Må jeg bestille planter på internettet eller tage planter med hjem fra min rejse?

Du skal medbringe et plantesundhedscertifikat, hvis du er privat rejsende og har planter med til Danmark. Nogle planter skal også anmeldes til importkontrol.

Planter, blomster, grøntsager, frugter og frø fra lande uden for EU, kan indeholde skadelige plantesygdomme, som skal holdes ude af EU for at beskytte vores natur og planteproduktion. Derfor må planter, blomster, grøntsager, frugter og frø fra lande uden for EU, ikke indføres til EU uden et plantesundhedscertifikat.

Hvis du ønsker at købe levende planter og friske planteprodukter i lande uden for EU og indføre dem til Danmark, så er der importkrav, der skal overholdes. I langt de fleste tilfælde kræves et såkaldt plantesundhedscertifikat og i nogle tilfælde kræves også såkaldte CITES-tilladelser. Visse planter og planteprodukter er det helt forbudt at indføre.

Der gælder to regelsæt, når du ønsker at købe og indføre planter og planteprodukter fra lande uden for EU:

  • Plantesundhedsbestemmelser; der skal forhindre at uønskede plantesygdomme og skadedyr indføres til Danmark.
  • CITES-bestemmelser; der skal sikre, at der ikke handles med udryddelsestruede arter, f.eks. visse typer orkideer og kaktus

Hvis du som privatperson ønsker at indføre levende planter (eksempelvis potteplanter, stiklinger, udplantningsplanter, og podekviste) fra lande uden for EU, skal du være opmærksom på plantesundheds- og CITES-bestemmelserne. 

Sådan gør du, hvis du ønsker at indføre planter fra lande uden for EU:

1. Undersøg om planten er importforbudt

Visse planter er helt importforbudte. Her kan du finde en oversigt, over de plantesundhedsimportkrav, der gælder for planter og planteprodukter, inkl. information om importforbudte planter:

Oversigt over importkrav for planter, planteprodukter og andre objekter

2. Undersøg om planten er omfattet af CITES-bestemmelserne

En lang række planter er udryddelsestruede og omfattet af CITES (Washingtonkonventionen).

Hvis det, du ønsker at indføre, er omfattet af CITES-bestemmelserne, så skal du sikre dig de nødvendige CITES-eksport- og importtilladelser.

Søg i databasen Species+ for planter, som er omfattet af CITES-konventionen.

3. Få udstedt et plantesundhedscertifikat

Alle typer af planter skal ved import til EU være ledsaget af et plantesundhedscertifikat (engelsk: 'phytosanitary certificate'). Når du skal importere, så er det dit ansvar, at sikre, at plantesundhedscertifikatet er udstedt. 

Det er plantesundhedsmyndigheden i afsenderlandet, der udsteder plantesundhedscertifikatet.

Kontakt oplysninger på andre landes plantesundhedsmyndigheder

Hvis dine planter ikke er ledsaget, af et plantesundhedscertifikat, er de forbudte at indføre. Reglerne skal sikre, at der ikke indslæbes fremmede og skadelige plantesygdomme og skadedyr, som kan ødelægge natur og planteproduktion i Danmark og EU.

4. Forhåndsanmeld til importkontrol

Du skal altid anmelde planterne til Landbrugsstyrelsen med henblik på importkontrol. 

Forhåndsanmeld en import af planter til privat brug

Blanketten skal sendes til CPH@lbst.dk senest 24 timer før planterne indføres.

Ved ankomst vil Landbrugsstyrelsen foretage en importkontrol af dine produkter. Hvis alt er, som det skal være, vil planterne blive frigivet til dig.

Importkontrollen er brugerbetalt og koster i øjeblikket 1.382 kr. pr. sending. (2.764 kr. ved forhøjet takst)

Hvis du som privatperson ønsker at indføre frø til såning (dvs. frø eller kerner, der skal sås, spires, dyrkes, både indendørs og udendørs) fra lande uden for EU, skal du være opmærksom på plantesundhedsbestemmelserne. 

