Græsningsperioden nærmer sig og i Danmark er græsningsperioden for voksne kreaturer defineret som perioden fra 15. april til 1. november, ”når forholdene tillader det”. For ungdyr er perioden kortere. Se bekendtgørelse nr. 1384, af 29. november 2023, (Økologibekendtgørelsen) § 22 og Vejledning om Økologisk Jordbrugsproduktion, kapitel 26.
EU's økologiforordning[1] om økologisk produktion er gældende i Danmark; den udgør – sammen med den danske økologilovgivning – regelgrundlaget. Vejledningen om økologisk jordbrugsproduktion er en beskrivelse af reglerne og giver vejledning i, hvordan økologiske jordbrugsbedrifter kan overholde reglerne.
Forordningens tekster om græsning kan sammenfattes til, at kreaturer skal have adgang til græsmarker så meget som muligt, når forholdene tillader det.
Hvad betyder ”når forholdene tillader det”?
De forhold der kan retfærdiggøre begrænsninger i adgangen til græsning, er forhold som f.eks. atypiske vejrforhold og dyresygdomme.
Atypiske vejrforhold såsom ekstraordinært store nedbørsmængder, tørkeperioder og lignende forhold kan gøre græsning vanskelig /umulig i kortere perioder af hensyn til græsmarkernes og dyrenes tilstand. Det samme gælder, hvis foråret er unormalt koldt, så græsset kommer sent i vækst og tilsvarende, hvis efterårets vejrforhold ikke tillader afgræsning helt frem til 1. november. I disse tilfælde, kan kreaturer holdes på stald i kortere perioder i græsningsperioden, men det er et krav, at perioden og begrundelsen er dokumenteret i husdyrlogbogen.
I dette forår (2024) er græsset kommet i vækst tidligt, men Landbrugsstyrelsen er klar over, at ekstreme nedbørsmængder i store dele af Danmark kan betyde udfordringer ved udbinding 15. april.
Hvis du derimod har arealer, der er vandlidende hvert forår og efterår, udgør det ikke et forhold, som giver mulighed for at holde dyrene på stald, idet dette ikke kan siges at skyldes atypiske vejrforhold.
Begrænsninger i afgræsning som begrundes i management, er som udgangspunkt ikke gyldige begrundelser. Det er derfor, som udgangspunkt, ikke i overensstemmelse med økologireglerne at holde bedriftens kreaturer på stald fra først på eftermiddagen, fordi der er lang afstand mellem bedriftens stald og græsgange, eller pga. andre logistiske og managementmæssige forhold på bedriften. Begrundelser vedrørende bedriftens staldsystem, fodringpraksis, malkningspraksis, dyreantal mv. er som udgangspunkt ikke forhold, som kan legitimere begrænsninger i dyrenes adgang til græsning i græsningsperioden.
Dog kan dyr holdes på stald i en kort periode i forbindelse med inseminering, sygdom osv. Dette skal dog dokumenteres i logbogen.
Hvor meget skal dyrene på græs dagligt i græsningsperioden?
EU’s økologiforordning giver ikke mulighed for at fastsætte et præcist antal timer dagligt i græsningsperioden, som anvisning til, hvornår reglen om, at kreaturer skal have permanent adgang til græsning er opfyldt. Om græsningsreglerne er overholdt, vil således altid være en konkret vurdering af forholdene på bedriften og landbrugers redegørelse for, hvilken strategi/praksis, der anvendes i forhold til græsning - og hvorfor.
Idet der kan være udfordringer for økologiske malkekvægsbesætninger i forhold til at overholde kravet om permanent adgang til græsning, har vi samlet nogle vejledende eksempler, hvor vi som udgangspunkt vurderer, at kravene til græsning er overholdt:
- Dine køer malkes to gange, og har adgang til græsningsarealer i perioden mellem morgenmalkning og aftenmalkning
- Dine køer malkes tre gange, og har adgang til græsningsarealer efter første malkning og igen efter anden malkning.
- Det er en varm sommerdag, og dyrene holdes derfor på stald i løbet af dagen, hvor der er varmest. De lukkes ud efter sidste malkning, og døren står åben hele natten
- Du har åbnet porten fra stalden til udearealet, men dine dyr vælger at blive inde, på trods af, at de har adgang til attraktive græsningsarealer
Vi understreger dog, at der altid vil være tale om en konkret vurdering. En konkret vurdering betyder f.eks., at kontrollen i nogle tilfælde kan acceptere en begrænset adgang til græsning i det tidlige forår og sene efterår, hvis landbruger kan begrunde det med særlige forhold, fx hvis arealerne er meget våde, og det fremgår at afgræsning generelt er prioriteret i fodringen af kreaturerne, og at dette kan dokumenteres f.eks. igennem fodringsplaner/afgræsningsstrategi.
En konkret vurdering kan omvendt også betyde, at vi ikke kan acceptere en begrænset adgang i det tidlige forår og sene efterår – hvis landbruger kan begrunde det med særlige forhold, men ikke kan dokumentere at afgræsningen generelt har været og bliver prioriteret.
Den konkrete vurdering betyder altså, at det ikke kun er forholdene på kontroltidspunktet, men forholdene generelt på bedriften, som medtages i vurderingen af, om reglerne er overholdt.
Den konkrete vurdering kan inddrage følgende forhold (ikke udtømmende):
- Er bedriftens afgræsningsstrategi baseret på at give kreaturerne permanent adgang til græsning, når forholdene tillader det?
- Er det samlede areal, der er udlagt til afgræsning, realistisk i forhold til antallet af dyr?
- Hvis der er perioder af døgnet, hvor dyrene er lukket inde i stalden, er årsagen hertil da velbegrundet?
- Har dyrene adgang til græsning i tidsrum, hvor det passer dyrenes adfærd at afgræsse eller er det alene fodrings- og malkerutinerne, der bestemmer, hvornår de har adgang?
- Tages der slæt på afgræsningsmarkerne, inden kreaturerne får adgang til dem?
- Er græsarealerne attraktive, og ligger de i realistisk afstand fra stalden?
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: jordbrugskontrol@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.
Du kan abonnere på to typer af økologi-nyheder
Kategorien ”Økologi” er til dig, der gerne vil modtage brede nyheder, der er relevante for alle, der interesserer sig for økologi, og ”Økologi - regler og vejledning” er til dig, der gerne vil modtage oplysninger og nyheder om tilskud, produktion, regler og kontrol, som er relevante for økologiske landmænd, gartnere og forsyningsvirksomheder.
Du kan tilmelde dig på dette link.
[1] EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007.