Landbrugere anvender i stigende grad digitale teknologier til at monitorere, indsamle og analysere data om forhold i marken. Disse data kan bruges til at fortælle mere præcist, hvor meget gødning afgrøder nøjagtig har brug for og dermed optimere tildelingen af gødning i marken, hvilket giver gevinst for både erhverv og miljø. Data kan også bruges som dokumentation, når landbruget skal reducere udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet, hvormed præcisionslandbrug er et effektivt virkemiddel i reguleringen.
Præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder
Du kan anvende præcisionslandbrug som alternativ til pligtige efterafgrøder, husdyrefterafgrøder, frivillige målrettede efterafgrøder og obligatoriske målrettede efterafgrøder, hvis du opfylder visse tiltag. Præcisionslandbrug skal være udført på dine marker i indeværende planperiode for, at du kan lade det indgå i din opfyldelse af kravet i efterfølgende planperiode. Det er en forudsætning, at du som hovedafgrøde har dyrket korn eller raps i renbestand på markerne, og at du har anvendt udstyr med sektionskontrol, kantspredning og positionsbestemt variabel tildeling af kunstgødning.
For at du kan bruge præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder, skal du have udført følgende tiltag:
- Tiltag 1: Fastsættelse af kvælstofbehovet for hver mark
- Tiltag 2: Udførelse af positionsbestemt gradueret gødningstildeling med udstyr, der har sektionsstyring og kantspredningsudstyr
- Tiltag 3: Bestemmelse af indholdet af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning
Omregningsfaktoren for præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder er 11:1. Det betyder, at du skal have anvendt præcisionslandbrug på 11 ha af dine marker med korn eller raps for at erstatte 1 ha efterafgrøder.
Dokumentation af tiltag 1 kan ske ved brug af MarkOnline, Næsgaard Mark eller et andet markstyringsprogram. Hvis du ikke har adgang til et markstyringsprogram, skal du benytte skemaet til fastsættelse af kvælstofbehov.
Skema til fastsættelse af kvælstofbehov