Husdyrdatabasen for økologiske dyr er nu tilgængelig

10-01-2022

Husdyrdatabasen, organicXlivestock.dk, har siden 1. januar været tilgængelig som digital markedsplads for økologer. Med databasen kommer samtidig et krav om, hvornår du kan indsætte ikke-økologiske dyr i din besætning.

1. januar 2022 blev den nye husdyrdatabase, organicXlivestock.dk, tilgængelig som en digital markedsplads, hvor økologer kan markedsføre og søge efter økologiske husdyr. Databasen er gratis, også når du vil udbyde dyr til salg.

Når du vil indsætte nye dyr i din økologiske besætning

Med databasen kommer samtidig et krav om, at du først kan søge om dispensation til at indsætte ikke-økologiske husdyr i din produktion, hvis de dyr, du søger, ikke er tilgængelige i databasen, eller ikke opfylder det formål du har med din produktion. Kravet trådte i kraft 1. januar 2022 og følger af forordning (EF) nr. Art. 26 i EU-forordningen 2018/848. Kravet gælder alle ikke-økologiske dyr med undtagelse af bevaringsværdige racer, bier og fjerkræ, som er under tre dage gamle.

Du søger om dispensation ved at indsende en ansøgning til organicxlivestock@lbst.dk, når du vil indsætte ikke-økologiske dyr. Du kan finde en ansøgningsblanket på Landbrugsstyrelsens hjemmeside, lbst.dk, under ”skemaer og blanketter”.

Find ansøgningsblanketten her

Som følge af de nye regler, må du ikke indsætte ikke-økologiske dyr i din besætning, før du har modtaget en tilladelse fra Landbrugsstyrelsen. Dispensationen er tidsbegrænset, og udløbsdatoen vil fremgå af den tilladelse, du modtager fra Landbrugsstyrelsen.

De hidtidige regler om indsættelse af ikke-økologiske dyr uden forudgående dispensation er fra den 1. januar 2022 ikke længere gældende.

Læs mere

Gå til organicXlivestock.dk

Find vejledning til databasen her

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til jordbrugskontrol@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.