Årets ansøgningsrunde for tilskud til skov med biodiversitetsformål åbner 15. marts 2022 og løber frem til 13. maj 2022.
Der afholdes online informationsmøde (webinar) for skovejere, konsulenter og kommuner om Skov med biodiversitetsformål 2022 torsdag den 24. marts kl. 10. Yderligere information og tilmelding følger snarest.
Private skovejere og kommuner kan søge om tilskud til aktiviteter i skov, der er over 50 år gammel, og som fremmer eller bevarer biodiversiteten og levesteder for truede, skovtilknyttede arter. Ansøgere kan få tilskud til skov med ekstensiv skovdrift, skovgræsning, bevaring af træer til naturligt henfald, rydning af uønsket opvækst, særlig indsats for arter samt etablering af naturlige vandstandsforhold.
Afhængigt af aktiviteten, kan tilskuddet udbetales både som årlige tilskud med faste satser og som 100 procent dækning af de tilskudsberettigede etableringsudgifter. Projekter med Natura 2000-skovnaturtyper prioriteres højest.
Du kan læse mere om tilskud til skov med biodiversitetsformål og ansøgningsprocessen i vores tilskudsguide
Ansøgningsskemaet indsendes til naturoglandbrugsudvikling@lbst.dk.
Nyt i ordningen i 2022
Der er foretaget følgende ændringer i ordningen:
- Kommuner er ikke længere begrænset til kun at søge i Natura2000 områder.
- Kravet til kortbilag er ændret ved ansøgningstidspunktet.
- Det maksimale tilskud til hegn er steget til 40 kr. pr. meter.
- Det er nu muligt at søge tilskud om træer til naturligt henfald i foryngelsesarealer, hvor stammens diameter er mindst 50 cm.
- Prioriteringsscoren er blevet ændret.
- Der er mulighed for at suspendere helårsgræsning af dyrevelfærdsmæssige årsager.
- Præcisering af at forundersøgelse til etablering af naturlig vandstand kan finansieres, selvom det viser sig, at projektet ikke kan gennemføres.
Om denne ordning
Ordningen er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2020 og er medfinansieret af EU. Den har til formål at støtte investeringer til forbedring af skovøkosystemers tilpasningsevne og til at støtte aktiviteter, der ikke er økonomisk attraktive på kort sigt, men hvor det har miljømæssige værdi og medvirker til at sikre udviklingen af skovbruget i retning af bæredygtig skovdrift. Reformen af EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) skulle være trådt i kraft fra 2021, men er udskudt til 2023. Derfor er det eksisterende landdistriktsprogram (2014-2020) forlænget til og med 2022.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.