Navne

Latinsk: 

Anoplophora chinensis og Anoplophora glabripennis

Dansk: 

Træbukke

Engelsk: 

Citrus longhorn beetle(CLB – A. chinensis), Asian longhorn beetle (ALB – A. glabripennis).

Bemærk 

Anoplophora malasiaca blev indtil for nylig betragtet som en særskilt art nært beslægtet med A.chinensis. I dag betragtes den som en underart.

Skadebillede

Begge arter af Anoplophora angriber sunde løvtræer. Angrebne træer mister saftspændingen og svækkes. Bladene gulfarves og falder af, og træerne er mere modtagelige for sekundære angreb. Træerne dør ofte af angrebet.

Inde i veddet ses enorme gallerier på 1-3 cm i diameter. Tømmer af Populus kan miste op til 45 % i værdi grundet angreb af A. glabripennis. Især angreb i unge træer er dødeligt, og angreb af A. chinensis i frugtbærende grene forårsager store tab. 

Træernes svækkelse kan udgøre en fare ved bymæssig anvendelse. I staten New York kostede bekæmpelse af angreb af A. glabripennis mere end 4 mill USD i 1996. 

Inspektion af importerede træer er meget problematisk. Kun små æglægningspunkter på barken kan afsløre angreb med mindre stammen skæres op for at afsløre gallerier og larver.

Biologi

I tropiske og subtropiske egne gennemføres én årlig generation. I koldere egne er træbukkene op til 2 år om at udvikle en generation. De voksne lever en måned, hvor de æder på blade, bladstilke og ung bark. Æggene lægges under barken i sprækker, som hunnen gnaver. A. glabripennis lægger æggene i stamme og grene med en diameter over 5 cm, mens A.chinensis kun lægger æggene på den nedre stamme op til 60 cm over jorden. 

Larverne gnaver først gange under barken, senere dybere ind i veddet. Forpupning sker i puppekamre fyldt med gnavspåner i veddet. De voksne klækker i løbet af sommeren og kommer ud gennem cirkulære udgangshuller med en diameter på 9-11 mm. 

A. glabripennis forbliver normalt i samme træ, som de udklækker fra eller i deres umiddelbare nærhed.

Identifikation

Udflod fra æglægning og eventuelt fra larvegnav. Gallerier fra larverne under barken. Gnavspåner ses i de runde udgangshuller samt i bunker ved grunden af de angrebne træer. 

Æggene er 5-7 mm aflange, først hvidlige, senere gulbrune kort før klækning. 

Larverne er benløse creme-hvide maddiker 45-50 mm lange. 
A. glabripennis har et kitiniseret brunt mærke på første brystled.
Hos A. chinensis er mærket gult.

De voksne biller er typiske træbukke, 25 mm (hannen) til 35 mm (hunnen) lange. Antennerne er længere end kroppen:

  • A. glabripennis: 2,5 x (hannen) og 1,3 x (hunnen).
  • A. chinensis: 1,7-2 x (hannen) og 1,2 x (hunnen).

Basis på antennernes led er hvid-blå hos A. glabripennis og blå-grå hos A. chinensis. 

Kroppen er sort med hvide pletter på dækvingerne. Tydelige spidser på begge sider af forbrystet.

Værtplanter

Alle tre arter er polyfage på træagtige planter. Der kan være behov for at skelne mellem værtplanter, hvor arten er i stand til at gennemføre larveudvikling, og værtplanter, hvor de voksne træbukke foretager ernæringsgnav forud for æglægning. 

A. chinensis:

Primære værter:  

Citrus og andre frugttræer (Malus og Pyrus).

Angriber desuden:

  • Acer
  • Cryptomeria
  • Ficus
  • Hibiscus
  • Platanus
  • Populus
  • Rosa
  • Salix. 

A.glabripennis: 

Primære værter

Populus og Salix. 

Angriber desuden:

  • Acer
  • Aesculus
  • Alnus
  • Betula
  • Fraxinus
  • Malus
  • Morus
  • Platanus
  • Prunus
  • Pyrus
  • Robinia
  • Rosa
  • Ulmus

Udbredelse

Træbukkene stammer fra Asien. De påvises jævnligt i importsendinger af emballagetræ og bonsaiplanter. 

A.chinensis

  • Japan
  • Kina
  • Korea
  • Malaysia
  • Myanmar
  • Vietnam
  • USA

Desuden påvist i Italien i 2000, i Frankrig og senest i Holland i 2008 (Acer)

A.glabripennis

  • Kina
  • Japan
  • Korea
  • Taiwan
  • USA

Desuden påvist i Østrig i 2001, i Tyskland, Frankrig og Polen (Acer).

Forvekslingsmuligheder

De to arter af Anoplophora kan let forveksles med hinanden og med andre arter af Anoplophora.

Hovedkilder

EPPO Data Sheets on Quarantine Pests.

Tekst af CSC/2008.