Biodiversitet og bæredygtighed

Find vejledning, ansøgningsskema m.m. til tilskuddet Biodiversitet og bæredygtighed.

Biodiversitet & bæredygtighed er en etårig bio-ordning, hvis formål er udvikle ny natur og nye levesteder for dyr og planter og hjælpe med flere fødekilder for at øge mangfoldigheden af levende organismer på dine dyrkede landbrugsarealer.

Ordningen bygger oven på konditionalitetskravet GLM 8, hvor du er forpligtet til at sikre, at mindst 4 pct. af dine omdriftsarealer er ikke-produktive elementer og arealer. Du kan kun søge tilskud under bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed til de ikke-produktive elementer, som rækker ud over de 4 pct. under GLM 8. Du kan ikke bruge samme areal til at opfylde GLM 8-kravet, som du søger tilskud til under bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed.

Fra 2024 har du mulighed at få et tillæg på 1.500 kr./ha. til dine arealer med bestøverbrak udlagt under denne ordning. Tillægget gives udover basistilskuddet under ordningen på 2.740 kr./ha og udover grundbetalingen på ca. 1.900 kr./ha.

Fra 2024 bliver brak med forårsslåning og slåningsbrak slået sammen til slåningsbrak. Der er derfor fremover kun én afgrødekode for slåningsbrak med krav om, at arealet skal slås mindst én gang i perioden 1. april til 25. oktober med en forbudsperiode mod slåning den 1. maj til 31. juli.

I videoerne kan du se en kort introduktion til:

  • de fem bio-ordninger, og hvordan du som landbruger kan få ekstra tilskud til et areal, hvis du gennemfører et grønt tiltag
  • de muligheder, du har for at udlægge småbiotoper på dine landbrugsarealer, og hvad du kan anvende dem til.

Video om de fem bio-ordninger

Video om småbiotoper

Tast selv

Status og frister

Lukket for nye ansøgninger
  • 1. Februar 2024 til 26. April 2024

    Ansøgningsperiode

  • 27. April 2024 til 21. Maj 2024

    Du kan ansøge forsinket indtil og med 21. maj 2024. Din støtte bliver nedsat med 1 pct. pr. arbejdsdag, du indsender forsinket i forhold til ansøgningsfristen.

Anslået sagsbehandlingstidUdbetalingsperioden er mellem 1. december 2024 og frem til 30. juni 2025

Om tilskuddet

Du kan søge ordningen, hvis du har rådighed over landbrugsarealer, og de er berettiget til grundbetaling og opfylder kriterier og forpligtelser i ordningen.

Du kan kun få tilskud til biodiversitet & bæredygtighed, hvis du har søgt og er berettiget til grundbetaling og lever op til GLM 8-kravet om 4 pct. ikke-produktive elementer.

I "Vejledning om tilskud til biodiversitet & bæredygtighed 2024" kan du læse mere om kriterier og forpligtelser.

Basistilskuddet er ca. 2.740 kr. pr. ha ikke-produktivt element, du udlægger under ordningen.

Alle ansøgninger, der opfylder ordningens kriterier og krav, vil blive imødekommet, men det kan blive til en lavere (eller højere) udbetalt sats end den planlagte sats. Tilskudssatsen for hver bio-ordning kan altså variere med + 35/- 10 procent og kan i særlige tilfælde blive reduceret med mere end 10 procent, hvis det er nødvendigt for at imødekomme alle ansøgninger.

I 2023 er basistilskuddet på 3.016,92 kr. pr. ha.

Fra 2024 kan du derudover søge til ekstra tillæg under ordningen til bestøverbrak på 1.500 kr. pr. ha.

Du kan bruge slåningsbrak, bestøverbrak, blomsterbrak, småbiotoper og markbræmmer som elementer i ordningen. Du må gerne kombinere forskellige elementer på samme landbrugsareal, du vil dog kun kunne opnå tilskud til et af elementerne, hvis elementerne er registreret oven på hinanden.

Brak og småbiotoperne kan som udgangspunkt ligge på både omdriftsmarker, permanent græs og permanente afgrøder. Markbræmmer kan kun ligge på omdriftsmarker og permanent græs.

Læs om kriterier og forpligtigelser knyttet til de forskellige typer ikke-produktive elementer i "Vejledning om tilskud til biodiversitet & bæredygtighed 2024".

En del af landbrugsstøtten er øremærket bio-ordninger, der gavner klima, miljø og biodiversitet på landbrugsarealer. Bio-ordninger er etårige ordninger, du kan søge hvert år. Bio-ordningerne er frivillige ordninger, der gør det muligt for dig som landbruger at få ekstra tilskud til et areal, hvis du opfylder ordningens kriterier og forpligtelser.

Der er behov for flere naturtiltag på landbrugsarealerne i Danmark. Bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed tilgodeser landbrugere, der ønsker at gøre en særlig indsats til gavn for biodiversiteten. Ordningen bidrager til, at Danmark kan leve op til målsætningerne i EU’s biodiversitetsstrategi frem mod 2030. Ordningen forpligtiger kun til at udtage arealer til naturformål ét år ad gangen, men søger du ordningen i flere år eller gennem hele reformperioden, vil det i højere grad sikre langvarige levesteder for markens vilde dyr, fugle og insekter. Du kan derved lade elementerne ligge samme sted hen over flere år. Det vil være til gavn for biodiversiteten, miljøet og klimaet. Du kan gavne biodiversiteten yderligere ved at placere dine ikke-produktive arealer og elementer tæt op ad eksisterende natur, som f.eks. læhegn eller skov.

