De fleste træbukke og pragtbiller, som er karantæneskadegørere, vil være på vingerne i perioden slut juni til slut august. I den periode skal de nå at ernære og parre sig. De er særligt aktive og flyvende på varme dage, hvor du lettere vil kunne se dem.
Karantæneskadegørerne er en gruppe af skadegørere, der ikke findes i EU, men som kan gøre stor skade hvis de bliver indslæbt til Danmark eller EU, og etablerer sig. Det gælder om at opdage dem hurtigt, og netop derfor er det så vigtigt, at kunne genkende dem, hvis de skulle dukke op.
Her kan du se de 8 karantænetræbukke og pragtbiller, som er lette at genkende samtidig med at der er en risiko for indslæbning trods EU's strenge importregler.
Asiatisk træbuk (Anoplophora chinensis)
Asiatisk citrustræbuk (Anoplophora glabripennis)
Askepragtbille (Agrilus planipennis)
Birkepragtbillen (Agrilus anxius)
Rødhalsbuk (Aromia bungii)
Japansk fyrrebuk (Monochamus alternatus)
Fyrrekronebuk (Monochamus galloprovincialis)
Amerikansk æblebuk (Saperda candida)
Du kan læse mere om symptomerne på billerne og deres skadesbillede på Landbrusstyrelsens hjemmeside.
Gå til Landbrugsstyrelsens side med information om billerne.
Krydstjek gerne med værtplanter og øvrige symptomer, hvis du har mistanke om, at du har fundet en karantæneskadegører. Huller i træerne kan nemlig også skyldes angreb af en af vore mange hjemmehørende biller.
Hvis du efter dine undersøgelser har fået bestyrket mistanke om fund af en karantæneskadegører, skal du anmelde fundet til Landbrugsstyrelsen.
Her finder du Landbrugsstyrelsen anmeldelsesside.
Når du anmelder en skadegører, vil vi sætte pris på, at du vedlægger billeder af skadegøreren. Hvis du har et levende eksemplar, kan det være den skal undersøges nærmere af os. Hvis du har mulighed for at opbevare den i et rent syltetøjsglas eller lignende, indtil den kan overdrages til os, vil det være en stor hjælp.