Ny vejledning til importører og eksportører af landbrugsprodukter med krav om licens er offentliggjort

02-01-2023

Der er lanceret en ny generel import- og eksportvejledning for landbrugsprodukter, hvor du skal fremlægge licens for Toldstyrelsen ved importen ind i EU eller ved eksporten ud af EU. Vejledningen er gældende fra december 2022.

Den nye vejledning er gældende for import og eksport af landbrugsprodukter, hvor der skal vises licens for Toldstyrelsen ved antagelsen af toldangivelsen ved importen til fri omsætning i EU eller ved eksporten ud af EU som følge af:

  • Licenspligt ved import af ris, landbrugsethanol og hamp med lavt indhold af THC eller,
  • Administration af udnyttelsen af de toldkontingenter i EU, som administreres med licens. Det omfatter tre eksporttoldkontingenter på mejeriområdet og over 100 importtoldkontingenter på bl.a. korn, ris, sukker, hvidløg, mejeriprodukter, fjerkrækød, oksekød og æg.

Du kan finde vores nye generelle import- og eksportvejledning på hjemmesiden

Samlede regelsæt for import og eksport i én vejledning

Den nye vejledning erstatter den generelle importvejledning fra juli 2017 og den generelle eksportørvejledning fra april 2007.

Vejledningen beskriver:

  • De generelle betingelser ved ansøgning om licens og hvilke vareområder, der kræver licens enten på grund af licenspligt eller toldkontingenter, der administreres med licens.
  • Krav om sikkerhedsstillelse ved ansøgning om licens, herunder konsekvenser ved manglende udnyttelse af licensen, hvor hele eller dele af sikkerhedsstillelsen kan inddrages.
  • Udfyldelse af en licensansøgning og anvendelse af licensen.
  • Typer af importtoldkontingenter og hvilke krav, der er til de enkelte typer af importtoldkontingenter eller eksporttoldkontingenter.
  • Overdragelse af licenser og udstedelse af partiallicenser (licenser på dele af den samlede mængde).
  • Regler for bortkomne og ødelagte licenser, force majeure mv.
  • Betingelser for virksomhedsovertagelse eller fusion, herunder sammenlægning af referencemængder på de mest søgte importtoldkontingenter.
  • Klageadgang, kontrol og gennemgang af de danske regler og EU-regler på området.

Der findes nu én generel vejledning for import og eksport af landbrugsprodukter.

Varespecifikke vejledninger for ris, landbrugsethanol og hamp følger

Den generelle import- og eksportvejledning beskriver de opdaterede, generelle regler ved import og eksport af licenspligtige landbrugsprodukter med virkning fra 1. januar 2021. Efterfølgende ændringer af reglerne frem til dags dato er indarbejdet i vejledningen.

Der vil snart blive offentliggjort varespecifikke vejledninger for import af ris, herunder på præferenceordningen for afskallet Basmati-ris af bestemte sorter, landbrugsethanol og hamp, som er licenspligtige varer med specifikke regelsæt.

Varespecifikke vejledninger for ris, landbrugsethanol og hamp findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside

Du kan finde vejledende information om de nye toldkontingentregler for dit specifikke område i vores TRQ-database (Tariff Rated Quota) over toldkontingenter. Databasen revideres løbende i forbindelse med udrulningen af de nye toldkontingentregler.

Du kan finde Landbrugsstyrelsens TRQ Database på vores hjemmeside

Kontakt

Har du spørgsmål til den nye generelle import- og eksportvejledning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til licens@lbst.dk.