Initiativer til hjælp for landbruget under tørken 2023

På denne side informerer Landbrugsstyrelsen om initiativer til hjælp for landbruget under tørken i 2023.

Siden er senest opdateret 27. .oktober 2023

Opdateret 27. juni 2023

Spørgsmål og svar om efterafgrøder i tørken 2023

Det er muligt under gødskningsloven at give tilladelse til at tage slæt på braklagte arealer, der bliver brugt som alternativ til efterafgrøder. Landbrugsstyrelsen indfører derfor en midlertidig generel tilladelse til at tage slæt på braklagte arealer, der bliver brugt som alternativ til efterafgrøder. Dette betyder, at du i 2023 kan tage slæt til foder i perioden fra den 1. august til og med den 20. oktober på braklagte arealer, som du har etableret med græs, og som du bruger til at opfylde dit efterafgrødekrav.

Vær opmærksom på, at dette udelukkende omfatter de brakarealer, der kun indgår som alternativ til efterafgrøder. Dette omfatter derved ikke brakarealer, der indgår i opfyldelsen af GLM 8 eller i bioordningen Biodiversitet og bæredygtighed. 

Vi opdaterer plantedækkebekendtgørelsen

Landbrugsstyrelsen opdaterer plantedækkebekendtgørelsen henover sommeren, hvor denne midlertidige tilladelse vil fremgå. Ændringen vil gælde for braklagte arealer, der anvendes som alternativ til pligtige efterafgrøder, husdyrefterafgrøder og både frivillige og obligatorisk målrettede efterafgrøder.

Opdateret 27. juni 2023

Spørgsmål og svar om efterafgrøder i tørken 2023

Der er i gødskningsloven ikke mulighed for at give dispensation eller anerkende force majeure, hvis tørken giver udfordringer med at etablere pligtige, husdyr- samt obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Hvis du som følge af tørken har udfordringer med at etablere efterafgrøder, har du flere muligheder for at opfylde dit efterafgrødekrav under de gældende regler.

Du kan anvende fleksible frister

Du skal normalt etablere efterafgrøder senest den 20. august. Du har dog mulighed for at etablere efterafgrøder efter de fleksible frister, f.eks. i forbindelse med tørke. Det betyder, at du kan så dine efterafgrøder i perioden fra den 21. august til og med den 7. september. Når du gør dette, reduceres effekten af efterafgrøderne. Den mindre effekt vil blive kompenseret ved en reduktion i din kvælstofkvote.

Du kan bruge reduceret kvælstofkvote

Du kan bruge reduceret kvælstofkvote, som alternativ til efterafgrøder. Du skal indberette valg af alternativer til pligtige, husdyr- og obligatoriske efterafgrøder i Gødningskvote og efterafgrødeskemaet (GKEA) inden den 10. september 2023. På frivillige målrettede efterafgrøder har du mulighed for at trække efterafgrøderne eller alternativer ud af dit tilsagn, hvilket vil resultere i en reduktion af din kvælstofkvote.

Brug dine opsparede efterafgrøder

Du kan bruge opsparede efterafgrøder som alternativ til at etablere nye. Hvis du har opsparede efterafgrøder fra tidligere år, kan du således benytte disse til at opfylde dine krav om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan bruge opsparede efterafgrøder som alternativ i den målrettede regulering.

Husk at indberette

Hvis du etablerer efterafgrøder og disse ikke fremspirer som planlagt, skal du nedskrive dine arealer med pligtige, husdyr og obligatoriske målrettede efterafgrøder i GKEA, hvis du vil undgå en sanktion. Dette vil resultere i en reduktion af din kvælstofkvote. Frivillige målrettede efterafgrøder skal nedskrives i fællesskemaet, og det vil også resultere i en reduktion af din kvælstofkvote. Det er dit ansvar at nedskrive dine arealer hurtigst muligt og senest frem til tidspunktet, hvor din bedrift bliver kontrolleret. Kommer der ikke kontrol, kan du nedskrive dine arealer frem til den 31. januar 2024.

Om frivillige målrettede efterafgrøder

Det kan blive relevant at påberåbe sig force majeure i forhold til de frivillige målrettede efterafgrøder. Det er dog endnu for tidligt at forudse, om den igangværende tørke vil have betydning for fremspiringen af efterafgrøderne. Under alle omstændigheder er det en forudsætning, at du har forsøgt at etablere dine efterafgrøder rettidigt, hvis du vil have anerkendt force majeure. Fødevareministeriet følger situationen, og Landbrugsstyrelsen vil melde ud om eventuel force majeure på frivillige målrettede efterafgrøder, hvis det bliver relevant.

