I en særlig taskforce med dem, der arbejder med udtagning af lavbundsjorder hver dag, sidder kommuner, Naturstyrelsen, KL, udtagningskonsulenter, SEGES Innovation, Landbrug & Fødevarer, Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen. Taskforcens opgave er at finde løsninger på konkrete barrierer for udtagning af lavbundsjorder og at fremme de frivillige indsatser, som skal forbedre vandmiljøet og reducere landbrugets udledning af drivhusgasser.
Myndigheder, praktikere og organisationer samarbejder – og det giver resultater
”Kommunerne yder en kæmpe indsats for at udtage landbrugsjord til gavn for klimaet og vandmiljøet, og i det arbejde er vi afhængige af godt samarbejde på tværs af aktører. Derfor er det også positivt, at vi med taskforcen har samlet en masse gode kræfter om at finde nye veje og løsninger, der kan sætte endnu mere fart på udtagningen. I KL er vi positive over de resultater, vi i taskforcen har opnået indtil nu, og vi ser frem til det videre samarbejde. Nu handler det om at få realiseret anbefalingerne fra både ekspertgruppen og taskforcen hurtigst muligt,” siger Gunilla Ørbech, medlem af taskforcen og konsulent i KL.
”Hvis vi skal nå de politiske ambitioner på klima- og miljøområdet, er det helt afgørende, at vi får fjernet de mange små og store benspænd, man som lodsejer møder f.eks. i forbindelse med et lavbundsprojekt. Taskforcen er et fremragende eksempel på, at vi kan flytte noget, hvis myndigheder, praktikere og organisationer trækker i samme retning. Der er efter godt samarbejde blevet fjernet nogle af de barrierer, der kan afholde lodsejerne fra at lægge jord til et projekt. Den vej skal vi fortsætte ad, og derfor er det vigtigt, at de løsninger, der nu præsenteres, bliver gennemført hurtigst muligt. I landbruget ser vi frem til det videre samarbejde”, siger Mikael Strandbygaard, medlem af taskforcen og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
I taskforcen arbejdes der for at forbedre rammerne for udrulningen af flere af de kollektive virkemidler - altså de frivillige indsatser, som skal forbedre vandmiljøet og reducere landbrugets udledning af drivhusgasser. Indtil nu har der været et særligt fokus på at styrke fremdriften i udtagningen af lavbundsjorder.
Her har taskforcen allerede leveret resultater: Eksempelvis ved at forbedre projektejeres rammer i tilskudsordningen for vand- og klimaprojekter og ved at arbejde for at styrke relationer, lokal koordinering og planlægning mellem projektdrivende aktører.
Vil du vide mere om taskforcens arbejde og medlemmer?
Her kan du se taskforcens liste med barrierer og løsninger, hvoraf nogle altså allerede er implementeret
Se listen her
Taskforcen har desuden spillet ind til ekspertgruppens arbejde med at levere anbefalinger om at sikre hastighed og effektivitet i udtagningsindsatsen.
Se nærmere i ekspertgruppens afrapportering her
Læs mere om taskforcens medlemmer, formål og arbejde på udtagning.dk
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogprojekt@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.