Eksportrestriktioner til Rusland
EU har indført eksportrestriktioner mod en række varer til Rusland. Eksportrestriktioner er indført på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine. Eksportrestriktionerne overfor Rusland gælder for en række planter og planteprodukter, herunder planter til plantning, potteplanter og træer med rod, juletræer, klippegrønt m.m. Restriktionerne gælder ikke for frø til udsæd.
Eksportrestriktionerne er gældende for alle EU medlemslande, og er trådt i kraft.
Du finder restriktionerne i denne forordning:
”RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/1269 af 21. juli 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine”
Eksport til Belarus, Kasakhstan, Armenien og Kirgisistan
Ved eksport til disse lande skal du være opmærksom på, at der stilles krav om frihed for amerikansk nåletræfrøtæge Leptoglossus occidentalis.
Amerikansk nåletræfrøtæge ses efterhånden mere hyppigt i Danmark, og er en dygtig flyver. Hvis juletræer eller pyntegrønt til ovenstående lande, høstes fra arealer, som står i umiddelbar nærhed af fyrretræer, fx læhegn eller lignende, er det nødvendigt, at du allerede nu henvender dig til Landbrugsstyrelsens lokalafdeling, som vurderer, om det er nødvendigt med en ekstra kontrol. Det er vigtigt at henvende sig nu, da kontrollen skal foregå mens træerne stadig er på rod, samt i tægens flyveperiode, inden den søger mod steder den kan overvintre. Træer og pyntegrønt skal opfylde importlandets krav, inden der kan udstedes et plantesundhedscertifikat på varen. Kontrollen for amerikansk nåletræfrøtæge og eksportkontrollen faktureres hos rekvirenten. Du kan læse mere her
Pottegroede juletræer: Skal altid være tilmeldt avlskontrol hos Landbrugsstyrelsen.
Eksport til Storbritannien kræver i flere tilfælde avlskontrol
Afskårne juletræer og pyntegrønt:
Storbritannien stiller krav om, at produktionsarealerne, hvorfra afskårne juletræer, over 3 meter i højden og pyntegrønt fra træer over 3 meter høstes, skal kontrolleres for Ips duplicatus (Sahlberg), Ips typographus L. og Ips amitinus (Eichhoff) inden høst. Kravet er gældende for Abies Mill., Larix Mill., Picea Mill., Pinus L. og Pseudotsuga Carrière. Derudover skal du være opmærksom på, at der skal udføres en eksportkontrol inden, der kan udstedes et plantesundhedscertifikat. Storbritannien stiller krav om plantesundhedscertifikat på denne type vare.
Hvis du påtænker at eksportere afskårne juletræer over 3 m og pyntegrønt høstet fra træer over 3 meter, skal du kontakte Landbrugsstyrelsen snarest muligt, så der kan foretages en kontrol af produktionsarealerne inden høst.
De tre barkbiller er karantæneskadegørere i Storbritannien og må ikke følge partier til Storbritannien. Ips typographus L. er vidt udbredt i Danmark, hvorimod de to andre ikke er etableret i Danmark.
Afskårne juletræer under 3 meter i højden og pyntegrønt fra træer under 3 meter, skal i 2022 ikke følges af et plantesundhedscertifikat, da Storbritannien foreløbigt har annulleret kravet indtil 2023.
Pottegroede juletræer: Skal være tilmeldt avlskontrol hos Landbrugsstyrelsen. Storbritannien stiller krav om, at de skal følges af et plantesundhedscertifikat ved import.
Særligt for planter og plantedele af Pinus L. og Cedrus Trew.
Storbritannien stiller krav om plantesundhedscertifikat på planter til plantning, herunder barrodstræer, træer med klump og pottegroede træer af disse arter, samt andre plantedele, som afskårne træer, grene, kogler og andet. Kravet skyldes skadegøreren Thaumetopoea pityocampa, som er en karantæneskadegører i Storbritannien. Skadegøreren er ikke fundet i Danmark.
Du kan yderligere finde en række oplysninger om eksport til Storbritannien her.
Eksport til Kina
Det er ikke muligt at eksportere juletræer til Kina. Vi mener fortsat, at det er muligt med en importtilladelse at eksportere pyntegrønt, som det er sket hidtil, men opfordrer til, at du kontakter din importør om de specifikke krav.
