Står du med et plantebaseret fødevareprojekt, der mangler et sidste skub for at komme ud over rampen?
I så fald kan det være dig, der skal have andel i Fonden for Plantebaserede Fødevarers (Plantefonden) første ansøgningsrunde, hvor der udbydes 58 mio. kr. til udvikling af sektoren for plantebaserede fødevarer.
Fokus på at fremme efterspørgslen
I årets ansøgningsrunde, som har frist torsdag den 31. august 2023, har bestyrelsen for Plantefonden valgt at fokusere på udviklingsområdet efterspørgselsfremme.
Dermed vil bestyrelsen prioritere projekter, der arbejder inden for følgende indsatsområder:
- Projekter der vil øge andelen af plantebaseret mad i offentlige og private storkøkkener og foodservices
- Projekter der vil øge danskernes private forbrug af plantefødevarer
- Projekter der vil øge efterspørgslen på danske plantefødevarer på eksportmarkederne
Det understreges dog, at særligt gode og relevante projekter, der falder ind under fondens øvrige indsatsområder, potentielt også kan opnå støtte i den første ansøgningsrunde. De øvrige indsatsområder favner projekter der arbejder med:
- at øge mængden og kvaliteten af de planteprodukter, der kommer på markedet
- at øge volumen i dansk plantefødevareproduktion til lands og til vands
- styrkelse af hele værdikæden
Hvad de seks udviklingsområder konkret dækker over, kan du læse meget mere om i Plantefondens handlingsplan for 2023, hvor der også gives eksempler på projekttyper.
Du finder Plantefondens handlingsplan her
Sådan kan du få projekttilskud fra Plantefonden
Plantefonden kan give tilsagn om projekttilskud til grupper eller sammenslutninger af følgende:
- Ejere, forpagtere og brugere af jordbrugsbedrifter og akvakulturanlæg
- Private virksomheder, brancheorganisationer og lignende
- Foreninger
- Selvejende institutioner
- Offentlige og private forskningsinstitutioner
- Forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner
- Offentlige institutioner, såsom regioner og kommuner
Plantefonden støtter projekter, der bidrager til at udvikle sektoren for plantebaserede fødevarer i Danmark.
Du kan se meget mere om, hvordan du søger om projekttilskud i Plantefonden her
Deltag i Plantefondens ansøgerwebinar
Hvis du er interesseret i at høre mere om det strategiske grundlag for Plantefonden, de tanker der ligger i fondens seks udviklingsområder samt hvordan du rent praktisk søger om projekttilskud, så kan du deltage i Plantefondens ansøgerwebinar tirsdag den 13. juni fra 09-12.
Ansøgerwebinaret afholdes via Skype, og vil blive optaget og gjort tilgængelig på Plantefondens hjemmeside.
Du tilmelder dig ansøgerwebinaret her
Om Plantefonden
Plantefonden fokuserer på tre overordnede strategiske udviklingsområder, der favner efterspørgselsfremme, udbudsfremme og sektorbrobygning.
Du kan læse om de strategiske udviklingsområder i Plantefondens strategi her
Strategien er udarbejdet af bestyrelsen for Plantefonden, ligesom det er bestyrelsen, der tager endeligt stilling til, hvilke projekter der skal have tilskud i fondens årlige ansøgningsrunder.
Her kan du se, hvem der sidder i bestyrelsen for Plantefonden
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 33 95 80 00 eller sende en e-mail til plantefonden@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på telefon 41 89 25 07.