Hvad indebærer omgåelseskontrollen?

Kontrol for omgåelse omfatter bl.a. ansøgninger om arealtilskud, projekttilskud, tilsagn, overdragelse, ændring, udbetaling og konditionalitet.

Når en sag om f.eks. ansøgning om areal- eller projekttilskud er udtaget til kontrol for omgåelse, undersøger vi sagen for mulig omgåelse. Omgåelseskontrollen foretages i sagskomplekser, hvor ansøgningen sammenholdes med tilskudsansøgninger fra andre virksomheder, hvor der vurderes at kunne være en sammenhæng. Et sagskompleks kan bestå af flere - og nogle gange mange - ansøgninger, hvor vi undersøger:

  • alle ansøgernes bagvedliggende ejerforhold og relation til andre virksomheder, der søger tilskud,
  • om der er forretnings– og landbrugsmæssig realitet i de virksomheder, som indgår i et sagskompleks,
  • om der kan være tale om kunstigt skabte betingelser for at opnå en uberettiget økonomisk fordel.
  • om ansøger har eller kan have opnået en konkret økonomisk fordel.

Ved kontrollen undersøger vi for, om der er objektive forhold, der indikerer omgåelse, og vi undersøger, om der er subjektive forhold. Vi foretager en konkret og individuel vurdering af de objektive og subjektive forhold.

Vi kontrollerer ansøgninger om arealtilskud, ansøgninger om projekttilskud og konditionalitet for omgåelse.

Landbrugsstyrelsen skal i sin kontrol efter artikel 62 i Forordning (EU) 2021/2116 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, kunne påvise, at der hos ansøger er såvel objektive som subjektive forhold, der indikerer omgåelse. Det objektive forhold vil være opfyldt, hvis det kan påvises, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om ansøgeren formelt overholder betingelserne i lovgivningen. Det subjektive forhold vil være opfyldt, hvis det kan påvises, at en landbruger har handlet udelukkende med den hensigt at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. 

Objektivt forhold

Der kan f.eks. være tale om et objektivt forhold, hvis en virksomhed uberettiget har fået udbetalt tilskud til unge nyetablerede landbrugere i mere end de 5 år eller  udover de 90 ha, som man har ret til efter reglerne. Hvis denne adgang til landbrugstilskud er sket ved kunstig virksomhedskonstruktion, indebærer det samtidig, at formålet med ordningen ikke kan nås. Hvis der f.eks. er oprettet en virksomhed, som ikke har en reel landbrugsproduktion selv, fordi virksomhedens landbrugsproduktion egentlig er en del af anden bedrift, kan formålet med ordningen ikke opnås under de betingelser. Dette skyldes, at midlerne ikke i realiteten støtter en ung landbrugers etablering og den strukturelle tilpasning af dennes bedrifter efter den første etablering i en indledende periode på højst 5 år. Grænsen på 5 år er sat således, at tilskuddet ikke skal have karakter af driftsstøtte. Hvis den samme landbruger i realiteten får tilskud i 10 år, omgås formålet med at sætte en grænse på 5 år, da tilskuddet herved kommer til at fungere som driftsstøtte.

Subjektivt forhold

Et subjektivt forhold kan f.eks. være, hvis denne virksomhedskonstruktion er skabt alene med det formål at opnå mere i tilskud. Det skal derfor kunne påvises, at tilskudsmodtager har haft en intention om at drage fordel af en EU-regel ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den pågældende handling, transaktion mv. skal udelukkende være foretaget for at opnå en fordel, der er uforenelig med formålet med den specifikke EU-regel, som søges omgået. Efter EU-retspraksis kan der ikke nægtes betaling, hvis der er en anden begrundelse for de gennemførte handlinger, transaktioner mv. end blot at opnå betaling i medfør af EU-reglen.

Hvis en landbrugsvirksomhed udelukkende er opdelt i flere virksomheder for at opnå en fordel fra tilskudsordningerne, som ikke ville kunne opnås hvis landbrugeren havde søgt som én virksomhed, og formålet med tilskudsordningen ikke opnås, selv om betingelserne formelt er overholdt, vil der være tale om omgåelse. 

Det er ikke enhver opdeling af landbrugsproduktionen, der anses som omgåelse, da der kan være mange gode grunde til opdeling af landbrug i flere ansøgervirksomheder. Det er således alene i det tilfælde, at opdelingen udelukkende er sket for at opnå en uberettiget fordel, at der vil være tale om at omgå betingelserne.

Det står i Forordning (EU) 2021/2116 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, artikel 62, som kaldes for omgåelsesklausulen.

Landbrugsstyrelsen sammenkører ansøgningsoplysninger med CVR-registret for at finde adresser eller virksomhedsejere med flere registrerede CVR-numre.

Landbrugsstyrelsen kontrollerer aktive tilskudsordninger for omgåelse.

Udover aktuelle sager gennemfører vi også en bagudrettet kontrol af afgjorte sager, herunder også tidligere tilskudsordninger.

I den bagudrettede omgåelseskontrol kontrollerer vi 4 år tilbage fra det år, ansøgeren er udtaget til omgåelseskontrollen. Det betyder, at vi i en ansøgning der er udtaget til kontrol i 2021 vil kontrollere for omgåelse for årene 2017-2021. Hvis vi vurderer, at der er tale om gentagelse af omgåelse ud over den 4-årige periode, kan vi udstrække kontrollen til også at omfatte ansøgningsårene 2016 og 2015.

Den bagudrettede omgåelseskontrol gennemføres med hjemmel i Forordning (EU) 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, artikel 3, stk. 1.

Ansøgninger på arealtilskudsordninger, hvor der kan opnås en uberettiget økonomisk fordel, og som vurderes at udgøre en høj risiko for omgåelse, bliver undersøgt for mulig omgåelse.

Vi målretter kontrol af ansøgninger om arealtilskud ved hjælp af en såkaldt risikobaseret udtagning, bl.a. på baggrund af en omfattende gennemgang af sager om landbrugsstøtte fra 2017 og frem. Det betyder, at vi som udgangspunkt målretter udtagningen til de sager, hvor vi vurderer, at risikoen for omgåelse er størst. Sager, som udtages til manuel kontrol, vil have længere sagsbehandlingstid end ellers.

Ansøgninger på projekttilskudsordninger udtages til kontrol, hvis styrelsen vurderer, at der er risiko for omgåelse. Vurderingen sker på grundlag af objektive forhold, hvor vi ser på bagvedliggende ejerforhold, adressesammenfald og økonomisk fordel. Sager, som udtages til manuel kontrol, vil have længere sagsbehandlingstid end ellers.

Hvis du som landbruger skal til at omstrukturere din virksomhed og planlægger at søge om projekttilskud, er det afgørende, at den valgte konstruktion ikke udelukkende sker med henblik på at opnå mere projektstøtte, end du er berettiget til, men er selvstændigt begrundet i faglige og saglige formål, såsom økonomiske, drifts, forretnings– eller landbrugsmæssige forhold.

Landbrugsstyrelsen skal kontrollere for omgåelse på konditionalitet. Der kan f.eks. være tale om omgåelse, hvis man opdeler sin bedrift alene med det formål at undgå kontrol eller tilskudstræk.

Implementering af kontrol for omgåelse på konditionalitet sker ved, at der ved udtagning til konditionalitetskontrol suppleres med bedrifter, som opfylder kriterier for, at omgåelse kan have fundet sted.
Kontrollen vil blive gennemført på bedrifter, der er omfattet af en ansøgning om landbrugstilskuds. Derudover vil kontrollen vil blive gennemført på bedrifter, hvor der efter en konkret vurdering er risiko for, at bedriften kan være opdelt med det formål at undgå konditionalitetskontrol eller tilskudstræk.

Landbrugsstyrelsen skal ifølge artikel 62 i forordning (EU) 2021/2116 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik sikre, at der ikke gives fordele, hvis betingelserne for at opnå en fordel er skabt på en kunstig måde og i strid med formålene med lovgivningen for tilskud. Dette gælder også, hvis man opdeler sin virksomhed med det formål at undgå en konditionalitetskontrol eller et tilskudstræk som følge af en konditionalitetskontrol.

Selve kontrolbesøget foregår som en helt almindelig konditionalitetskontrol, hvor vi kontrollerer krav om konditionalitet.

Vi vil besøge nogle bedrifter, der ikke har indgivet en støtteansøgning, men hvor vi kan se, at det er nødvendigt at gennemføre kontrollen ud fra en risikovurdering.

Selve kontrolbesøget foregår som en helt almindelig kontrol for konditionalitet.

Efter kontrolbesøget udfylder vi en kontrolrapport, som danner grundlag for den videre sagsbehandling. Finder Landbrugsstyrelsen i forbindelse med den efterfølgende sagsbehandling, herunder i forbindelse med den administrative kontrol for omgåelse, anledning til at undersøge din sag nærmere, vil du høre fra os. Viser den efterfølgende sagsbehandling ikke, at der er grundlag for yderligere kontrol for omgåelse, vil sagen blive behandlet som en almindelig konditionalitetssag.

Sådan overholder du konditionalitetskrav – vejledninger

Ved kontrolbesøget kontrollerer vi for, at kravene om konditionalitet er overholdt. Manglende overholdelse kan medføre tilskudstræk. Manglende overholdelse af kravene i en bedrift, der ikke har søgt om tilskud, kan medføre tilskudstræk i tilknyttede bedrifter, hvis Landbrugsstyrelsen finder, at opdelingen af bedrifterne er udtryk for omgåelse.
Har du overholdt kravene om konditionalitet, vil der ikke blive lavet et tilskudstræk.

Konditionalitetskontrollen gennemføres med hjemmel i LOV nr. 407 af 25/04/2023 (CAP-loven) § 16, stk. 1.

CAP-loven giver Landbrugsstyrelsen som kontrolmyndighed adgang til din bedrift uden retskendelse mod behørig fremvisning af legitimation, hvis det skønnes nødvendigt.

Krydsoverensstemmelseskontrol kan i visse tilfælde blive gennemført, når der er tale om landbrugsstøtte søgt før 2023 under den tidligere landbrugsreform. Er der tale om krydsoverensstemmelse (KO), gennemføres den med hjemmel i LBK nr. 115 af 06/02/2020 (Landbrugsstøtteloven) § 4, stk. 2.

Kontakt

Særlig Kontrol
Tlf: 33 95 80 00
Mail: saerligkontrol@lbst.dk