Reglerne for frigivelse og inddragelse af sikkerhedsstillelse på licenser udstedt på toldkontingenter fremgår af afsnit 17 og 18 i den generelle import- og eksportvejledning, der kan findes på vores generelle side om import og eksport af landbrugsprodukter.
Søg om licens til import og eksport af landbrugsprodukter.
Fuld frigivelse sker, når licensen er fuldt udnyttet, dvs. at mindst 95 % af licensmængden er importeret, og når licensen er returneret senest 60 dage efter udløbet af licensens gyldighedsperiode.
Ved manglende udnyttelse af licensen, dvs. at licensen er udnyttet mindre end 95 %, inddrages hele eller dele af sikkerhedsstillelsen, jf. beskrivelsen i afsnit 18.1 i den generelle import- og eksportvejledning.
Ved for sen returnering af licensen til Landbrugsstyrelsen fortabes 3 % af sikkerhedsstillelsen for hver dag, tidsfristen på de 60 dage overskrides. Eksempelvis hvis bevis for de importerede mængders overgang til fri omsætning i EU i form af anvendt og afskrevet importlicens returneres senere end 33 dage efter tidsfristen på de 60 dage, inddrages hele sikkerhedsstillelsen.
Eksempel på inddragelse for manglende udnyttelse og for sen returnering af licens
Eksempel på en licens
Importlicens: 110 ton
Sikkerhedsstillelse (garanti): 82.499,67 kr.
Sidste gyldighedsdag: 31. august
Licens først returneret: 6. november
Udnyttelse: 80 ton er importeret
For sen returnering: 3 % pr. dag
Eksempel på inddragelse for manglende udnyttelse af licenseksemplet
Garantien inddrages efter følgende formel:
(95 % af licensmængden – importeret mængde)/licensmængden x garantien
eller i tal:
(104,5 – 80)/110 x 82.499,67 kr. = 18.374,93 kr.
Inddragelse for sen returnering (7 dage for sent):
Den resterende garantiinddragelse foretages efter følgende formel:
Reducereret garanti (oprindelig garanti – inddragelse for manglende udnyttelse) x (Antal dage med for sen returnering x 3 % pr. dag)
64.124,74 kr. (82.499,67 – 18.374,93) x 21 % (7 x 3 % pr. dag) = 13.466,20 kr.
Den samlede inddragelse bliver derved på:
18.374,93 + 13.466,20 = 31.841,13 kr.
Det indebærer, at der af den oprindelige garanti frigives:
82.499,67 – 31.841,13 = 50.658,54 kr.