sig, frit  gøre dem til sin ejendom. 

Faktaark om mærkning af katte

Katteejere har pligt til at gøre, hvad de kan for at holde katten på egen grund og hindre, at den er til gene for andre. 

Egen grund omfatter de arealer, som man har rådighed over - altså de arealer man ejer eller har eksklusiv brugsret til. I en landbrugsmæssig sammenhæng vil det være jord man ejer eller forpagter. I boligområder vil det sige arealer, som den enkelte selv ejer eller arealer, som den pågældende gennem et lejemål har en eksklusiv brugsret til, for eksempel havestykker, der i forbindelse med et lejemål er overladt til brug for det enkelte lejemål.

Ved fællesarealer er det alene ejendommens ejer (ved bebyggelser f.eks. andels-, ejer- eller boligforeningen), der har ejerrettigheder efter loven. Det betyder, at det kun er ejendommens ejer, der kan henstille til kattens ejer om at holde den på ejerens eget areal, f.eks. at den holdes inde i ejerens bolig. Det er i alle tilfælde uden betydning, om der i den pågældende bebyggelse som en del af husordenen er givet tilladelse til husdyrhold eller ej, da loven gælder alle omstrejfende husdyr, uanset om disse måtte tilhøre andre husstande i den pågældende bebyggelse eller husstande uden for bebyggelsen.

Når en kat færdes uden for egen grund, er det altid tilladt på forsvarlig måde at fjerne den, f.eks. ved at jage den væk eller at forsøge at indfange den og aflevere den til ejeren. Det skal dog ske på en sådan måde, at katten ikke oplever unødvendig smerte eller lidelse. 

Bliver man gereret af en fremmed kat,  f.eks. ved at den er aggressiv eller går ind i ens hus, kan man rette henvendelse til politiet, der vurderer, om katten er til væsentlig gene. Er det tilfældet, kan kattens ejer blive straffet med en bøde. 

Mark- og vejfredsloven indeholder regler om behandling af erstatningssager ved vurderingsforretninger, der varetages af de tre kommunalt udpegede vurderingsmænd.

Frist

Hvis en skadelidt ønsker at fremsætte erstatningskrav i henhold til bestemmelsen om det objektive ansvar i mark- og vejfredsloven, skal han begære skaden vurderet af vurderingsmændene inden 7 dage efter, at han er blevet bekendt med den.

Erstatningskravet bortfalder, hvis 7-dages fristen overskrides, medmindre;

• at skadelidte har truffet overenskomst med dyrets besidder om erstatningens størrelse,
• at skadelidte har truffet overenskomst med dyrets besidder om, at erstatningen skal fastsættes på anden måde, eller
• at det ved dom fastslås, at skaden er forvoldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed.

Vurdering

Når der er anmeldt en skade, skal der snarest muligt afholdes en vurderingsforretning. En vurderingsforretning foretages af vurderingsformanden og en vurderingsmand. Formanden kan undtagelsesvis bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen, hvis han finder det påkrævet.

Skader omfattet af loven

Hvis der er tale om en skade, der er omfattet af loven, skal vurderingsmændene afgøre erstatningsspørgsmålet ved en kendelse. Vurderingsmændene afgør erstatningsspørgsmålet, når de har vurderet skaden, og de finder det godtgjort, hvem der er det skadevoldende dyrs besidder.

Skader, der ikke er omfattet af loven

Hvis det under en vurderingsforretning viser sig, at der er tale om en skade, som ikke er omfattet af mark- og vejfredsloven, skal vurderingsmændene søge at opnå forlig om erstatningen for skaden. Hvis der ikke kan opnås forlig, skal vurderingsmændene udfærdige en beskrivelse af skadens art og omfang.

Vurderingsmændene har ikke hjemmel til selv at træffe afgørelse om erstatning. De skal derfor henvise skadelidte til at få spørgsmålet om erstatning afgjort ved domstolene.

Hvad koster en vurderingsforretning?

Der opkræves brugerbetaling i forbindelse med en vurderingsforretning i form af et vederlag. Størrelsen på vederlaget reguleres årligt, se under lovgrundlag. I forbindelse med vurderingsforretningen bestemmes det, af hvem og hvordan vederlaget indbetales.

De øvrige bestemmelser om vederlag i forbindelse med en vurderingsforretning er fastlagt i bekendtgørelsen, se mere under Lovgrundlag.

Mark- og vejfredsloven indeholder dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom.

Ifølge bestemmelsen i § 17 er det ikke tilladt at færdes på anden mands ejendom - bortset fra private veje - uden, at man enten har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbuddet gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur eller lignende.

Færdsel på privat vej

Ifølge bestemmelsen i § 17 er det derimod tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel enten generelt eller færdsel af den pågældende art.

Ejeren af en privat vej har ret til ved skiltning helt eller delvist at begrænse færdslen på vejen, medmindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for andre. Det er således kun i tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at holde vejen åben for andre, at vejejeren selv kan bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen.