Du må gerne bytte frø, når de er beregnet til ikke-kommerciel brug og bevaring

21-02-2023

Bytter du plantefrø eller interesserer du dig for biodiversitet og bevaring af plantearter og -sorter, kan du i vores hobbyvejledning finde reglerne om handel med og overdragelse af frø til ikke-kommerciel brug og bevaring. Vejledningen træder i kraft 1. marts 2023.

Frøbytning bidrager til mangfoldighed og øger biodiversitet, og flere og flere interesserer sig for at bytte frø, om de er haveejere, hobbylandbrugere, eller dyrker grøntsager i altankassen.

I Landbrugsstyrelsens hobbyvejledning om frø, kan du læse om arbejdet med at udvikle og bevare plantesorter og reglerne for at bytte og sælge frø til ikke-kommercielle formål. Der er også vejledning til dig, der er interesseret i at udvikle og få registreret en bevaringsværdig sort eller en hobbysort.

Du finder Landbrugsstyrelsens vejledninger om frø her.

Vejledningen retter sig især til

  • Landbrug, gartnere og virksomheder, der arbejder med bevaringssorter og hobbysorter
  • Personer, virksomheder og foreninger, der overdrager frø til ikke-kommercielle formål, dvs. til forbrugere
  • Borgere, der interesserer sig for planteavl, biodiversitet og bæredygtighed.

Reglerne skal styrke mangfoldighed og biodiversitet

Vejledningen beskriver de regler, der findes i EU’s markedsdirektiver og de danske bekendtgørelser om handel med grøntsagsfrø, markfrø og sædekorn, og vi forklarer, hvad man skal gøre for at leve op til reglerne. Vejledningen beskriver dansk praksis i forhold til reglerne og de særlige muligheder og undtagelser, der er for ikke-kommercielle aktiviteter. Desuden kan du læse om EU’s regulering af bevaringssorter, hobbysorter, økologisk heterogent materiale og økologiske sorter til økologisk brug.

Vejledningen træder i kraft fra 1. marts 2023

Vi opdaterer hobbyvejledningen, i takt med, at der er nye regler. I denne version har vi opdateret, kapitlerne om økologiske sorter til økologisk brug og økologisk heterogent materiale. Bilag 1 er opdateret med bevaringssorter, økologiske sorter til økologisk brug og økologisk heterogent materiale. Væsentlige ændringer er markeret med en streg i margin. Derudover er der tale om mindre redaktionelle ændringer.

Vejledningen træder i kraft 1. marts 2023.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planterogbiosikkerhed@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.