Navne

Latinsk: 

Ceratitis capitata

Dansk: 

Middelhavsfrugtflue

Svensk: 

Medelhavsfruktflugan

Engelsk: 

Mediterranean fruit fly

Tysk: 

Mittelmeerfruchtflige

Fransk: 

Mouche méditerranéenne des fruits, cératite

Skadebillede og identifikation

Beskadigelse eventuel forrådnelse i frugt af citrus og stenfrugt fremkaldt ved larvegnav.
Æglægningsstik ses som lyse pletter, lyse kranse omkring stikket afviger fra frugtens normale skalfarve. Pletter kan enten være fremstående eller indsunken. På frugter af fersken og abrikos bliver æglægningsstikket først tydeligt nogle dage efter æglægningen, hvor det viser sig, som en blød indsunken plet. Larven lever af frugtkødet og gnaver uregelmæssige gange gennem hele frugten, dog uden at skade kerne eller kernehus.

Æggene der lægges i en lomme under frugtskallen, er hvidglinsende, bananformede og knapt 1 mm lange.

Den hvide eller cremefarvede larve er ved klækningen 1 mm lang men i sidste stadium har den nået en længde af 8-10 mm. Kroppen er afsmalnende mod hovedet. Den er tydelig segmenteret i 12 dele.

Puppen er oval, så stor som et hvedekorn og med 11 ringe. Farven varierer fra gulhvidt til mørkebrunt.

Fluen er ca. 5 mm lang, med okkergult hoved med purpurrøde til mørkebrune øjne. Forbrystet er på oversiden blankt gult med sorte pletter; den har gule ben og halvgennemsigtige vinger med mørke bladtegninger, størrelse 5 x 25 mm. Bagkroppen er oval, gul og dækket af fine sorte børster.

Biologi

I de nordlige dele af Grækenland overvintrer størsteparten af fluerne som pupper i jorden, mens de i de sydlige dele af landet ikke har nogen vinterpause, hvorfor alle udviklingsstadier forekommer året rundt. De færdigudviklede insekter begynder at flyve i april, men æglægningen, der varer 7-10 dage, foregår i maj. Hunner lægger fra 1-10 æg i hver stikkanal, men flere hunner kan benytte det samme stik, hvorfor antallet af æg i en æglægningslomme kan være betydelig højere end 10. Hver hun lægger omkring 300 æg. Udviklingstiden for de 3 larvestadier er stærkt afhængigt af værtplante og temperatur. Ved temperaturer fra 19-28,5 °C varierer larveperioden fra 6 til 10-11 dage. Larven kan bevæge sig i hop ved henholdsvis at bøje og rette kroppen ud. Puppe stadiet kan variere fra ca. 6 dage ved 26 °C op til 60 dage under lavere temperaturer.
I Grækenland optræder hvert år 5-7 generationer, overlappende hinanden. Under tropiske forhold kan antallet af generationer fordobles.

Værtplanter

Da arten er polyfag, angriber den frugter og grønsagsfrugter. Hovedværterne er citrus med undtagelse af citroner, samt stenfrugter som kirsebær, fersken, abrikos og blommer.

Udbredelse og betydning

Europa:

  • Frankrig
  • Grækenland
  • Italien
  • Det tidl. Jugoslavien
  • Portugal
  • Schweiz
  • Spanien
  • Tyrkiet
  • Østrig.
  • Cypern

Central- og Sydamerika:

  • USA
  • Mexico
  • Hawaii

Mellemøsten: 

  • Israel
  • Jordan
  • Libanon
  • Saudi-Arabien
  • Syrien

Australien.

Middelhavsfrugtfluen anses som den værste skadegører på frugt i verden.

Hovedkilder

EPPO Data Sheets on Quarantine Organisms, 1981. Ceratitis Caritata (Wiedemann), EPPO Bull.11.1.

Biologische Bundesanstalt für Land und Forstwirtschaft, 1958, Anleitung für die Pflanzenbeschau. Berlin 3. Anfl.

 

Tekst af UL/S 1986.