I vores app kan du som landbruger læse breve fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, dokumentere forhold og besvare høringsbreve ved at tage geo-refererede billeder af dine marker.
Jordbrugsfoto
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udgivet en opdateret app. Appen indeholder de samme grundlæggende funktioner. Du vil altså fortsat få et høringsbrev, hvorefter der dannes en opgave i appen. Men det er blevet nemmere at navigere rundt i menuen, det er er nemmere at se, hvornår en opgave i appen er besvaret, og man kan nu lukke opgaven, når man har indsendt sit høringssvar.
Hvor finder jeg appen?
Du finder appen i Google Play eller App Store, ved at søge på "Jordbrugsfoto".
Besvar et høringsbrev eller dokumenter din mark med fotos i appen
Når du modtager et høringsbrev, hvor der er mulighed for at besvare med georefererede billeder, dannes der samtidig en opgave i Jordbrugsfoto.
I opgaven vil det fremgå hvilke(n) mark(er) du skal tage billeder af og sende ind til os. Når du tager et billede i appen registreres din placering automatisk og du kan derfor ikke tilknytte et billede til en forkert mark.
Du besvarer altså høringen ved at løse opgaven.
Det er vigtigt, at du reagerer på høringsbrevet. Uoverensstemmelser i dine indberettede arealer kan have betydning for din udbetaling af landbrugsstøtte. Du skal besvare høringsbrevet inden svarfristen, som fremgår af dit brev.
Dit svar forlænger ikke sagsbehandlingstiden, og du får håndteret eventuelle valideringer, når du genindsender dit fællesskema, og undgår dermed nye opfølgende høringsbreve.