Opdateret 27. juni 2023

Spørgsmål og svar om dispensation til at nedsætte grodfoderandel

På grund af et helt ekstraordinært tørt forår har økologer problemer med at sikre nok økologisk grovfoder til deres økologiske drøvtyggere. Landbrugsstyrelsen anerkender, at tørkens omfang flere steder i landet udgør en katastrofesituation, og i henhold til økologireglerne betyder dette, at der kan søges om dispensation med henblik på at sikre foderforsyningen.

Efter økologireglerne skal drøvtyggere have 60 pct. grovfoder. De første tre måneder af laktationen, dvs. de første 3 måneder, efter at dyret har født, er der alene krav om, at dyrene skal have 50 pct. grovfoder.

Du kan søge om dispensation til at nedsætte grovfoderandelen
Du kan som økolog søge om dispensation til at sætte grovfoderandelen ned til 50 procent i den periode, hvor det er nødvendigt, hvis du på grund af tørken har svært ved at skaffe tilstrækkeligt grovfoder.

Med dispensation til en grovfoderandel på 50 pct. beholder dyrene deres økologistatus.

Du skal være opmærksom på, at vi i henhold til økologireglerne kun kan give dispensation for en begrænset periode, der ikke er længere end nødvendigt. Det betyder, at du kun kan bruge dispensationen, indtil situationen er normaliseret, og du igen har grovfoder nok. Dispensationen kan endvidere maksimalt gælde i ét år fra du modtager den. Du skal i øvrigt være opmærksom på, at også ribbehøstede afgrøder kan bruges som grovfoder. 

Sådan søger du om dispensation

Du søger dispensation ved at udfylde ansøgningsblanketten om nedsættelse af grovfoderandelen.

Ansøgningsblanketten finder du her

Til ansøgningsblanketten skal du vedlægge:

  • Antal drøvtyggere
  • Dit lager af grovfoder
  • Dit behov for grovfoder det kommende år, inkl. en foderplan
  • En oversigt over forskellen mellem dit forventede og reelle udbytte
  • Beregning, der viser, at en nedsættelse af grovfoderandelen er nødvendig

Du kan indsende den udfyldte ansøgningsblanket på mail til Landbrugsstyrelsen: jordbrugskontrol@lbst.dk eller sende den med post til Landbrugsstyrelsen, Jordbrugskontrol, Team Økologiadministration, Augustenborg Slot 3, 6440 Augustenborg. Husk at vedlægge din dokumentation.

For at du kan ændre andelen af grovfoder, er det en forudsætning, at du søger om dispensation og kan dokumentere, at dispensationen er nødvendig. Du skal afvente, om du får dispensation, før du nedsætter grovfoderandelen. Vi behandler din ansøgning så hurtigt som muligt, og vi forventer, at du har modtaget svar inden for 7-10 arbejdsdage.

Du skal derudover til enhver tid kunne dokumentere, at det har været nødvendigt for dig at benytte dispensationen.  Det vil sige, at du løbende skal ajourføre oversigter over udbytte ved slæt af grovfoder, forbrug af grovfoder i forhold til antallet af drøvtyggere og dine foderplaner.

Opdateret 12. juli 2023

Spørgsmål og svar om force majeure på privat skovrejsning

På ordningen tilskud til privat skovrejsning gælder der forskellige kriterier og forpligtelser, som dit skovrejsningsprojekt skal leve op til. Blandt andet stilles der mindstekrav til antallet af levende vedplanter pr. ha, krav til indblanding af forskellige træarter, og krav til bredden af skovbrynet og den samlede størrelse på projektet. 

På grund af den aktuelle tørke er der øget risiko for, at dit skovrejsningsprojekt ikke lever op til alle kriterier og forpligtelser i ordningen.

Du kan påberåbe dig force majeure som følge af den aktuelle tørkesituation

Landbrugsstyrelsen vurderer, at tørken på nuværende tidspunkt har et omfang, der er ekstraordinært, og derfor kan berettige en skovejer til at påberåbe sig force majeure i forhold til sit skovrejsningsprojekt.

For at kunne påberåbe dig force majeure, skal du have gjort, hvad du kunne for at afbøde konsekvenserne af tørken.

Sådan gør du, hvis du vil påberåbe dig force majeure i forbindelse med privat skovrejsning og tørke:

  • Det er dig som skovejer, der skal påberåbe dig force majeure, og det skal ske senest 15 arbejdsdage efter, du er blevet opmærksom på, at der er døde planter som følge af tørke. Du kan påberåbe dig force majeure i forbindelse med et kontrolbesøg fra Landbrugsstyrelsen, eller ved at skrive til Landbrugsstyrelsen på torke@lbst.dk. Skriv venligst: Privat skovrejsning – force majeure samt journalnummeret på dit skovrejsningsprojekt i emnefeltet. 
  • Landbrugsstyrelsen vil tage stilling til din anmodning om force majeure i forbindelse med sagsbehandlingen af det eventuelle kontrolbesøg, som har været hos dig. I vurderingen af force majeure ser vi på, hvornår du har tilplantet sammenholdt med tørkeindekset. 

