Formålet med målrettet kvælstofregulering er at sikre, at der via etablering af efterafgrøder sker en reduktion i udledningen af kvælstof fra markerne til vores kystnære farvande.

Målrettet kvælstofregulering er delt i to faser, således at der først udbydes en tilskudsordning, hvor du frivilligt kan søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternative kvælstofreducerende virkemidler i de kystvandoplande, hvor der er et behov for at reducere kvælstofudvaskningen.

Hvis der i den frivillige runde ikke leveres en indsats, der er tilstrækkelig til at dække indsatsbehovet i de enkelte kystvandoplande, bliver der som udgangspunkt fastsat et krav om etablering af obligatoriske målrettede efterafgrøder. Du kan ikke søge tilskud til obligatoriske målrettede efterafgrøder. Hvis du har fået tilsagn om tilskud til målrettet kvælstofregulering, vil denne indsats automatisk blive modregnet i et evt. krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering i tilskudsguiden

Indsatsbehov i 2024

Indsatsbehovet for målrettet kvælstofregulering er fastsat i de danske vandområdeplaner. I 2024 skal ordningen anvende de nye vandområdeplaner for tredje planperiode 2021-2027. Ordningen skal hente et indsatsbehov på ca. 3.500 tons kvælstof i 2024, hvilket svarer til ca. 365.000 ha efterafgrøder. 

Du kan kan se et kort over det vejledende indsatsbehov for 2024 her

 

Miljøvurdering af målrettet kvælstofregulering

Landbrugsstyrelsen har gennemført en miljøvurdering af den samlede plan for målrettet kvælstofregulering 2023-2025 - omfattende både den frivillige del og den eventuelle obligatoriske del af målrettet kvælstofregulering.

Du kan læse miljørapporten, tilhørende plandokument, sammenfattende redegørelse samt klagevejledning her. 

Miljørapport over målrettet kvælstofregulering 2023-2025

Plandokument

Sammenfattende redegørelse

Klagevejledning

Screening af ændringsbekendtgørelse 2024

Landbrugsstyrelsen har udarbejdet en screening af ændringen af bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler for planperioden 2024/2025. Bekendtgørelsen indeholder en justering af omregnings­faktoren for to af de virkemidler, der kan anvendes som alternativer til efterafgrøder.

Landbrugsstyrelsen vurderer, at ændringerne i bekendtgørelsen ikke kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, og at ændringen til bekendtgørelsen derfor ikke skal miljøvurderes.

Du kan her læse afgørelsen om, at bekendtgørelsen ikke skal miljøvurderes. Afgørelsen indeholder en klagevejledning.

Afgørelse om bekendtgørelsen ikke skal miljøvurderes

Krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder

Hvis der samlet set ikke bliver ansøgt om et tilstrækkeligt areal med frivillige målrettede efterafgrøder i det enkelte kystvandopland, kan der blive indført krav om etablering af obligatoriske målrettede efterafgrøder. Kravet vil kun gælde i de kystvandoplande, hvor der efter den frivillige ansøgnings runde fortsat er et indsatsbehov.

Der udestår i 2023 en indsats på ca. 12.320 ha fordelt på 40 kystvandoplande. Ministeren har besluttet, at denne indsats skal leveres ved et krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder. Den målrettede kvælstofindsats skal sikre den nødvendige beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstofudvaskning. Den resterende indsats skal derfor hentes ved et krav om obligatoriske efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor der er en restindsats.

De obligatoriske målrettede efterafgrøder skal etableres om efteråret i den samme planperiode som de frivillige. Det er ikke muligt at få tilskud til obligatoriske målrettede efterafgrøder.

Hvem er omfattet af et krav om målrettede efterafgrøder?

Landbrugere, der har marker i kystvandoplande, hvor der kommer et krav om obligatoriske efterafgrøder, vil som udgangspunkt få et krav om etablering af efterafgrøder. 

Du er dog undtaget, hvis du er økolog, eller hvis din bedrifts efterafgrødegrundareal er under 10 hektar.

Du kan trække dine frivillige målrettede efterafgrøder fra dit krav

De efterafgrøder og alternativer, som du har fået tilsagn om tilskud til efter den frivillige ansøgningsrunde, samt den godkendte kvotereduktion, modregner vi automatisk i et eventuelt krav om obligatoriske efterafgrøder. Det vil sige, at hvis du for eksempel har fået tilsagn om 3 ha efterafgrøder i målrettet kvælstofregulering, og er omfattet af et krav om 4 ha obligatoriske efterafgrøder, så skal du kun udlægge 1 ekstra ha efterafgrøder for at opfylde det dit krav. 

Af Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet vil det fremgå, om du som følge af dit tilsagn under den frivillige ordning om målrettet kvælstofregulering allerede opfylder kravet om obligatoriske efterafgrøder, eller hvor mange ekstra ha efterafgrøder du skal udlægge.

Sådan kan du opfylde dit krav

I stedet for at etablere efterafgrøder eller et af de andre virkemidler, kan du opfylde dit krav om obligatoriske efterafgrøder ved at reducere din kvælstofkvote for den kommende planperiode. Hvis du ønsker at vælge denne mulighed, skal du ikke foretage dig noget. Din kvote bliver automatisk reduceret, hvis du ikke indberetter andre virkemidler til opfyldelse af et eventuelt krav.

Hvis du vælger at opfylde dit krav ved at etablere efterafgrøder eller alternativer, skal du indberette det i dit Gødningskvote- og efterafgrødeskema senest 11. september 2023.

Der vil som udgangspunkt gælde de samme betingelser for obligatoriske målrettede efterafgrøder som for de pligtige efterafgrøder. Det gælder fx med hensyn til frister for etablering og destruering, valg af alternativer og hvilke typer af efterafgrøder, du kan bruge. 
 
Du kan læse mere i vejledning om obligatoriske målrettede efterafgrøder 2023

Du finder vejledningen her

Dispensation

Landbrugsstyrelsen kan efter en konkret vurdering give dispensation fra det obligatoriske krav, hvis alle bedriftens arealer er blevet overdraget inden opgørelsen af det obligatoriske krav, og det obligatoriske krav er opfyldt via overdragers tilsagn om tilskud til målrettet kvælstofregulering.

Det kan for eksempel være i forbindelse med et generationsskifte. Dispensationen vil altid være under forudsætning af, at de indmeldte virkemidler i tilsagnet til målrettet kvælstofregulering er etableret, og kravene i tilsagnet er opfyldt.

Hvis du ønsker at søge dispensation skal du sende en anmodning til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk.