Nu skal forskere hjælpe med at undersøge, hvad det enkelte landbrug udleder til klima og miljø

16-03-2022

Fra i dag kan forskere søge om penge til projekter, der kan give bedre viden om hvert enkelt landbrugs udledning af drivhusgasser og næringsstoffer.

Køernes metan-fyldige bøvser, gylle der står opsamlet i store tanke og marker der gødes. Flere af landbrugets kilder til udledningen af næringsstoffer og drivhusgasser er velkendte, men hvor meget hver enkelt landbrug udleder er langt mere kompliceret at beregne.

Og den viden er der brug for, når landbruget frem mod 2030 skal igennem en omfattende grøn omstilling. Derfor er der afsat en pulje på cirka 129 millioner kroner, som nu er åben for ansøgninger til forskningsprojekter.

- I dag kan vi kun i meget ringe grad se, hvilke landbrug der udleder hvad, når vi måler på reduktionseffekter. Og det gør det svært at belønne de landbrugere, som gerne vil gøre noget aktivt for at mindske deres belastning af klimaet og vandmiljøet, siger enhedschef Sonja Canger.

Det er især to hovedområder, hvor behovet for forskning er størst. Det første hovedområde er foder, husdyr, stald og lager, og det andet er landbrugsjordens sammensætning, afgrødeproduktion og gødning.

Millioner fra landbrugsaftale

I oktober indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget en aftale om grøn omstilling af dansk landbrug. Aftalens ambitionen er blandt andet, at udledningen af drivhusgasser og næringsstoffer skal kunne opgøres for det enkelte landbrug.

- Den grønne omstilling skal hvile på et solidt fundament af viden, så landbrugerne kan sætte ind, hvor effekten er størst. Det er det fundament, vi nu vil udbygge, siger enhedschef Sonja Canger.

Forskningsprogrammet hedder Bedriftsudledningsprogrammet (BUP). Universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner kan søge om pengene.

Fakta om Bedriftsudledningsprogrammet (BUP)

  • Forskningsmidlerne, der udmøntes gennem dette program, er afsat i Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug og aftalen om forskningsreserven for 2022. Der udbydes en pulje på cirka 129 millioner kroner i 2022.
  • Alle videns- og forskningsinstitutioner, der opfylder kriterierne i Landbrugsstyrelsens vejledning om definition af en forsknings- og videnformidlingsinstitution, ansøge om tilskud under Bedriftsudledningsprogrammet.
  • Opslaget med indkaldelse af ansøgninger kan læses her.
  • Der afholdes et online informationsmøde den 29. marts 2022 kl. 13.00. Tilmeldinger sendes til bup@lbst.dk. For yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte sekretariatet for forskningsprogrammet på bup@lbst.dk.

Det har tidligere fremgået, at kun universiteter og offentlige forskningsinstitutioner kunne ansøge under Bedriftsudledningsprogrammet. Efter en tilpasning af indkaldelsen af ansøgninger til Bedriftsudledningsprogrammet kan alle videns- og forskningsinstitutioner, der opfylder kriterierne i Landbrugsstyrelsens vejledning om definition af en forsknings- og videnformidlingsinstitution, ansøge under Bedriftsudledningsprogrammet.

Yderligere viden:

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07