Gode og grønne ændringer på vej til ansøgningsåret 2024

29-11-2023

EU-Kommissionen har godkendt en række ændringer til den danske strategiske CAP-plan. Ændringerne skal blandt andet gøre det mere attraktivt at søge bio-ordninger og deltage i vand- og klimaprojekter. Der kommer også ændringer til reglerne om god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM).

Fra 2024 vil Landbrugsstyrelsen gennemføre en række ændringer, som skal bidrage til en bedre og mere effektiv implementering af landbrugsreformen. Ændringerne får betydning for en række tilskudsordninger og GLM-krav.

Se fødevareministerens pressemeddelelse her

Ændringerne betyder blandt andet:

  • Ændringer af flere GLM-krav i forhold til hensigtsmæssig eller mulig dyrkningspraksis. Ændringerne omfatter blandt andet GLM 6 om jorddække, GLM 7 om afgrøderotation på omdriftsjord og GLM 8 om mindsteandel af ikke-produktive elementer.
  • Ændringer i bio-ordningerne med henblik på at gøre dem mere attraktive og øge søgning til ordningerne.
  • Øgede tilskudssatser på bio-ordning for økologiske arealstøtte, biodiversitetsskov og målrettet regulering.
  • Introduktion af en en ny model til kompensation for værditab af arealer, der ekstensiveres som følge af vand- og klimaprojekter.

Læs om bio-ordningerne fra 2024 her

Læs om værditabsmodellen her

Du kan finde den senest godkendte version af CAP-planen her

Landbrugsstyrelsen er i gang med bekendtgørelser og vejledninger

De forskellige ændringer vil fremgå af de færdige bekendtgørelser og vejledninger for 2024, som Landbrugsstyrelsen nu er i gang med. Vi vil løbende sende nyheder ud, efterhånden som vi kan offentliggøre de færdige bekendtgørelser og vejledninger i løbet af december. 

Ændringer er baseret på erfaringer efter første år med ny landbrugsreform

Fra 1. januar 2023 startede vi på en ny landbrugsform (CAP 2023-2027). Med den nye reform kom en række nye krav og tilskudsordninger, der er beskrevet i den strategiske CAP-plan. I løbet af reformens første år har vi gjort os erfaringer og fået tilbagemeldinger om de nye tilskudsordninger og GLM-krav. Med ændringerne er der skabt bedre mulighed for at søge de grønne bio-ordninger og indgå i vand- og klimaprojekter.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til cap@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.