Finansieret af Den Europæiske Union

Sådan søger du

Ansøgningsskema

Du søger om tilskud ved at udfylde og indsende fællesskema i ansøgningsåret. Det er en etårig ordning, som du har mulighed for at søge årligt flere år i træk. Det vil også være til gavn for biodiversiteten, hvis dine arealer indgår i ordningen i flere år.

Søg tilskuddet via Tast selv

Du kan til og med ændringsfristen ændre afgrødekoder, så arealet under denne ordning bliver større eller mindre. Du kan dog ikke tilføje arealer efter ændringsfristen. Du kan heller ikke skifte afgrødekoden på dine arealer efter ændringsfristen. Det gælder alle afgrødekoder.

Det er vigtigt for vores kontrol af afgrøderotationen på dine marker, at du indberetter afgrøderne på marken korrekt ved ansøgningens indgivelse.

Hvis du ikke længere overholder GLM 8-kravene, kan du indsende en ændring til dit fællesskema, hvor det fremgår hvilke arealer du i stedet vil anvende til at opfylde GLM 8-kravene og samtidig nedskrive det areal, hvortil du søger tilskud under ordningen biodiversitet & bæredygtighed.    

Du kan læse mere i Vejledning om grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2024 og Vejledning om biodiversitet & bæredygtighed 2024.

Vejledning om grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2024.pdf

Vejledning om biodiversitet & bæredygtighed 2024

Når du søger bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed i fællesskemaet, søger du samtidig om udbetaling for arealerne.

På siden Grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2023 kan du finde afgrødefordlingen i 2023 og afgrødefordelingen i 2023 for økologiske arealer. Desuden kan du læse mere om udvalgte tal for ansøgning på fællesskemaet i 2023, blandt andet bio-ordningerne.

Afgrødefordelingen i 2023 på siden om Grundbetaling og tilskudsberettigede arealer 2024

  • 1. februar 2024: Du finder Fællesskema 2024 og vejledninger for 2024 i Tast selv. Du kan ansøge til og med 26. april 2024.

  • 10. maj 2024: Sidste frist for at du kan sende ændringer til markblokke og tilhørende korttemaer.

  • 21. maj 2024: Frist for at du kan lave ændringer i dit fællesskema og sende forsinket ansøgning.

  • April til 25. oktober 2024: Vi tjekker aktivitetskravet med satellitbaseret kontrol.

  • 11. oktober 2024: Vi sender et høringsbrev til dig, hvis du har røde marker.

  • 1. januar til og med 31. december: Ikke-produktive elementer og arealer: De skal være uden produktion i hele kalenderåret. Det vil sige, at du ikke må bruge dem produktionsmæssigt. Vær opmærksom på at det er anderledes end, hvis du alene søger grundbetaling.

  • 1. januar til og med 30. april: Blomsterbrak, bestøverbrak og markbræmmer, hvor du har isået en blomster- og bestøverbrakblanding: Mindst hvert andet år skal du etablere en blomsterblanding med samtidig jordbehandling.

  • 1. april til og med 25. oktober: Slåningsbrak og markbræmmer: Du skal slå arealet mindst én gang i perioden.

  • 1. maj til og med 31. juli: Brak og markbræmmer: Der er forbud mod slåning i perioden af hensyn til yngleperioden for markens vildt- og fuglebestand som harer og jordrugende fugle.

Vejledning om tilskud til biodiversitet & bæredygtighed 2024

Faktaark - Biodiversitet og bæredygtighed 2024

Vær opmærksom på, om du får tilskud under Landdistriktsprogrammet eller Landbrugsreformen 2023:

Faktaark om overgangen til CAP2023

Reglerne af betydning for bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed findes i følgende forordninger, love og bekendtgørelser: 

EU-regler

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (CAP-planforordning)

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (Den horisontale forordning)

Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2022/1172 af 4. maj 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem i den fælles landbrugspolitik og anvendelse og beregning af administrative sanktioner i forbindelse med konditionalitet

Kommissionens Gennemførelsesforordning (EU) 2022/1173 af 31. maj 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår det integrerede system for forvaltning og kontrol under den fælles landbrugspolitik

Danske regler 

Lov nr. 470 af 25. april 2023 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.

Bekendtgørelse nr. 1711 af 13. december 2023 om tilskud til biodiversitet og bæredygtighed for 2024

Bekendtgørelse nr. 1520 af 8. december 2023 om konditionalitet for 2024

Bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv

Bekendtgørelse nr. 1387 af 29. november 2023 om kontrol og administrative sanktioner for visse tilskudsordninger under Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik

Bekendtgørelse nr. 1426 af 1. december 2023 om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2024

Bekendtgørelse nr. 1602 af 28. december 2022 om kundgørelse af Landbrugsstyrelsens kort med senere ændringer

Kombiner tilskud på dit areal

Vores vejledende værktøj giver et overblik over, hvilke tilskud du kan kombinere på samme areal i 2024.

Se, hvilke tilskud du kan kombinere på dit areal i 2024

Status for behandling af ansøgninger

Landbrugsstyrelsen behandler ansøgninger på arealtilskudsordninger.

Se status for sagsbehandlingen

Behandling af personoplysninger

Kontakt

Landbrugsstøtte & Geodata
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk