I stedet for at etablere efterafgrøder kan du vælge mellem en række alternative virkemidler, som også har en kvælstofreducerende effekt, herunder braklagte arealer og tidligt såede vinterafgrøder. Fordi alternativerne har en anden kvælstofreducerende effekt end efterafgrøder, bliver der brugt en omregningsfaktor. Omregningsfaktoren viser, hvor mange ha af et alternativt virkemiddel der svarer til 1 ha efterafgrøder.
På baggrund af en vurdering fra Aarhus Universitet har vi justeret omregningsfaktoren for alternativerne braklagte arealer og tidligt såede vinterafgrøder, således at:
- 1 ha med braklagt areal erstatter 2 ha efterafgrøder. Hidtil har 1 ha braklagt areal erstattet 1 hektar efterafgrøde.
- 1,9 ha tidligt såede vinterafgrøder erstatter 1 ha efterafgrøde. Hidtil har 2 ha tidligt såede vinterafgrøder erstattet 1 ha efterafgrøde.
Omregningsfaktoren for braklagte arealer langs vandløb og søer ændres ikke, så det gælder fortsat, at 1 ha braklagte arealer erstatter 4 ha efterafgrøder.
Vil også gælde pligtige og husdyrefterafgrøder
Justeringen af omregningsfaktorerne kommer også til at gælde for pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder. Det vil fremgå af plantedækkebekendtgørelsen for planperioden 2024/2025, som vi forventer at sende i høring i februar.
Du kan søge tilskud til målrettet kvælstofregulering fra 1. februar 2024
Du kan søge målrettet regulering i fællesskemaet via Landbrugsstyrelsens Tast selv når ansøgningsrunden åbner den 1. februar 2024.
I 2024 er tilskudssatsen på ordningen hævet fra de hidtidige 500 kr. til 673 kr. pr ha efterafgrøder. Den nye sats tager bl.a. højde for det højere indsatsbehov, som nogle vil opleve som følge af overgangen til de nye vandområdeplaner.
Læs mere
Du finder bekendtgørelsen med ændrede omregningsfaktorer her
Du finder vejledningen i Tilskudsguiden her
Du finder nyhed om indsatsbehov og ny tilskudssats for målrettet kvælstofregulering 2024 her
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.