Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 1 i bekendtgørelsen (se afsnit: Lovstof). Arbejdskraftbehovet beregnes i udgangspunktet automatisk ud fra de oplysninger, vi har om dig, når du søger om tilsagn om tilskud.
Hvis din virksomhed er nystartet, og vi derfor ikke har grundlag for en automatiseret beregning af arbejdskraftsbehovet, skal arbejdskraftsbehovet beregnes ud fra det landbrugsareal og/eller den besætning, som din virksomhed har erhvervet i forbindelse med etableringen gennem f.eks. købsaftalen. Aftalen om erhvervelse heraf kan godt være betinget af tilsagn om tilskud fra os.
Manuel beregning af arbejdskraftbehovet
Hvis du manuelt vil beregne virksomhedens arbejdskraftbehov for dine dyr og afgrøder kan du i bekendtgørelsens bilag 1 finde normtimesatserne for en række kategorier for hhv. afgrøder og dyr.
Oversigt over, hvordan afgrøder fra Fællesskemaet er inddelt i forskellige kategorier.
Oversigt over, hvordan dyr fra CHR er inddelt i de forskellige kategorier.
Det er ikke alle afgrødekoder fra Fællesskemaet og besætningstyper fra CHR, der er beregnet normtimesatser for, og som fremgår af oversigten. Hvis du har afgrøder og dyr, der ikke indgår i beregningen kan du i ansøgningsskemaet vedhæfte dokumentation for, at du har afgrøderne og dyrene. Så vil Landbrugsstyrelsen foretage en vurdering af arbejdskraftbehovet herfor og lade det indgå i dit samlede arbejdskraftbehov.
Forstå, hvordan du manuelt beregner dit arbejdskraftbehov:
Din bedrift består eksempelvis af følgende:
- Vårhvede (2) - 100 hektar
- Vårspelt (8) - 100 hektar
- Vårrug (55) - 100 hektar
- Malkekvæg - 100 årsdyr
Du ønsker at kende arbejdskraftsbehovet. I oversigterne kan du se, hvilke kategorier afgrøderne og dyrene hører under. Det ses i oversigterne, at Vårhvede (2) og Vårspelt (8) hører under kategorien "Hvede". Vårrug (55) hører under kategorien "Rug og triticale". Malkekvæg hører under kategorien ”Malkekøer”.
Hver afgrødekategori har et antal basistimer som altid medregnes uanset antallet af hektar med afgrødekategorien, og herudover et antal timer pr. hektar med afgrødekategorien. Basistimer og timer pr. hektar fremgår af bekendtgørelsen. Eksempelvis kan det af bekendtgørelsen ses at afgrødekategorien ”Hvede” har 100 basistimer og 7,3 timer pr. hektar.
Selvom du har flere afgrøder inden for samme afgrødekategori, så tæller basistimerne for afgrødekategorien kun én gang. Så for 100 hektar vårhvede og 100 hektar vårspelt, så er den samlede arbejdskraftbehov 100 basistimer+(7,3 timer pr. hektar * 200 hektar) = 1.560 timer.
Vårrug hører under kategorien ”Rug og tricitale”, som har 100 basistimer og 7,0 timer pr. hektar. Dermed giver 100 hektar vårrug et arbejdskraftbehov for bedriften på 800 timer.
I bekendtgørelsen fremgår ligeledes basistimer og timer/dyr for en række dyrekategorier. Malkekøer har 205 basistimer og 20 timer pr. årsdyr. For bedriftens 100 malkekøer/årsdyr fås et arbejdskraftbehov på 205 basistimer+(20 timer * 100 årsdyr) = 2.205 timer. I alt beregnes bedriften til at have et arbejdskraftbehov på 4.565 arbejdstimer for afgrøderne og dyrene i eksemplet.