Ansøgningsrunden for minivådområder er nu åben

21-06-2024

Du kan nu indsende din ansøgning om tilskud til et minivådområde. Når du anlægger et minivådområde, er du med til at forbedre kvaliteten af vores havmiljø, ved at mindske udledningen af kvælstof til kysterne. Ansøgningsfristen er 30. september 2024, og du søger i Tast selv.

Ansøgningsrunden for minivådområder er åben fra 21. juni til 30. september 2024, begge dage inklusive.

Du indsender din ansøgning om tilskud til etablering af et minivådområde via Tast selv.

Besøg Tast selv

Minivådområder forbedrer vandmiljøet

Minivådområder er med til at reducere landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet. Det sker ved, at naturligt forekommende mikroorganismer omdanner kvælstof fra drænvandet til atmosfærisk kvælstof. Som en sekundær effekt tilbageholder minivådområder også fosfor fra drænvandet. Minivådområder designes til at modtage og rense landbrugets drænvand, inden drænvandet bliver ledt ud til kysterne.

Et minivådområde reducerer i gennemsnit kvælstofudledningen med 22 pct. og tilbageholder 45 pct. fosfor. 

Hvem kan søge?

Private ansøgere kan søge om tilskud til etablering af et minivådområde. For at kunne søge skal du eje eller forpagte et eller flere arealer, der er udpeget som egnet eller potentielt egnet på udpegningskortet 2024.

Du kan finde udpegningskortet på miljøgis under fanen ”minivådområder” (Minivådområdekort 2024, før høring) eller i Internet Markkort (IMK) når du logger ind på Tast selv.

Besøg miljøgis

Hvis du er forpagter af det areal, hvor minivådområdet skal etableres, skal du indsende dokumentation for, at ejeren af arealet accepterer etableringen af minivådområdet. Du skal bruge den blanket, som du finder i Tilskudsguiden.

Blanket til accept af etablering af minivådområde ved forpagtning

Inddrag din udtagningskonsulent og kommune når du søger tilskud

Kontakt din lokale udtagningskonsulent hurtigst muligt og få hjælp til at finde egnede placeringer for dit minivådområde. Din lokale udtagningskonsulent kan også hjælpe dig med at planlægge din ansøgning til et minivådområde og sikrer, at det sker i dialog med kommunen.

Din lokale udtagningskonsulent skal underskrive en udtagningskonsulenterklæring. Denne dokumenterer, at en række forhold ved etablering af minivådområdet er i overensstemmelse med de gældende regler. Du skal bruge den erklæring, som du finder i Tilskudsguiden.

Du kan finde information og kontaktoplysninger på udtagningskonsulenternes hjemmeside.

Besøg udtagningskonsulenternes hjemmeside

Du skal desuden huske, at placeringen af minivådområdet skal koordineres med kommunen, inden du indsender din ansøgning om tilskud. Du skal bruge den blanket, som du finder i Tilskudsguiden.

Blanket til dokumentation for koordinering af minivådområdets placering

Læs mere i Tilskudsguiden

Du kan læse mere om minivådområdeordningen i Tilskudsguiden på vores hjemmeside.

Her kan du bl.a. finde vejledningen til ordningen, udtagningskonsulenterklæringen, erklæring om koordinering af effekter for lavbunds- og vådområdeprojekter og de gældende regler. 

Besøg Tilskudsguiden 

Om ordningen

I 2024 er der afsat 132 mio. kr. til tilskud til minivådområder. Landbrugere får 100 procent i tilskud til at anlægge minivådområdet og kan derudover søge om kompensation for at udtage og vedligeholde arealet, hvilket der er afsat en pulje på 17,5 mio. kr. til.

Minivådområder skal opretholdes i 10 år. 

Tilskuddet er finansieret med EU-midler under Den fælles landbrugspolitik for 2023-2027. 

Logo_Finansieret af EU

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens presseteam på tlf. 41 89 25 07.