Du får således ikke en selvstændig afgørelse om force majeure.

Hvad skal jeg gøre hvis ... 

I det følgende kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, hvis dit skovrejsningsprojekt bliver påvirket af tørke, og du har påberåbt dig force majeure:

Hvis du har plantet, men ikke indsendt din anmodning om udbetaling

Hvis du efterbedrer dit skovrejsningsprojekt, skal du vente med at anmode om udbetaling, til efterbedringen er gennemført. Du kan også lade de døde planter stå, når du indberetter dit skovrejsningsprojekt, og indtil du har fået udbetalt dit tilskud Hvis du efterbedrer dit skovrejsningsprojekt efterfølgende, skal du oplyse det til Landbrugsstyrelsen. 

Det gælder særligt for tilsagn, søgt til og med 2015.

Det kan være nødvendigt at efterbedre for at opfylde plantekravene, hvis du har et tilsagn om tilskud til skovrejsning med udbetaling af to rater, og du endnu ikke anmodet om udbetaling af 2. rate af tilskuddet. Er der dele af dit projekt, som ikke opfylder plantekravene, har du mulighed for at reducere det areal, du anmoder om udbetaling af tilskud til.

Hvis du har indsendt din anmodning om udbetaling af tilskud

Du skal lade de døde planter stå, hvis du allerede har indsendt din anmodning om udbetaling. Hvis du fjerner de døde planter for at efterbedre dit skovrejsningsprojekt, skal du trække din anmodning tilbage, indtil efterbedringen er gennemført. 

Hvis du har fået udbetalt dit tilskud

Du skal lade de døde planter stå, hvis du har fået udbetalt dit tilskud. Hvis du fjerner de døde planter for at efterbedrer dit skovrejsningsprojekt, skal du oplyse det til Landbrugsstyrelsen, inden du fjerner de døde planter. 

Du skal være opmærksom på, at dit skovrejsningsprojekt pålægges fredskovspligt i forbindelse med udbetaling af tilskud. Du kan kontakte Miljøstyrelsen for at høre, hvordan du skal forholde dig i forhold til tørkesituationen. 

Gå til Miljøstyrelsens hjemmeside

Opdateret 6. juli 2023: Vi har præciseret ang. afgrøderotationen i 2024

Spørgsmål og svar om GLM 7 og tidligt høstede kartofler efterfulgt af efterafgrøder

Hvis du ikke kan overholde GLM 7-kravene til efterafgrøder efter tidligt høstede spisekartofler pga. tørkens påvirkning på f.eks. fremspiring eller såning, kan du vælge at påberåbe dig force majeure.

Betingelser for force majeure

Hvis du ikke kan overholde kravene under GLM 7 om efterafgrøder efter tidligt høstede spisekartofler, medfører det som udgangspunkt en sanktion i form af nedsættelse af landbrugsstøtten.

For at få anerkendt force majeure som grundlag for fritagelse for sanktion, skal forholdene være usædvanlige og uforudsigelige og i væsentlig grad berøre din bedrift. Der skal være tale om forhold, som er uden for din kontrol. Du skal have gjort, hvad du kunne for at overholde kravet.

Det betyder, at du skal høste kartoflerne senest den 30. juni samt etablere efterafgrøderne efter tidligt høstede spisekartofler senest den 1. august, hvis du vil sikre dig mulighed for at kunne påberåbe dig force majeure.

Vær opmærksom på kommende års afgrøder

Bemærk, at force majeure vil gælde i forhold til en sanktion af overtrædelse i år. Selvom du får anerkendt force majeure i år, kan det derfor stadig få betydning for, hvilke afgrøder, du kan have på arealet om to år for at sikre afgrøderotation i overensstemmelse med GLM 7-kravet. Det har dog ingen betydning for afgrøderotationen i 2024, fordi den samme afgrøde må ligge på marken i 3 år. Landbrugsstyrelsen er i gang med at afklare, om du skal have en anden afgrøde på arealet i 2025 for at leve op til GLM 7-kravet.

Hvis du vil påberåbe dig force majeure på GLM 7

Du kan påberåbe dig force majeure på GLM 7-kravet om efterafgrøder efter tidligt høstede spisekartofler på grund af tørken, når du modtager et høringsbrev om kontrol af konditionalitet, hvor vi har konstateret overtrædelse af GLM 7.

