Kontrol af Landdistriktsprogrammet

Landbrugsstyrelsen fører kontrol med administrationen af tilskudsordninger og er bemyndiget til at foretage fysisk kontrol af projektet i løbet af projektperioden og indtil 5,5 år efter projektets afslutning.

Landbrugsstyrelsen fører kontrol med administrationen af tilskudsordninger og er bemyndiget til at foretage fysisk kontrol af projekter fra projektperiodens begyndelse og indtil opretholdelsesperiodens afslutning.

Det er et krav fra EU, at Landbrugsstyrelsen foretager forskellige typer af kontrol på projekter, der har opnået tilskud. Det kan være projekter hos landbrugere, virksomheder, gartnerier og planteskoler.

5% af de gennemførte projekter bliver udtaget til kontrolbesøg, hvor der, foruden den fysiske besigtigelse af projektet, også sker en kontrol af fakturaer, betalingsdokumentation og regnskabsbilag.

De resterende 95% af projekterne afsynes, for at sikre at projekterne er gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.

Kontrolbesøget foretages af Landbrugsstyrelsen, eller anden med bemyndigelse, og finder sted uden retskendelse. Kontrolløren skal altid vise legitimation ved kontrolbesøg.

Til brug i kontrollen kan vi indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder i et nødvendigt omfang, som er i overensstemmelse med landdistriktsloven § 12. Det er tilsagnsmodtagers opgave at sikre, at kontrolmyndigheden har adgang til at besigtige investeringsprojektet og får den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse.

Fra den 1. januar 2026 sker der, på grund af overgangen til den nye landbrugsreform, en ændring i den måde kontrollerne gennemføres på, men den nye kontrolmodel er endnu ikke endeligt fastlagt.

Landbrugsstyrelsen foretager både anmeldte og uanmeldte kontroller. Uanmeldt kontrol er et krav fra EU. Uanmeldte kontroller finder sted uden varsling og oftest som stikprøvekontrol.

Ved anmeldt kontrol varsles der op til to uger inden selve kontrollen, idet der sendes et brev, som beskriver formålet med og rettighederne ved kontrolbesøget. Anmeldte kontroller kan finde sted, hvor formålet med kontrollen ikke forspildes ved anmeldelsen.

Såfremt tilskudsbeløbet er på 100.000 kr. eller derover, foretager den lokale aktionsgruppe besigtigelse af projektet forud for slutudbetalingen. Er det den lokale aktionsgruppe, der er tilsagnshaver, skal besigtigelsen foretages af en anden lokal aktionsgruppe. Plan- og Landdistriktsstyrelsen kan anmode Landbrugsstyrelsen om at foretage kontrolbesøg.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne - LDP 2020

Kontakt

Regional Kontrol
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Regionalkontrol@lbst.dk