Desværre oplever vi gang på gang, at importeret træemballage, som er mærket med ISPM 15-mærket, alligevel indeholder levende larver og fuldt udviklede insekter. Det skyldes, at der snydes med behandling og mærkning af træet. Vær derfor også opmærksom på ISPM 15-mærket træemballage.
Hvis der findes levende larver og insekter i træemballagen i forbindelse med importkontrollen, vil Landbrugsstyrelsen træffe en afgørelse med hjemmel i artikel 66 i kontrolforordningen. Dette indebærer, at træemballagen enten skal destrueres, sendes ud af EU, eller undergives en særlig behandling. Dette skal ske for operatørens regning. Påbuddet vil afhænge af den konkrete sag og den konkrete risiko
Når Landbrugsstyrelsen modtager anmeldelse om fund i træemballage, undersøges sagen, og vi anviser, hvordan virksomheden skal håndtere fundet på en sikker måde, f.eks. ved behandling eller destruktion af træemballagen. Landbrugsstyrelsen undersøger desuden, om der kan være sket spredning til omgivelserne.
Krav til træemballage ved handel
- EU stiller krav om ISPM 15-mærket ved import. Hvis du importerer varer til EU, og de er pakket på/i træemballage, skal træemballagen være mærket med ISPM 15.
- Træemballage benyttet ved handel indenfor EU kræver ikke ISPM 15-mærkning.
- Hvis du eksporterer varer til lande udenfor EU, skal du være opmærksom på, at mange importlande stiller krav om ISPM 15-mærket træemballage ved import, herunder Storbritannien.
Træemballage mærkning, transport og opmagasinering.