Du kan ikke ansøge om force majeure på konditionalitet, herunder GLM 7, på forhånd.

Landbrugsstyrelsen kan heller ikke forhåndsgodkende, hvis du påberåber dig force majeure, når det kommer til konditionalitet.

Læs også om force majeure på konditionalitet

Hvis du har indsendt en henvendelse på tørkepostkassen torke@lbst.dk, vil du modtage svar, der lyder, at der først kan træffes afgørelse i forbindelse med kontrollen.

Sørg for dokumentation

Hvis du mener, at du på ingen mulig vis kan overholde kravet pga. tørkeforhold, opfordrer vi dig til at bevare dokumentation, der kan bevise, at overtrædelsen af GLM 7-kravet er sket pga. force majeure, og at du har gjort, hvad du kunne for at overholde kravet.

I vurderingen af force majeure vil der kunne indgå (ikke udtømmende liste):

  • Billeder fra marken,
  • Fakturaer på den anvendte efterafgrøde
  • Evt. vandindvindingstilladelse.

Påberåber du dig force majeure, vil Landbrugsstyrelsen vurdere, om der er tale om force majeure i den konkrete sag, herunder om du har gjort, hvad der var muligt for at overholde kravet i lyset af situationen.

Opdateret 6. juli 2023: Vi har præciseret ang. afgræderotationen i 2024

Spørgsmål og svar om GLM 7 græsudlæg i majs

Hvis du ikke kan overholde GLM 7-kravene til græsudlæg i majs pga. tørkens påvirkning på f.eks. fremspiring, høst eller såning, kan du vælge at påberåbe dig force majeure.

Betingelser for force majeure

Hvis du ikke kan overholde kravene under GLM 7 om græsudlæg i majs, medfører det som udgangspunkt en sanktion i form af nedsættelse af landbrugsstøtten.

For at få anerkendt force majeure som grundlag for fritagelse for sanktion, skal forholdene være usædvanlige og uforudsigelige og i væsentlig grad berøre din bedrift. Der skal være tale om forhold, som er uden for din kontrol. Du skal have gjort, hvad du kunne for at overholde kravet.

Det betyder, at du skal etablere græsudlæg i majs senest 30. juni, hvis du vil sikre dig mulighed for at kunne påberåbe dig force majeure.

Læs også om force majeure på konditionalitet

Vær opmærksom på kommende års afgrøder

Bemærk, at force majeure vil gælde i forhold til en sanktion af overtrædelse i år. Selvom du får anerkendt force majeure i år, kan det derfor stadig få betydning for, hvilke afgrøder, du kan have på arealet om to år for at sikre afgrøderotation i overensstemmelse med GLM 7-kravet. Det har dog ingen betydning for afgrøderotationen i 2024, fordi den samme afgrøde må ligge på marken i 3 år.. Landbrugsstyrelsen er i gang med at afklare, om du skal have en anden afgrøde på arealet i 2025 for at leve op til GLM 7-kravet.

Hvis du vil påberåbe dig force majeure på GLM 7

Du kan påberåbe dig force majeure på GLM 7-kravet om græsudlæg i majs på grund af tørken, når du modtager et høringsbrev om kontrol af konditionalitet, hvor vi har konstateret overtrædelse af GLM 7.

Du kan ikke ansøge om force majeure på konditionalitet, herunder GLM 7, på forhånd.

Landbrugsstyrelsen kan heller ikke forhåndsgodkende, hvis du påberåber dig force majeure, når det kommer til konditionalitet.

Hvis du har indsendt en henvendelse på tørkepostkassen torke@lbst.dk, vil du modtage svar, der lyder, at der først kan træffes afgørelse i forbindelse med kontrollen.

Sørg for dokumentation

Hvis du mener, at du på ingen mulig vis kan overholde kravet pga. tørkeforhold, opfordrer vi dig til at bevare dokumentation, der kan bevise, at overtrædelsen af GLM 7-kravet er sket pga. force majeure, og at du har gjort, hvad du kunne for at overholde kravet.

I vurderingen af force majeure vil der kunne indgå (ikke udtømmende liste):

  • fakturaer på græsfrø
  • evt. vandindvindingstilladelse
  • billeder fra marken (tilføjet 26. juni) 

Påberåber du dig force majeure, vil Landbrugsstyrelsen vurdere, om der er tale om force majeure i den konkrete sag, herunder om du har gjort, hvad der var muligt for at overholde kravet i lyset af situationen.

Opdateret 21. juni 2023

I de fleste tilfælde vil det ikke være nødvendigt at anmode om force majeure pga. tørke for at opretholde grundbetaling, så længe du sikrer dig, at du får udført en landbrugsaktivitet på arealet. Fristen for at udføre en landbrugsaktivitet er 25. oktober. Hvis du f.eks. anvender dine brakarealer til slæt eller afgræsning, udfører du landbrugsaktiviteter på arealet og er derved berettiget til den grundbetaling, du har søgt.

I forbindelse med kontrol kan dine anmeldte arealer blive omregistreret til den konstaterede afgrøde, hvis du ikke har påberåbt dig force majeure. Dette vil f.eks. være tilfældet i følgende situationer:

Hvis du har anmeldt arealer med brak, der udelukkende er anmeldt til grundbetaling

Hvis du har anmeldt arealer med brak, og vi konstaterer i forbindelse med kontrol, at du har anvendt arealet til slæt eller afgræsning, vil arealet blive registeret med den konstaterede afgrøde, f.eks. græs, og du vil fastholde din grundbetaling på arealet. Du har også mulighed for selv at indsende en bemærkning i fællesskemaet om, at du vil ændre afgrødekoden som følge af tørke, f.eks. hvis du har taget slæt eller afgræsset dit brakareal indenfor forbudsperioden mod slåning.

Hvis du har anmeldt arealer med blomsterbrak, der udelukkende er anmeldt til grundbetaling

Har du har anmeldt arealer med blomsterbrak for andet år i træk, skal du opfylde forpligtelsen om:

  • Den etablerede blomsterblanding skal udgøre mindst 50 pct. af plantedækket på arealet, og
  • Den etablerede blomsterblanding skal bestå af enten mindst to forskellige frø- og nektarproducerende plantearter.

Kan du ikke opfylde forpligtelsen, vil arealet blive registeret med den konstaterede afgrøde, f.eks. slåningsbrak i forbindelse med vores kontrol. Hvis arealet bliver registeret med slåningsbrak, bliver du forpligtet til at opfylde aktivitetskravet i form af slåning senest den 25. oktober, og opfylder du dette, vil du fastholde din grundbetaling på arealet.

Hvis du har anmeldt arealer med bestøverbrak, der udelukkende er anmeldt til grundbetaling

Har du har anmeldt arealer med bestøverbrak for andet år i træk, skal du opfylde forpligtelsen om, at den etablerede blomsterblanding skal udgøre mindst 50 pct. af plantedækket på arealet og bestå af mindst 3 bestøvervenlige plantearter.

Kan du ikke opfylde forpligtelsen, vil arealet blive registeret med den konstaterede afgrøde, f.eks. blomsterbrak eller slåningsbrak i forbindelse med vores kontrol. Hvis arealet bliver registeret med slåningsbrak, bliver du forpligtet til at opfylde aktivitetskravet i form af slåning senest den 25. oktober, og opfylder du dette, vil du fastholde din grundbetaling på arealet.

Du kan anmode om force majeure ved kontrollen ved manglende fremspiring af blomster- eller bestøverbrak pga. tørke under grundbetaling

Hvis du i år har tilsået et anmeldt areal til grundbetaling med blomster- eller bestøverbrak, og der ikke er sket en fremspiring pga. tørke, har du mulighed for at påberåbe dig force majeure. For at være berettiget til force majeure og derved fastholde din grundbetaling, selvom du ikke opfylder forpligtelserne for arealet, skal det kunne påvises, at du har jordbehandlet og isået med en blomsterblanding, og at den manglende fremspiring skyldes tørke.

Du har 15 arbejdsdage til at påberåbe dig force majeure

Vi vurderer, at udfordringerne med manglende fremspiring under den igangværende tørke, først vil være en hindring, der kan konstateres i forbindelse med en kontrol. Du kan derfor afvente med at give os meddelelse til 15 arbejdsdage efter kontrollen, hvor du har påberåbt dig force majeure,

Det er således ikke nødvendigt at anmode om force majeure før kontrollen i forbindelse med tørke, fordi Landbrugsstyrelsen først kan træffe afgørelse om force majeure efter kontrollen. Hvis du har indsendt en henvendelse på tørkepostkassen torke@lbst.dk, vil du modtage svar på, at der først kan træffes afgørelse i forbindelse med kontrollen.

Hvis du ønsker at påberåbe dig force majeure pga. andre omstændigheder end tørke som f.eks. ekstraordinære eller helt usædvanlige omstændigheder (dødsfald, naturkatastrofer mv), skal du stadigvæk give styrelsen skriftlig meddelelse herom senest 15 arbejdsdage, efter hindringen er ophørt. Læs mere i vejledning om grundbetaling afsnit 13.4 og i vejledning om bioordningen biodiversitet og bæredygtighed afsnit 7.4. 

