Navne

Latinsk:

Leptinotarsa decemlineata.

Dansk:

Coloradobillen.

Synonymer:

Doryphora decemlineata.

Norsk:

Koloradobille.

Svensk:

Koloradoskalbagge.

Engelsk:

Colorado beetle.

Finsk:

Koloradokuoriainen (perunakuorinen).

Tysk:

Kartoffelkäfer.

Fransk:

Doryphore de la pomme de terre.

Skadebillede

Symptomer på tilstedeværelse af coloradobiller i kartoffelplanter viser sig som randgnav på bladene. Randgnav forårsages både af imago og larver i de sidste udviklingstrin. Tegn på forekomst af nyklækkede larver er små huller som haglskud i bladene. Forekomst af gnav suppleret med sorte ekskrementer iagttages ved stærkere angreb.

 

Beskrivelse, identifikation og biologi

Colorado (imago) er en 9-11 mm stor bille med strågul grundfarve og 10 sorte længdestriber på dækvingerne, og på forbrystet er der sorte, symmetriske tegn. Brystskjold, følehorn og ben er rødlig-gule til brunlige. Følehornene er kølle formede.
Coloradobillens æg er aflange ovale, 1,5 mm lange, orange til rødgule, og forekommer i hobe på fra 10-80 æg på under siden af kartoffelplantens blade. Larven er orangerød, senere vinrød, 1,5-2 mm ved klækningen. Hoved og ben er sorte, og der findes en sort plet på oversiden af forbrystet samt to rækker sorte pletter på hver side. Coloradobillen har fire larvestadier adskilt af hudskifter. Den rødgule puppe er kort og bred. Længden er 9-10 mm. Coloradobillen overvintrer som voksent insekt (imago) i jorden i ca. 10-50 cm dybde. Når jordtemperaturen om foråret når ca. 14 °C, kommer billen op af jorden. Den begynder straks at æde blade af værtplanten, og kort efter begynder æglægningen. Hunnen lægger æg i hobe på undersiden af bladene, fra 10-80 æg. Efter ca. 14 dage klækkes æggene. Efter i nogle dage at have levet af de tomme æggeskaller begynder de små larver at gnave huller i bladene. Coloradobillens larve skifter under sin ca. 30 dage lange udvikling hud tre gange. Når larven vokser, bliver huden for trang, den revner og afskydes. På denne måde opdeles larvestadiet i fire udviklingstrin.Når larven i fjerde stadie har taget tilstrækkelig næring til sig, går den i jorden, hvor den forpupper sig. Efter 12-16 dage klækkes den nye bille, sommerbillen. Denne er bleg i farverne og meget blød, så den let såres, forbløder og dør. Først i september går billen i jorden for at overvintre. Der indtræder ved overvintringen en hviletilstand kaldet diapausen.

Chancen for at overleve er for coloradobillen under skandinaviske forhold ca. 50 % under forudsætning af, at billen er velnæret, og jorden ikke er alt for fugtig. I Skandinavien har coloradobillen kun én generation, mens den under varmere forhold har flere generationer årligt.

 

Værtplanter

Kartofler (Solanum tuberosum), Bittersød natskygge (Solanum dulcamara), og tomat (Lycopersicon lycopersicum).

 

Udbredelse og betydning

Coloradobillen er almindelig forekommende i Europa med undtagelse af de nordiske lande, Irland og Storbritannien. Uden for Europa forekommer billen i Canada og USA. Billen er almindelig frygtet som karantæneobjekt, men i dag, hvor man råder over et bredt spektrum af kemiske midler, er den i virkeligheden let at bekæmpe.

 

Forvekslingsmuligheder

Den gul-rødlige puppe af den syvplettede mariehøne (Cocinella septemounctata) forveksles ofte med coloradobillelarver.

 

Hovedkilder

Henning Andersen: Coloradobillen, Kaskelot Nr. 30, August 1977, Hvalsø.

 

Tekst af HA/DK 1986.