Kvælstofregulering

Her ses et udpluk af den hidtidige indsats, som skiftende regeringer har iværksat gennem tiden:

1985 – NPO-handlingsplan

• Krav til husdyrbrug (opbevaringskapacitet på gylletanke, miljøgodkendelse af større husdyrbrug, harmoni mellem areal og antal dyr, m.v.)

1987 – Vandmiljøplan I

• Fokus på forurening fra møddinger
• Fastsættelse af udbringningsperioder for husdyrgødning
• Krav om sædskifte- og gødningsplan
• Krav om plantedække om vinteren (grønne marker) mv.

1991 – Handlingsplan for en bæredygtig udvikling af landbruget

• Fastsættelse af økonomisk optimale normer (efter indstilling fra Landbrugets Rådgivningscenter) mv.

1998 – Vandmiljøplan II

• Reduktion af økonomisk optimale normer med 10 procent
• Krav om etablering af 6 procent efterafgrøder og plantedække (grønne marker) på mindst 65 procent af det dyrkede areal mv.

2004 – Vandmiljøplan III

• Fastsættelse af loft over det samlede kvælstofforbrug på landsplan svarende til den samlede kvælstofkvote for 2003/2004 (reguleret for afgrødeforskydning) mv.

2009 – Aftale om Grøn Vækst

• Teknisk ændring af normsystemet, så der korrigeres for det areal, der hvert år tages ud til byudvikling, natur m.v.

2012 - Nitrathandlingsplanen

• Bl.a. lovfæstet grænse på 170 kg N/ha i stedet for en grænse udtrykt i dyreenheder.
• Handlingsplanen blev forlænget ved en afgørelse truffet af Miljøstyrelsen efter miljøvurderingslovens § 4, stk. 1. Nitrathandlingsplanen fortsætter derfor uændret frem til en mere omfattende revision, der forventes færdig i 2017.

Hvert tredje år fastsætter normudvalget de økonomisk optimale kvælstofnorm for de enkelte afgrøder.

Normudvalget består af repræsentanter fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Aarhus Universitet og erhvervet.

Landbrugsstyrelsen offentliggører derefter i, bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden, de endelige kvælstofnormer.

I tabellen nedenfor kan man se en summering af alle jordbrugsvirksomheders kvælstofkvote og forbruget af kvælstof i landbrugsproduktionen.

Nogle landmænd anvender ikke deres fulde gødningskvote for bedriften. Det kan bl.a. skyldes, at de har indgået en aftale om nedsat tilførsel af gødning (f.eks. økologitilsagn), og andre landmænd har valgt at anvende den ubrugte gødningskvote til at opfylde efterafgrødekravet.

Ligevægtsprincippet er nævnt i Nitratdirektivets bilag III om foranstaltninger, der medtages ved udarbejdelse af nitrathandlingsprogrammer.

Overordnet set betyder princippet, at der skal være ligevægt mellem den mængde kvælstof, som landmanden tilfører afgrøden og afgrødens behov for kvælstof.

Skiftende regeringer har tidligere valgt, at landmænd ikke må gøde efter, hvad der er økonomisk optimalt for dem. Landmændene skulle derimod holde sig en vis procentdel under af hensyn til miljøet. Dette blev dog ændret med Fødevare- og Landbrugspakken, der sikrer landmændene ret til at gøde efter, hvad der er økonomisk optimalt for dem.

Miljøhensynet bliver nu varetaget gennem en række virkemidler. Her spiller efterafgrøder en vigtig rolle, men også alternativer såsom braklagte arealer, afbrænding af fiberfraktion, tidligt såede vinterafgrøder m.v. kan være med til at sikre varetagelsen af miljøet.