Gå til vejledning om grundbetaling 2023

Gå til vejledning om bioordningen biodiversitet og bæredygtighed 2023

Bemærk, at der er forskel på, hvordan du påberåber dig force majeure i forbindelse med tilskudsordninger og konditionalitet.

Læs nyheden om force majeure på konditionalitet

Opdateret 28. juni 2023

Indberettede GLM8-elementer ud over minimumskravet på fire pct., må anvendes til produktion

Nogle landbrugere har anmeldt ikke-produktive elementer og arealer på bedriftens omdriftsareal, der rækker ud over minimumskravet på fire pct. til opfyldelse af GLM 8-kravet. Overanmeldelsen svarer til ca. 22.000 ha.

Det udgør ikke en overtrædelse af GLM 8 at anvende disse overskydende elementer og arealer, der er anmeldt som ikke-produktive, til græsning eller slæt, så længe du lever op til GLM 8-kravet – herunder forbuddet mod aktiviteter, der er tilknyttet produktion – på de elementer og arealer, der ligger inden for de fire pct. Du skal dog være opmærksom på, om arealet er omfattet af en forpligtelse efter bioordningen Biodiversitet og bæredygtighed eller anden lovgivning.

Tilføjet 28. juni 2023:

Hvis du er i tvivl, om du har overskydende GLM 8-arealer til rådighed, som du frit kan anvende til slæt eller afgræsning, kan du undersøge dette ved at gå ind i dit fællesskema på siden om GLM8. Hvis de indmeldte arealer overstiger 4 pct. i beregneren, så er der overskud af arealer, der kan anvendes til produktion. Hvis du anvender overskydende GLM 8-arealer til produktion, skal du sikre dig, at du stadigvæk overholder GLM 8-kravet på de 4 pct.

Tilføjet 19. juni 2023:

Det fremgik ved en beklagelig fejl tidligere, at anvendelse af de nævnte overskydende arealer udgjorde en overtrædelse af GLM 8. Det præciserer vi nu, at det ikke er.

Opdateret 28. juni 2023 med flere spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar om force majeure på GML 8

Du kan i nogle tilfælde påberåbe dig force majeure, hvis du som følge af tørken ikke kan opfylde krav om konditionalitet, herunder GLM 8-kravet om 4 pct. ikke-produktive områder på bedriftens omdriftsarealer.

Vær opmærksom på, at du først kan påberåbe dig force majeure på konditionalitet i forbindelse med kontrollen.

Læs også nyheden: Hvis du vil søge om force majeure på konditionalitet

Usædvanlige og uundgåelige forhold

Hvis du ikke kan overholde krav om konditionalitet, medfører det som udgangspunkt en sanktion i form af nedsættelse af landbrugsstøtten til landbrugeren i det pågældende år.

Dette er også udgangspunktet, hvis du ikke opfylder GLM 8-kravet om 4 pct. ikke produktive arealer.

For at få anerkendt force majeure som grundlag for fritagelse for sanktion, skal forholdene være usædvanlige og uforudsigelige og i væsentlig grad berøre din bedrift. Der skal være tale om forhold, som er uden for din kontrol. Du skal ikke have kunnet undgå følgerne ved at have udvist opmærksomhed eller omhu.

Brug af ikke-produktive brakarealer til foder eller slæt

Hvis du for at skaffe foder til dyrene på din bedrift under den vedvarende tørke er nødt til at afgræsse eller tage slæt på de brakarealer, som du har anmeldt til at opfylde GLM 8-kravet, kan det efter omstændighederne betragtes som en uforudsigelig situation omfattet af force majeure.

Du skal have gjort, hvad der var muligt for at sikre foder til dine dyr, og du skal kunne dokumentere dette. Landbrugsstyrelsen anbefaler, at du har skriftlig dokumentation, som du kan vise ved en kontrol.

I vurderingen af force majeure vil der kunne indgå (ikke udtømmende liste):

  • Hvilke foderafgrøder du har dyrket i år
  • Hvorvidt du har haft vandindvindingstilladelse
  • Din mulighed for reelt at anvende den nødvendige mængde vand til dyrkning af dine foderafgrøder
  • Om du har været nødt til at afgræsse eller tage slæt som følge af, at din foderleverandør ikke har kunnet levere den aftalte mængde foder/kvalitet af foder mv.

Brug af ikke-produktive brakarealer til foder eller slæt til andres dyr

Du kan desværre ikke få anerkendt force majeure til at anvende ikke-produktive brakarealer (GLM 8) til at hjælpe andre landbrugere, som mangler foder. Det skyldes, at det skal være forhold på din egen bedrift, som er baggrunden for, at du kan gøre force majeure gældende.

