Navne

Latinsk:

Liriomyza trifolii

Dansk:

Serpentineminerfluen

Synonymer:

Liriornyza allivora

Norsk:

Bladminerflue

Svensk:

Amerikansk minerfluga

Engelsk:

North American chrysanthemum leaf miner

Finsk:

Floridankärpänen

Fransk:

Mineuses américaines

Skadebillede

Skadegørerens larver minerer værtsplantens blade. Minerne fremtræder hvidlige med fugtige sorte eller tørre brune områder. Minerne er serpentineformede, hvilket har givet fluen sit danske navn. Efterhånden som larven vokser, bliver minerne mere udbredte og uregelmæssigt krogede. Larvernes minering hindrer bladenes fotosyntese, og de stærkt angrebne blade falder af.

De voksne hunners næringsgnav ses som små hvidlige huller i bladene. Disse prikker eller huller er 0,15-0,3 mm store. Æglægningshullerne er betydelige mindre (gennemsnitlig 0,05 mm) og regelmæssigt runde.

 

Identifikation

Fluen er 2-2,3 mm lang og vingen 2 mm. Alle led i følehornene er gule, palperne er gule. Benene er lyse, hofter og lår gule med spredte brune hår. Skinneben og fødder er lysebrune, tæt behårede. Fluens forkrop er mat sortgrå med markant gul plet på bageste del. Larven er gul, ca. 2,5 mm, bageste ånderør med 3 porer, forreste med ca. 10 porer. Puppen findes normalt uden for bladene, den er 1,75-1,9 mm lang og 0,7-0,8 mm bred og gulbrun.

 

Værtplanter

Serpentineminerfluen er polyfag. Fluen angriber 47 forskellige værtsplanteslægter og 122 arter. Blandt værtsplanterne er følgende familier repræsenteret: Chenopodiaceae, Compositae, Cucurbitaceae, Leguminosae, Liliaceae, Malvacese, Solanaceae, Umbelliferae. Hovedværterne for de nordiske lande har været Gerbera, Gypsophila, krysantemum og salat.

 

Udbredelse og betydning

Europa: Frankrig, Holland, Italien, det tidl. Jugoslavien, Rumænien, Ungarn, Schweiz, Storbritannien, Ungarn, Tyskland og Malta.

Asien: Israel.

Afrika: Kenia, Mauritius, Renion, Senegal, Sydafrika, og Tanzania.

Amerika: Canada, USA, Bahamas, Barbados, Costa Rica, Mexico, Colombia, Gyana, og Venezuela.

Oceanien: Hawaii

Minerskaderne nedsætter afgrødernes værdi. Hos unge planter kan angreb betyde misvækst. Liriomyza trifolii er den værste skadegører på krysantemum i Nordamerika., men skaden kan også være betydelig på grønsager.

 

Hovedkilder

Spencer, K.A. 1973 Agromyzidae (Diptera) of Economic Importens p. 226-229.

EPPO Bull. 14. (1): 39—37. 1984.

 

Tekst af RB/FIN 1985.