Bevaring af husdyrgenetiske ressourcer

Genetisk mangfoldighed definerer ikke alene husdyrracernes produktions- og funktionelle egenskaber, men også evnen til at tilpasse sig til forskellige miljøer, inklusiv foder og vand tilgængelighed, klima, skadedyr (pests) og sygdomme samt evnen til at ændre sig efter markedets og forbrugerens præferencer.

Husdyrgenetiske ressourcer udgør summen af mangfoldighed af racer – både de moderne produktionsracer og de gamle husdyrracer.

Nutidens moderne landbrug har betydet en specialisering i avlen inden for højtydende husdyrracer. En specialisering, der bygger på en forholdsvis lille genetisk variation indenfor racerne.

Bevaring af gener fra husdyr, der i en produktionsmæssig sammenhæng ikke er så interessante, kan derfor være vigtig for at sikre en stor genetisk variation, der i fremtiden kan være med til at sikre fødevareproduktionens tilpasningsevne i forhold til for eksempel nye sygdomme og ændret klima.

Bevaring af gamle racer, typer og linier af husdyr kan derfor betyde, at egenskaber, som her og nu er uden produktionsmæssig betydning, bevares for eftertiden.

De gamle husdyrracer kan desuden have betydning forskningsmæssigt for eksempel i undersøgelser af husdyrs tilpasning til forskellige miljøforhold eller undersøgelser af resistens mod sygdom og parasitter.

Endelig har de gamle husdyrracer også betydning kulturhistorisk, da de giver os forståelse for vores fortid. 

For at bevare de husdyrgenetiske ressourcer udbetaler Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri årligt dyretilskud til avlere af gamle danske husdyrracer (kvæg, svin, heste, får, geder).

Tilskud til bevaring af gamle danske husdyrracer

De første husdyr

De første husdyr blev tæmmet for 10 – 11.000 år siden i mellemøsten og den vestlige del af Asien, sandsynligvis om reaktion på stigende befolkningstæthed og ændrede klimatiske forhold. I løbet af de næste 1000 år opstod de dyr, som vi i dag kender som husdyr.

Fra midten af det nittende århundrede vandt renavl indpas og mange af vore dages husdyrracer – de såkaldte kulturracer opstod.

Racebegrebet blev knyttet til de forskellige fysiske karakteristika som for eksempel farve, aftegning og horn.

Endvidere blev der indført mange foranstaltninger, som for eksempel stambøger, raceforeninger og dyrskuer for at fremavle husdyr med bestemte egenskaber. På denne måde opstod de mange forskellige racer, der prægede husdyravlen i første halvdel af det tyvende århundrede.

Moderne racer

De moderne racer er et resultat af nye reproduktionsmetoder som vandt indpas i 1960'erne. Reproduktionsmetoder som kunstig inseminering og udbredt international handel med avlsdyr, sæd og embryoner.

Disse racer har på grund af deres gode produktionsegenskaber udkonkurreret de gamle racer, der ikke var så produktive, men ofte tilpasset til de lokale forhold.

Et eksempel på en moderne race er Holstein Friesian-malkekvæg, der på grund af en høj mælkeydelse nu er vidt udbredt over hele verden. Desværre er den genetiske variation indenfor denne race lille, da der har været anvendt ganske få tyre. I USA er der for eksempel reelt kun 66 dyr ud af 8,5 millioner Holstein Friesian-malkekvæg, der ikke er genetisk relaterede.

Avlernes krav til moderne husdyrs egenskaber er ligesom de samfundsgivne produktionsbetingelser under stadig forandring, hvilket styrer racernes fortsatte udvikling og forandring.

Gamle racer

Mange af de gamle racer, fra før de moderne reproduktionsmetoder vandt indpas, er forsvundet. FAO har skønnet at 690 husdyrracer på verdensplan er gået tabt, heraf 62 siden 1999.

I Danmark begyndte nogle få private avlere i løbet af 1980'erne at skabe interesse for bevaring af de gamle danske husdyrracer, og cirka samtidig med anskaffede en del museer gamle husdyrracer.

Gamle danske husdyrracer

I de moderne racer er den genetiske variation lille, da der generelt har været anvendt relativt få avlsdyr til at danne store populationer.

Specielt indenfor malkekvæg findes en række arvelige sygdomme, der som følge af den intensive brug af relativt få tyre i avlsprogrammerne har gjort, at de arvelige sygdomme er blevet spredt i populationen, inden det sygdomsfremkaldende gen er blevet erkendt og identificeret.

Det er derfor vigtigt at sikre, at stor genetisk variation indenfor racerne bevares, så husdyrarterne fremover kan tilpasses nye produktionsbetingelser.