Det betyder også, at hvis du anvender dine ikke-produktive brakarealer (GLM 8) til produktion af foder med henblik på salg af foder, kan overtrædelsen efter omstændighederne vurderes til at være en forsætlig overtrædelse, der som udgangspunkt medfører en sanktion på 15 pct nedsættelse af din landbrugsstøtte.

Blomsterbrak – manglende eller utilstrækkelig etablering

Har du anmeldt blomsterbrak til at opfylde GLM 8, og er fremspiringen mislykket på grund af vedvarende tørke, kan det efter omstændighederne betragtes som en uforudsigelig hændelse omfattet af force majeure.

Det er dog en forudsætning, at du har forsøgt at etablere din blomsterbrak rettidigt, hvis du vil have anerkendt force majeure i forbindelse med mislykket eller forsinket fremspiring.

Du skal have gjort, hvad der var muligt for at sikre etableringen, og du skal kunne dokumentere dette. Landbrugsstyrelsen anbefaler, at du har skriftlig dokumentation, som du kan vise ved en kontrol.

Vurdering om force majeure indgår i den almindelige sagsbehandling

Hvis du gør force majeure gældende, vil Landbrugsstyrelsen tage stilling til spørgsmålet i forbindelse med sagsbehandlingen af den kontrol, som har været hos dig. Du får således ikke en selvstændig afgørelse om force majeure.

Hvis din situation ikke er omfattet af reglerne om force majeure, vil du blive pålagt sanktion for overtrædelse af reglerne om konditionalitet efter de almindelige sanktionsregler.

Nedsættelsen vil som udgangspunkt være på 3 pct. af din støtte. Vi vil blandt andet vurdere, om du har gjort alt, hvad du kunne gøre for at overholde kravet, og om disse handlinger kan begrunde en lavere sanktion. Det vil altid være en konkret individuel vurdering i forhold til formålet med kravet.

Opdateret 23. juni 2023

Har du søgt tilskud til bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed, har du forpligtet dig til ikke at anvende tilskudsarealerne til produktion. Du må derfor ikke tage slæt eller afgræsse de tilskudsarealer, som er anmeldt med brak, markbræmmer eller småbiotoper. Hvis du alligevel gør det, skal du trække arealet ud af ansøgningen for at undgå en sanktion. Du vil stadig kunne opretholde din grundbetaling på arealerne.

Du kan påberåbe dig force majeure ved manglende fremspiring på grund af tørken

Hvis du i år har tilsået dine tilskudsarealer med blomster- eller bestøverbrak, og der ikke er sket en fremspiring pga. tørke, har du i den situation mulighed for at påberåbe dig force majeure.

For at du kan få anerkendt force majeure og derved fastholde dit tilskud, skal du kunne dokumentere, at du har jordbehandlet og isået med en blomsterblanding, og at den manglende fremspiring skyldes tørke. Du har mulighed for at påberåbe dig force majeure senest 15 dage efter kontroltidspunktet.

Du har 15 arbejdsdage til at påberåbe dig force majeure

Vi vurderer, at udfordringerne med manglende fremspiring under den igangværende tørke, først vil være en hindring, der kan konstateres i forbindelse med en kontrol. Du kan derfor afvente med at give os meddelelse til 15 arbejdsdage efter kontrollen, hvor du har påberåbt dig force majeure.

Det er således ikke nødvendigt at anmode om force majeure før kontrollen i forbindelse med tørke, fordi Landbrugsstyrelsen først kan træffe afgørelse om force majeure efter kontrollen. Hvis du har indsendt en henvendelse på tørkepostkassen torke@lbst.dk, vil du modtage svar på, at der først kan træffes afgørelse i forbindelse med kontrollen.

Hvis du ønsker at påberåbe dig force majeure pga. andre omstændigheder end tørke som f.eks. ekstraordinære eller helt usædvanlige omstændigheder (dødsfald, naturkatastrofer mv), skal du stadigvæk give styrelsen skriftlig meddelelse herom senest 15 arbejdsdage, efter hindringen er ophørt. Læs mere i vejledning om grundbetaling afsnit 13.4 og i vejledning om bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed afsnit 7.4.

Gå til vejledning om grundbetaling 2023

Gå til vejledning om bioordningen biodiversitet og bæredygtighed 2023

Bemærk, at der er forskel på, hvordan du påberåber dig force majeure i forbindelse med tilskudsordninger og konditionalitet.

Læs nyheden om force majeure på konditionalitet

Fra opdateringen 23. juni 2023: Vi har fjernet "GLM 8" i overskriften på denne indsats, da det var en fejl. Den øvrige vejledning er uændret.