Sådan gør du, hvis du ønsker at indføre frø fra lande uden for EU:

1. Få udstedt et plantesundhedscertifikat

Alle typer af frø til såning skal være ledsaget af et plantesundhedscertifikat (engelsk: phytosanitary certificate). Når du skal importere, så er det dit ansvar, at sikre, at plantesundhedscertifikatet er udstedt. 

Det er plantesundhedsmyndigheden i afsenderlandet, der udsteder plantesundhedscertifikatet.

Kontakt oplysninger på andre landes plantesundhedsmyndigheder

Hvis dine frø ikke er ledsaget af et plantesundhedscertifikat, er de forbudte at indføre. Reglerne skal sikre, at der ikke indslæbes fremmede og skadelige plantesygdomme og skadedyr, som kan ødelægge natur og planteproduktion i Danmark og EU.

2. Undersøg om frøet er omfattet af CITES-bestemmelserne

Nogle frø er udryddelsestruede og omfattet af CITES (Washingtonkonventionen).

Søg i databasen Species+ for frø, som er omfattet af CITES-konventionen.

Hvis det frø, du ønsker at indføre, er omfattet af CITES-bestemmelserne, så skal du sikre dig de nødvendige CITES-eksport- og importtilladelser

3. Undersøg om frøet skal importkontrolleres

De fleste typer af frø kan indføres, så længe de er ledsaget af et plantesundhedscertifikat. Visse typer af frø skal dog både være ledsaget af et plantesundhedscertifikat og skal også importkontrolleres ved ankomst. 

Her kan du finde liste med de typer af frø, som udover et plantesundhedscertifikat, også skal importkontrolleres:

Oversigt over importkrav for planter, planteprodukter og andre objekter

4. Forhåndsanmeld til importkontrol

Hvis dine frø skal importkontrolleres, skal du anmelde frøet til Landbrugsstyrelsen med henblik på importkontrol. 

Forhåndsanmeld en import af planter til privat brug

Blanketten skal sendes til CPH@lbst.dk senest 24 timer før planterne indføres. Ved ankomst vil Landbrugsstyrelsen foretage en importkontrol af frøet, og hvis alt er, som det skal være, vil frøet blive frigivet til dig. Importkontrollen er brugerbetalt.

Hvis du som privatperson ønsker at indføre frisk frugt og grønt (inkl. rodfrugter og krydderurter mv.) fra lande uden for EU, skal produkterne være ledsaget af et plantesundhedscertifikat (engelsk: phytosanitary certificate). Når du skal importere, så er det dit ansvar, at sikre, at plantesundhedscertifikatet er udstedt.  Det er plantesundhedsmyndigheden i afsenderlandet, der udsteder plantesundhedscertifikatet.

Kontakt oplysninger på andre landes plantesundhedsmyndigheder

Frisk frugt og grønt skal du ikke forhåndsanmelde til importkontrol, sådan som du skal med planter og visse typer af frø.

Hvis frisk frugt og grønt ikke er ledsaget af et plantesundhedscertifikat, er det forbudt at indføre. Reglerne skal sikre, at der ikke indslæbes fremmede og skadelige plantesygdomme og skadedyr, som kan ødelægge natur og planteproduktion i Danmark og EU.

De eneste typer af frisk frugt og grønt, som du kan indføre uden et plantesundhedscertifikat, er følgende fem frugter: ananas, banan, daddel, durian og kokosnød.

Hvis du som privatperson ønsker at indføre andre levende planteprodukter, end frø og levende planter (f.eks. afskårne blomster, grene o. lign.) fra lande uden for EU, skal produkterne være ledsaget af et plantesundhedscertifikat (engelsk: phytosanitary certificate). Når du skal importere, så er det dit ansvar, at sikre, at plantesundhedscertifikatet er udstedt. 