Et bæredygtigt avlsarbejde skal ikke alene sikre en god produktion, men også resultere i robuste, sunde dyr med gode reproduktionsegenskaber.

Bevaring af husdyrgenetiske ressourcer er derfor også rettet mod de moderne husdyrracer, da disse skal være med til at sikre et bæredygtigt avlsarbejde også for disse racer.

Fremtidens fødevareforsyning kan derfor have fordel af at få tilført ny genetisk variation fra en eller flere af de gamle husdyrracer. En tommelfingerregel inden for genetikken siger, at halvdelen af den genetiske diversitet i en husdyrart findes mellem racerne og den resterende halvdel indenfor racerne.  

Når en race er uddød betyder det, at racens genetiske diversitet ikke længere er i "varesortimentet" til brug for eftertiden.  

Bevaringsudvalget varetager på vegne af Miljø- og fødevareministeren den overordnede koordinering af arbejdet vedrørende genressourcer hos danske husdyr.  

Det rådgivende Bevaringsudvalg for Danske Husdyrgenetiske Ressourcer hos oprindelige danske husdyrracer

Biodiversitetskonventionen

Danmark tiltrådte sammen med 189 andre lande Biodiversitetskonventionen i 1993, som udgør den overordnede strategiske ramme for at sikre global biologisk mangfoldighed.

I Biodiversitetskonventionen er beskyttelse af genressourcer et centralt emne. Begrebet genetiske ressourcer omfatter både den samlede genpulje, som en population af individer tilsammen har, og den genmasse som det enkelte individ har. Bevaringen af genressourcerne gælder både husdyr og vilde dyr samt dyrkede og vilde planter.

Genressourceforpligtelserne omfatter blandt andet:

• Bevaring af genetiske ressourcer under hensyntagen til artens mulighed for at tilpasse sig ændringer i fremviden (evolution) samt behovet for genressourcer til forædling og biologisk produktion (husdyr, afgrøder, træer, medicin, fødevarer etc.)
• Adgang til og udbyttedeling af genetiske ressourcer
• Biosikkerhed i forbindelse med genetisk modificerede arter
• Biodiversitetskonventionen fastslår blandt andet landenes suveræne rettigheder til egne genetiske ressourcer og udstikker forpligtende retningslinjer til medlemslandene for det nationale ansvar for bevaring, bæredygtig udnyttelse, adgang og retfærdig deling af udbyttet ved brugen af disse genetiske
• ressourcer, herunder jordbrugets genetiske ressourcer.

Aichi-målene

Parterne bag biodiversitetskonventionen vedtog i 2010 en strategisk plan frem mod 2020 der indeholdt:

• Mål om at standse tilbagegange af biodiversitet i 2020
• 20 konkrete delmål (Aichi-målene)
• Foreløbigt mål om forøgelse af ressource-mobilisering
• Et af Aichi-delmålene vedrører jordbrugets genetiske ressourcer:

Delmål 13: I 2020 er den genetiske mangfoldighed hos de dyrkede planter og hos husdyr og deres vildtlevende slægtninge, herunder hos socio-økonomisk og kulturelt værdifulde arter, bevaret, og strategier for minimering af genetisk erosion og beskyttelse af deres genetiske variation er udviklet og implementeret.

Interlaken Deklarationen

FAOs medlemslande (herunder Danmark) tiltrådte i september 2007 Interlaken Deklarationen om husdyrgenetiske ressourcer.

Landenes tiltrædelse af Deklarationen har ikke ændret på den gældende nationale og internationale lovgivning. Det betyder, at de enkelte lande stadig har det suveræne ansvar.

Den tiltrådte deklarationen er i sin form en hensigtserklæring. Landene har gennem Interlaken Deklarationen tilkendegivet at ville bevare og anvende de husdyrgenetiske ressourcer bæredygtigt med henblik på at sikre den globale fødevaresikkerhed, sikre udvikling i lokalsamfundene/landdistrikterne samt fremme anvendelsen af husdyr i landskabsplejen, og endelig at skabe rammer for nicheproduktioner med udgangspunkt i lokale racer.

Læs mere om Interlaken Deklarationen på FAOs hjemmeside

FAOs globale handlingsplan for husdyrgenetiske ressourcer

De strategiske prioriteringer for handling indeholder fire strategiske indsatsområder:

• Karakterisering, kortlægning og overvågning af udviklingen og dertil knyttede risici
• Bæredygtig anvendelse og udvikling
• Bevaring
• Politiker, institutioner og kapacitetsopbygning