Du har flere muligheder for at udskyde såning af efterafgrøder

17-08-2023

Udover de eksisterende fleksible frister, hvor du kan udskyde din såning til en senere frist, er der i år en ny mulighed for at udskyde såning fra dag til dag og dermed kun få kvotereduktion for det faktiske såtidspunkt. Det er også nyt, at du kan bruge opsparede efterafgrøder i stedet for kvotefradrag.

Fristerne for at så efterafgrøder er sat for at skabe god etablering og vækst, så efterafgrøden kan nå at optage tilstrækkeligt med kvælstof. Landbrugsstyrelsen har – ikke mindst i lyset af det varierende danske vejr – udviklet flere fleksible muligheder for at udskyde såning og samtidig sikre det nødvendige kvælstofoptag.

Fristen for at så efterafgrøder er den 20. august. Hvis du har svært ved at nå fristen, har du dog flere muligheder for at udskyde såning til perioden fra 21. august til og med 7. september:

  • Du kan udskyde såning med fleksible frister, hvor du kan så inden for fastlagte så-intervaller.
  • Du kan udskyde såning og få kvotereduktion på dagsbasis ved hjælp af præcisionsudstyr.
  • Endelig kan du for nogle typer efterafgrøder bruge opsparede efterafgrøder i stedet for at få kvotereduktion.

Fleksible frister: Du kan udskyde såning til 7. september

Mellem 21. august og 7. september har du mulighed for at udskyde såning af efterafgrøder. Når du udskyder etableringen af efterafgrøder, vil du få en reduktion i din kvælstofkvote svarende til den reducerede effekt af det senere såtidspunkt.

Du kan se så-intervallerne og årets justering af kvotereduktioner i faktaarket om fleksible frister for etablering af efterafgrøder 2023.

Du kan bruge fleksible frister for pligtige- og husdyrefterafgrøder samt efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering.

Hvis du benytter denne mulighed, skal du i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet (GKEA) senest 10. september indberette på hvilke marker, du har udskudt etableringen af dine efterafgrøder.

Du kan få kvotereduktion på dagsbasis

Du kan også vælge at få kvotereduktion på dagsbasis. Det betyder, at reduktionen af din kvælstofkvote regnes ud fra den specifikke dag, hvor du etablerer dine efterafgrøder.

For at få kvotereduktion på dagsbasis er det en betingelse, at du bruger præcisionsudstyr, som kan dokumentere den nøjagtige sådato af dine efterafgrøder.

Du kan bruge kvotereduktion på dagsbasis til dine pligtige- og husdyrefterafgrøder og i målrettet kvælstofregulering. Du kan ikke bruge det ved alternative efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter.

Du kan læse mere i vores vejledning om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag for planperioden 2023/2024.

Du kan bruge opsparede efterafgrøder i stedet for kvotereduktion

Som noget nyt i år kan du desuden vælge at bruge opsparede efterafgrøder i stedet for kvotereduktion. Det kan du både, hvis du bruger fleksible frister i så-intervaller og kvotereduktion på dagsbasis.

Du kan bruge opsparede efterafgrøder på dine pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder, men ikke til målrettet kvælstofregulering. Vær opmærksom på, at du ikke kan bruge opsparede efterafgrøder ved sen etablering af efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter.

Hvor mange opsparede efterafgrøder der skal bruges, afhænger af hvilken dag, du sår dine efterafgrøder i år. Du kan læse mere om dette i vejledningen om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag for planperioden 2023/2024 eller faktaarket om fleksible frister for etablering af efterafgrøder 2023.

Du kan kombinere opsparede efterafgrøder med de kendte fleksible frister eller såning på dagsbasis

Du kan frit vælge, om du vil bruge dine opsparede efterafgrøder, fleksible frister eller såning på dagsbasis, og du kan kombinere dem. Det kan du, uanset om du vælger at bruge opsparede efterafgrøder eller få en reduktion af din kvælstofkvote. Du skal dog være opmærksom på, hvilken efterafgrødeordning og hvilken efterafgrødeblanding, du har.

Her kan du læse mere

På vores hjemmeside finder du Vejledning om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag for planperioden 2023/2024. Her finder du også faktaark samt et skema, hvor du kan se på hvilke efterafgrødeordninger, du kan bruge de forskellige muligheder.

Gå til Vejledningen om pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag for planperioden 2023/2024

Find faktaark om fleksible frister for etablering af efterafgrøder 2023 samt skema over mulighederne på de forskellige efterafgrødeordninger her

Find vejledninger om målrettet kvælstofregulering her

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til: miljo-erhvervsregulering@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.