Pleje af græs- og naturarealer: Du kan påberåbe dig force majeure til at tage slæt på dit tilsagnsareal inden 21. juni

15-06-2023

Landbrugsstyrelsen kan med henvisning til den aktuelle tørke afvige fra forbud mod slåning før d. 21. juni på arealer under tilskudsordningen pleje af græs- og naturarealer (PLG). Dette kræver, at ansøger påberåber sig force majeure.

På dine arealer med tilskud til plejegræs er du årligt forpligtet til enten at foretage afgræsning eller et slæt. Der er forbud mod al slåning i perioden 1. maj til 20. juni grundet ynglende fugle og andet vildtyngel. Den aktuelle tørke medfører imidlertid en øget risiko for, at foderværdien på græsarealerne falder væsentlig hurtigere end vanligt.

Hvis du som landbruger står i en situation med akut mangel på foder på grund af tørken, kan du således vælge at påberåbe dig force majeure og tage et slæt på dit areal med tilskud til plejegræs, mens der fortsat er en nævneværdig foderværdi i vegetationen – det vil sige før  21. juni, hvor forbudsperioden ellers ophører.

Ønsker du at påberåbe dig force majeure efter dette forhold, skal du udfylde en dispensationsformular. 

Du finder formularen til dispensation her

Du behøver ikke at afvente svar. Vær her opmærksom på, at det kan indebære en mindre reduktion i årets udbetaling under pleje af græs- og naturarealer.

Hvis du tager slæt nu, skal du være opmærksom på at undgå skader på vildtet. Se mere om dette i pjecen.

Se pjecen "Undgå at skade vildt ved høst" her

Tørkeplan

Fødevareministeren har lanceret en tørkeplan for landbruget, og Landbrugsstyrelsen er i gang med at iværksætte en række initiativer, som skal hjælpe landbruget. 

Læs ministerens pressemeddelelse

Hold øje med vores hjemmeside om tørke

Kontakt 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til torke@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.