Træemballage
Vær opmærksom på, at der er stigende fokus på træemballage, fordi det kan sprede planteskadegørere over landegrænser. Mange lande stiller derfor krav om, at træemballagen skal være ISPM-15 mærket ved import.
Ved pakning af juletræer er der ofte behov for specialfremstillet træemballage.
Følgende er gældende hvis du ændrer på ISPM-15 træemballage:
1. Hvis du i forbindelse med eksport monterer stivere eller andet på ISPM-15 mærkede paller, skal du være registreret og godkendt til det af Landbrugsstyrelsen. Derudover skal alt træ, som benyttes til de specialfremstillede træemballageenheder være nyt og behandlet efter ISPM-15. Der må på ingen måde tilføjes træ, som ikke er behandlet efter ISPM-15 retningslinjerne. Den registrerede ISPM-15 træemballagevirksomhed skal sikre, at medarbejdere, som fx under pakning af juletræer ændrer på træemballagen, kender til ISPM-15 og reglerne for ændring af ISPM-15 træemballage. Virksomheden skal desuden kunne dokumentere, at træet er behandlet efter ISPM-15 retningslinjerne og beskrive alle procedurer i kvalitetshåndbogen.
2. Hvis ISPM-15 træemballageenheden er produceret som et samlesæt på en ISPM-15 godkendt virksomhed, kan det samles på læssestedet, uden at det kræver registrering og godkendelse hos Landbrugsstyrelsen. Ved samlesæt skal alle dele (palle plus hver enkelt stiver) være ISPM-15 mærket af den ISPM-15 godkendte producent.
Læs mere i vores faktaark her her
Eller i vejledningen om ISPM-15 ordningen her
Hvis du eksporterer varer, som har oprindelse i et andet EU land
Hvis du vil eksportere juletræer og pyntegrønt på et dansk plantesundhedscertifikat, og varerne har oprindelse i et andet EU land, skal oprindelseslandet anføres i anmeldelsesskemaet. Som eksportør skal du desuden sikre dig, at du har den nødvendige dokumentation, som viser, at varen opfylder importlandets krav til plantesundhed. Plantesundhedscertifikatet kan udstedes, når Landbrugsstyrelsen vurderer, at varen opfylder importlandets krav. Importlandets krav er ofte forskellige afhængigt af varens oprindelse.
Udveksling af dokumentation om plantesundhed mellem EU-medlemslande foregår via et præ-eksportcertifikat, som kan indhentes hos EU-oprindelseslandets plantesundhedsmyndighed. Det kan fx dokumentere avlskontrol og frihed for visse skadegørere.
Hvis du eksporterer til lande med specifikke plantesundhedskrav, og varen har oprindelse i et andet EU-medlemsland, skal du sikre dig, at du har et præeksportcertifikat fra oprindelseslandet, hvoraf det fremgår, at varen opfylder plantesundhedskravene i importlandet.
Plantepas ved handel indenfor EU
Vær opmærksom på, at der kan være krav om plantepas på pottegroede juletræer ved omsætning indenfor EU. F.eks. ved omsætning til beskyttede zoner i EU er der krav om plantepas ved omsætning af afskårne juletræer over 3 m, og ved omsætning af pyntegrønt høstet fra træer over 3 m. Du kan læse mere om plantepaskravene her
Generelt ved eksport
Det er altid eksportørens ansvar, at en vare opfylder importlandets krav herunder krav til træemballage.
Fra 1. oktober 2022 er det obligatorisk, at oprette alle plantesundhedscertifikater elektronisk i TRACES NT.
Du kan læse mere om TRACES NT her.
For at kunne få udstedt et plantesundhedscertifikat skal du være registreret som eksportør i Landbrugsstyrelsen, og din vare skal kunne opfylde importlandets krav til plantesundhed.
I Danmark er det alene Landbrugsstyrelsen, som må udstede plantesundhedscertifikater. Du finder et Danmarkskort, hvor du kan finde lokalafdelingsgrænserne under ”vejledning og blanket” her
Ulovlig udstedelse af plantesundhedscertifikater eller anden snyd med disse anmeldes til politiet.
Du finder 6 informative eksportfilm á 3 minutter her
Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed, Team Plantetilsyn på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.