Informationspligt for posttjenester og operatører af personbefordring - plantesundhed

Posttjenester og operatører af personbefordring skal informere om regler for indførsel af planter og planteprodukter fra lande uden for EU.

Havne, lufthavne, posttjenester, og operatører af international personbefordring har pligt til at oplyse rejsende og posttjenestekunder om EU-reglerne for indførsel af planter og planteprodukter fra lande uden for EU.

Operatører med ansvar for personbefordring inkluderer rejsebureauer og -arrangører, som arrangerer eller formidler transporten samt luftfartsselskaber, busselskaber, skibsoperatører, togselskaber m.fl.

Operatører, som kun har personbefordring inden for EU, er ikke omfattet af informationspligten.

Hvad betyder reglerne

Reglerne er gældende for rejsende, som ønsker at tage planter og planteprodukter med hjem fra deres rejser i lande uden for EU samt for modtagere af post og pakker, som indeholder planter og planteprodukter fra lande uden for EU.

Reglerne betyder, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø til såning, frugt og andre planteprodukter fra lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat.

De eneste undtagelser fra reglerne er frugter af ananas, kokosnød, bananer, durian og daddel, som frit kan indføres.

Planter til plantning; herunder visse typer af frø til såning, fra lande udenfor EU, skal både følges af et plantesundhedscertifikat og anmeldes til import. Varen vil ved ankomst til Danmark blive importkontrolleret af Landbrugsstyrelsen, hvilket er forbundet med udgifter for den rejsende eller modtageren af pakken.

For planter, frugter, grøntsager, afskårne blomster eller andre levende plantedele, der ikke er bestemt til plantning, fra lande udenfor EU, er der stadig være krav om plantesundhedscertifikat, men produkterne skal ikke anmeldes til import.

Reglerne indebærer desuden, at flere typer af planter til plantning er omfattet af forbud mod import.

Reglerne har til formål at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr, som kan følge med planteprodukter.

Må jeg bestille planter på internettet eller tage planter med hjem fra min rejse?

Video om plantesundhed ved rejser uden for EU

Hvad indebærer informationspligten?

Lufthavne og søhavne skal informere om rejsereglerne ved brug af EU Kommissionens plakater og, hvor det er relevant, på egne hjemmesider. Plakaterne skal opsættes, så de er synlige ved indrejse til Danmark fra lande uden for EU. Derudover kan lufthavne og søhavne også stille oplysningerne til rådighed ved hjælp af Landbrugsstyrelsens foldere.

Posttjenester samt rejsebureauer og -arrangører skal stille informationerne til rådighed i det mindste på deres hjemmeside.

Informationsmateriale

EU Kommissionen og Landbrugsstyrelsen stiller informationsmateriale til rådighed på dansk og engelsk, som kan downloades og anvendes til at informere kunder og rejsende.

Informationsplakater

EU-kommissionens informationsplakater om regler for plantesundhed

EU har lavet plakater, der informerer om reglerne for planter og planteprodukter fra lande uden for EU

Find plakater på andre sprog her

Plakat til information om træemballage

Informationsbannere

Er din virksomhed omfattet af informationspligten, har landbrugsstyrelsen lavet et banner om information til rejsende, der kan benyttes på jeres hjemmeside. Banneret findes både på dansk og på engelsk, og kan benyttes både som PDF eller JPG billedfil. 

Download banner i PDF format om information til rejsende om regler (på dansk)

Download banner som JPG billedfil om information til rejsende om regler (på dansk)

Download banner i PDF format om information til rejsende om regler (på engelsk)

Download banner i JPG billedfil om information til rejsende om regler (på engelsk)

Benyttes den danske JPG billedfil, kan den linke til denne side om regler for at tage planter med hjem fra rejser uden for EU med planter

Benyttes den engelske JPG billedfil, kan den linke til denne folder om regler for at tage planter med hjem fra rejser uden for EU med plante

Foldere om rejse regler

Landbrugsstyrelsen har lavet en folder om regler til rejsende, der rejser på ferie udenfor EU. Folderen findes både på dansk og på engelsk 

Download folder, information til rejsende om reglerne (på dansk)

Download folder, information til rejsende om reglerne (på engelsk)

Informationspligten er en følge af Plantesundhedsforordningens artikel 45 stk. 1 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2122 artikel 8, stk. 3, og formålet er at beskytte Danmarks natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod indførsel af særligt alvorlige planteskadegørere.

Anmeld fund af skadegørere til Landbrugsstyrelsen

Du har pligt til at anmelde det til Landbrugsstyrelsen, hvis du har mistanke om at have fundet en karantæne-skadegører.

Kontakt

Planter & Biosikkerhed
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Planter&Biosikkerhed-@lbst.dk