Opdateret 27. oktober 2023:

Den generelle dispensation fra forbuddet mod tilskudsfodring på ordningen pleje af græs- og naturarealer bortfalder fra lørdag den 28. oktober 2023. Den generelle dispensation til tilskudsfodring blev indført af Landbrugsstyrelsen i forsommeren under tørken.

Husk, at hvis arealet er et §3-areal, skal du først søge dispensation hos kommunen, før du søger dispensation hos Landbrugsstyrelsen.

Tidligere kommunikeret om dispensationen 19. juni 2023:

Se spørgsmål og svar om dispensation på plejegræs her

På grund af den aktuelle tørke har Landbrugsstyrelsen foreløbigt indført en generel dispensation til at tilskudsfodre på arealer med tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer.

Vær opmærksom på, at du på § 3-beskyttede arealer fortsat skal søge tilladelse hos kommunen, før du tilskudsfodrer, men du behøver ikke at søge om tilladelse til at tilskudsfodre hos Landbrugsstyrelsen.

Skift fra kontrolformen ”fast græsningstryk” til ”synligt afgræsset”

Ved kontrolmetoden ”fast græsningstryk” er der krav om, at der på arealet minimum findes 0,3 storkreaturer (SK)/ha i hele perioden 1. juni – 31. august. Hvis tørken gør dette svært at overholde, kan du søge dispensation til at ændre den valgte kontrolform, og dermed skifte fra ”fast græsningstryk” til ”synligt afgræsset”. I så fald skal du sikre dig, at hele arealet opfylder betingelserne for dette, herunder at arealet til den 15. september fremstår synligt afgræsset. Ændringen vil ikke have nogen konsekvens for årets tilskud.

Du skal sende en ansøgning om dispensation på:

plejegræs.dk,

men du behøver ikke at afvente svar fra Landbrugsstyrelsen.

Tag dyrene hjem før 31. august på ”fast græsningstryk”

Du kan også vælge at bevare kontrolformen ”fast græsningstryk”, men søge om dispensation til at fjerne dyrene fra tilsagnsarealet. Det vil betyde, at dyrene ikke er på arealet i hele perioden fra 1. juni – 31. august. Dispensationen medfører som udgangspunkt, at årets tilskud bortfalder, medmindre Landbrugsstyrelsen vurderer, at den får en ubetydelig virkning i forhold til forpligtelsen. Derfor bør du oplyse det til styrelsen ved at skrive en mail til arealtilskud@lbst.dk, hvis du sætter dyrene tilbage på arealet igen. Dispensationen giver dig lov til at bevare dit tilsagn for resten af perioden. 

Du skal sende en ansøgning om dispensation på:

plejegræs.dk

Du behøver ikke at afvente svar fra Landbrugsstyrelsen, før du fjerner dyr fra markerne.

Du kan udvide dit hegn, så dyrene får mere areal at afgræsse på

Du kan udvide dit hegn, uanset om du har ”fast græsningstryk” eller ”synligt afgræsset”.

Har du ”fast græsningstryk” kan du udvide hegnet med et areal, som du selv ejer eller har rådighed over. Det kan fx være skov- eller naturarealer. Hvis du har tilsagn på det nye areal, skal det også være med ”fast græsningstryk”. Vær opmærksom på, at græsningstrykket regnes i forhold til arealet på hele det græsningsegnede areal inden for hegnet, uanset om der er tilsagn på det hele.

Har du ”synligt afgræsset” kan du udvide hegnet og også samhegne med andre ansøgeres arealer. Der er ingen regler for hegning, når du vælger metoden ”synligt afgræsset”. Det har ingen konsekvens for udbetaling af årets tilskud.

Hvordan søger jeg dispensation?

Du søger dispensation fra plejekravet her:

Dispensation på plejegræs.dk (lbst.dk)

Hvis du har haft kontrol på dit areal, kan du ikke søge dispensation.

Opdateret 21. juni 2023

På den femårige tilsagnsordning, pleje af græs- og naturarealer er der krav om at foretage enten afgræsning eller slæt. Der må tidligst foretages slæt 21. juni. For de bedrifter, der har valgt at benytte slæt som plejeform, har landbrugeren i 2023 kunnet påberåbe sig force majeure i lyset af tørken, og dermed haft mulighed for at tage slæt inden 21. juni.

Læs mere i vores nyhed: Pleje af græs- og naturarealer: Du kan påberåbe dig force majeure til at tage slæt på dit tilsagnsareal inden 21. juni

Kontakt

Har du spørgsmål relateret til tørke kan du skrive til torke@lbst.dk

Du kan også kontakte vores tørke-hotline på tlf.: 33 95 80 00