Kontakt oplysninger på andre landes plantesundhedsmyndigheder

Det er plantesundhedsmyndigheden i afsenderlandet, der udsteder plantesundhedscertifikatet.

Du skal ikke forhåndsanmelde importen til importkontrol, som du skal med planter og visse typer af frø, men kan indføre produkterne så længe, du har et plantesundhedscertifikat.

Hvis dine produkter ikke er ledsaget af et plantesundhedscertifikat, er de forbudte at indføre. Reglerne skal sikre, at der ikke indslæbes fremmede og skadelige plantesygdomme og skadedyr, som kan ødelægge natur og planteproduktion i Danmark og EU.

Du kan frit indføre planter og planteprodukter fra andre EU-lande. 

Du skal være opmærksom på, at De Kanariske Øer ikke betragtes som en del af EU, set i forhold til plantesundhedsreglerne, selvom øgruppen hører under Spanien. Det betyder, at hvis du ønsker at indføre planter og planteprodukter (inkl. frisk frugt og grønt, blomster etc.) fra De Kanariske Øer, skal du overholde krav om plantesundhedscertifikat og evt. importkontrol, som beskrevet i afsnittet om indførsel fra lande uden for EU.

Efter Brexit er Storbritannien ikke en del af EU længere, og derfor skal du overholde krav om plantesundhedscertifikat og evt. importkontrol, hvis du indfører planter og planteprodukter fra Storbritannien.

Det kræver som udgangspunkt ikke tilladelse at handle med truede planter inden for EU’s grænser. Men plantearter, der er stærkt udryddelsestruede (CITES liste A), er det som udgangspunkt ikke lovligt at handle med. Kunstigt opformerede planter er dog undtaget.

Oversigt over udryddelsestruede arter (Databasen Speciesplus)

En række planter og frø er udryddelsestruede og omfattet af CITES-bestemmelserne. Det gælder bl.a. for langt de fleste orkideer og kaktus, men også visse plantearter og -slægter.  

Ønsker du at indføre planter eller frø, omfattet af CITES-bestemmelser fra lande uden for EU, skal du, udover et plantesundhedscertifikat, også have en CITES-eksporttilladelse og -importtilladelse. Dette gælder også for kunstigt opformerede planter. De fleste orkidéer og kaktus betragtes som udryddelsestruede og er omfattet af CITES, men de kan importeres, hvis der ansøges om både eksport- og importtilladelse. Det gælder også kunstigt opformerende orkidéer og kaktus.

Sådan gør du, hvis du vil importere planter omfattet af CITES-bestemmelser

1. Undersøg om planter og frø er omfattet af CITES-konventionen i databasen Species+

Database Species+ med CITES-omfattede planter og frø

2. Få udstedt en CITES-eksporttilladelse i afsenderlandet

CITES-eksporttilladelse skal søges i det land, hvor du køber planten.

Find den lokale CITES-myndighed her

3. Ansøg om CITES-importtilladelse hos Landbrugsstyrelsen.

Du skal ansøge Landbrugsstyrelsen om en CITES-importtilladelse.

Ansøg om CITES-importtilladelse 

Blanketten skal sendes til planter&biosikkerhed@lbst.dk. Husk altid at vedlægge kopi af eksporttilladelsen, når du søger om importtilladelse. 

Det koster ikke noget at få udstedt en CITES-importtilladelse hos Landbrugsstyrelsen. Vi sender CITES-importtilladelsen til dig med posten. 

4. Ved ankomst

Ved ankomst til Danmark skal du forelægge både CITES-importtilladelse og CITES-eksporttilladelsen for Toldstyrelsen. 

Anmeld fund af skadegørere til Landbrugsstyrelsen

Du har pligt til at anmelde det til Landbrugsstyrelsen, hvis du har mistanke om at have fundet en karantæne-skadegører.

Kontakt

Planter & Biosikkerhed
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Planter&Biosikkerhed-@lbst.dk