Som følge af et dårligt høstår i 2023, har Landbrugsstyrelsen fået dispensation fra EU-Kommissionen til at sælge vårbyg og havre med nedsat spireevne. Landbrugsstyrelsen har på den baggrund, givet virksomheder mulighed for at søge om dispensation til salg af vårbyg og havre med lav spireevne. De virksomheder, der har fået dispensation, har alene tilladelse til at sælge vårbyg og havre med spireevne ned til 75 %, hvilket betyder, at der fortsat er et certificeringskrav, og at alle øvrige regler om handel med sædekorn fortsat skal overholdes.
For øvrige sædekornsvirksomheder, som ikke har søgt om dispensation til salg af vårbyg og havre, er reglerne uændret. Det betyder, at de gældende regler for handel med sædekorn, herunder krav til certificering, skal overholdes. Overtrædelser af reglerne om handel med sædekorn kan straffes med bøde.
Kort om reglerne
Et parti af sædekorn, må som udgangspunkt først handles som udsæd, når det er certificeret. For at blive certificeret skal avlen anmeldes til avlskontrol, og partierne af avlen skal prøvetages og undersøges for, om de overholder kvalitetsnormerne for sædekorn. Derudover skal der ske kontroldyrkning af partiet. Når disse elementer er på plads, skal partiet anmeldes til TystofteFonden til certificering. Partiet må først handles, når der er modtaget besked fra TystofteFonden om, at partiet er certificeret.
Der findes visse undtagelser, der gør det muligt at handle et parti, før det er certificeret. Visse af undtagelserne forudsætter dog, at partiet er anmeldt til certificering. De resterende undtagelser forudsætter at partiet enten handles uden for EU, som råvare, med henblik på endelig certificering i en anden EU-medlemsstat eller til forsøg, videnskabeligt formål eller forædling.
I kan læse mere om certificering af sædekorn i virksomhedsvejledningen.
Find virksomhedsvejledningen her
I kan altid finde de gældende regler for handel med sædekorn i sædekornsbekendtgørelsen.
Find sædekornsbekendtgørelsen her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til planterogbiosikkerhed@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.