Vi udbetaler slagtepræmie og ko-præmie frem til udgangen af juni 2025.
Vi udbetaler ca. 245 mio. kr. i slagtepræmie
Udbetalingerne af slagtepræmie sker til de kvægproducenter, der har søgt om slagtepræmie, og som har slagtet mindst fem kvier, tyre eller stude i 2024. Du skal som kvægproducent ikke gøre andet end at tjekke brevet om udbetaling, som snart er på vej til dig.
Vi udbetaler ca. 979,25 kr. pr. dyr.
Der kan gå op til fem bankdage, fra du modtager brevet om udbetalingen, til pengene bliver overført til din NemKonto.
Der blev i 2024 slagtet 249.613 dyr. Omkring 4.308 landbrugere har søgt om slagtepræmie og slagtet mindst fem præmieberettigede dyr.
Sådan søger du om slagtepræmie for 2025
Hvis du har søgt om slagtepræmie i 2024, gælder ansøgningen også i de efterfølgende år, så længe du har opfyldt visse krav.
Hvis du ikke har søgt om slagtepræmie i 2024, kan du søge om slagtepræmie for 2025 samtidig med, at du indsender Fællesskema 2025. Fristen for at søge er 19. maj 2025, som er fristen for at sende ændringer til fællesskemaet og for at sende fællesskemaet forsinket. Hvis du søger efter fristen, bliver din ansøgning ikke godkendt.
Vær opmærksom på, at du skal opfylde kriteriet om at være aktiv landbruger senest ved ansøgningsfristen, som er 23. april 2025 – ellers kan du ikke få slagtepræmie.
Du kan læse mere om at være aktiv landbruger i afsnit 3.1.1. i Vejledning om grundbetaling og støtteberettigede arealer 2025.
Læs vejledning om grundbetaling og støtteberettigede arealer 2025
Du kan læse mere om slagtepræmie i Vejledning om slagtepræmie for kvier, tyre og stude 2024:
Læs Vejledning om slagtepræmie for kvier, tyre og stude 2025
Vi udbetaler ca. 64 mio. kr. i ko-præmie
Vi er i fuld gang med at udbetale ko-præmie. Vi udbetaler ca. 110,66 kr. pr. ko.
Der kan gå op til fem bankdage, fra du modtager brevet om udbetalingen, til pengene bliver overført til din NemKonto.
Der var i alt 2.723 støtteberettigede ansøgere i 2024, som modtager tilskud for 576.721 køer.
Sådan søger du om ko-præmie for 2025
Hvis du har søgt om ko-præmie i 2025, gælder ansøgningen også i de efterfølgende år, så længe du har opfyldt visse krav.
Hvis du ikke har søgt om ko-præmie i 2024, kan du søge om ko-præmie for 2025 samtidig med, at du indsender Fællesskema 2025. Du skal ikke søge om tilskud for de enkelte dyr, men søge ved at sætte et kryds i fælleskemaet. Fristen for at søge er 19. maj 2025, som er fristen for at sende ændringer til fællesskemaet og for at sende fællesskemaet forsinket. Hvis du søger efter fristen, bliver din ansøgning ikke godkendt.
Du kan læse mere om ko-præmie i Vejledning om ko-præmie 2025.
Læs Vejledning om ko-præmie 2025