Der er nu to arealgrænser for GLM7, som du bør vide noget om:
Alle bedrifter med op til 10 hektar omdriftsareal er helt undtaget fra GLM 7. Disse bedrifter skal derfor hverken opfylde kravet om årlig rotation på mindst 35 pct. af omdriftsarealet eller forbuddet mod at have samme afgrødekategori på samme omdriftsareal i mere end tre år i træk.
Alle bedrifter med op til 30 hektar anmeldt landbrugsareal, skal ikke kontrolleres og sanktioneres for overtrædelse af GLM 7. Opfylder du 30 hektar-betingelsen, vil det ikke føre til yderligere sagsbehandling, hvis din indberetning af afgrødekoder viser, at du ikke overholder GLM 7. Du kan derfor også, hvis betingelsen er opfyldt, se bort fra meddelelsen i Fællesskema om, at du ved at fortsætte med at indsende din ansøgning risikerer at bliver sanktioneret med et støttetræk på mindst 15 pct. for en forsætlig overtrædelse af GLM 7.
Du vil få en blokerende fejl i skemakontrollen om, at du ikke overholder GLM7. Du kan indsende dit fællesskema ved at skrive en bemærkning om, at dit anmeldte landbrugsareal er 30 ha eller mindre. Dit fællesskema vil ikke gå til manuel behandling, og bemærkningen vil ikke betyde noget for sagsbehandlingen af din ansøgning om tilskud.
Skemakontrollen vil ikke blive ændret og vil fungere på denne måde i hele ansøgningsrunden.