Coccotrypes er en lille bille på 1,5-2 mm., der kan leve hele sit liv inde i en plantes stængler. Derfor kan det være rigtig svært at opdage, at en plante er inficeret, for den ser umiddelbart sund og rask ud (billede 1) Desværre er billen kommet til Danmark med nogle inficerede planter fra Kina, og Landbrugsstyrelsen beder derfor importører, planteproducenter og planteskoler være opmærksomme på eventuelle angreb.
Billede 1: Ficus microcarpa planter hvoraf flere planter er angrebet af Coccotrypes.
Angreb opdages typisk ved, at der ses små huller i plantens stængel/stamme. Disse er billernes udgangshuller (billede 2), der opstår, når de gnaver sig ud af planten for at finde en anden værtsplante at lægge æg i. Når plantens stængel skæres op, vil der kunne ses tydelige spor og gangsystemer efter angreb og ofte også levende larver (billede 3).
Billede 2: tydelige udgangshuller skabt af voksne Coccotrypes biller.
Billede 3: angreb af Coccotrypes i plantens rod.
Ved meget svære angreb bliver stænglen/roden helt blød og porøs (billede 4).
Billede 4: På planten længst til højre ses tydeligt at roden er faldet helt fra hinanden efter lang tids angreb.
Læs mere om barkbillen i faktaarket om Coccotrypes sp.
Find faktaarket her.
Hvad kan du selv gøre?
For at mindske risikoen for indførsel af uønskede skadegørere til din produktion, kan du selv stille krav til din leverandør om sikre og rene produktionsforhold samt god sporbarhed på oprindelse. Det er desuden vigtigt løbende at holde øje med planter og være opmærksom på symptomer på skadegørerangreb. Det gælder særligt symptomer, som ikke tidligere er set, da der kan være tale om angreb af særligt alvorlige planteskadegørere. Hvis man ser nye symptomer, er det altid vigtigt at reagere hurtigt og undersøge hvad planterne fejler, så der ikke sker spredning og etablering med potentielt store tab til følge.
Kontakt Landbrugsstyrelsen ved mistanke
Har du mistanke om fund af Coccotrypes sp. eller anden karantæneskadegører i dine planter kan du kontaktePlanter & Biosikkerhed på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail Planter&Biosikkerhed@lbst.dk.