Undgå fejl i kontrollen af efterafgrøder

Her kan du læse, hvordan du undgår typiske fejl, vi finder i forbindelse med kontrol af efterafgrøder og alternativer.

Flere fejl betyder mere kontrol

Efterafgrøder og alternativer medvirker til at mindske kvælstofudvaskning og forbedre vandmiljøet i de kystnære farvande. De indgår i Danmarks forpligtelse til at opfylde blandt andet vandrammedirektivet og nitratdirektivet.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har fra 2022 øget kontrollen af målrettede efterafgrøder, fordi antallet af overtrædelser har været for højt. I 2024 vil kontroltrykket fortsat være højt, og kontrollen af målrettede efterafgrøder skærpes ved at destruktionsfristerne bliver kontrolleret med satellitter.

Finder vi overtrædelser, får du en sanktion, som f.eks. kan være bortfald af tilskud og reduktion i din bedrifts kvælstofkvote. På landsplan betyder mange overtrædelser, at flere bedrifter skal kontrolleres året efter.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø bruger data til at optimere kontroludtagning, som gør, at vi bliver bedre og bedre til at finde de bedrifter, der har overtrådt reglerne. Vi anvender bl.a. satellitter til kontroludvælgelsen.

Kontakt

Landbrugsstøtte & Geodata
Tlf: 33 95 80 00
Mail: Landbrugsstotte-Geodata@sgav.dk