Gebyrerne for kåring, registrering og herkomstkontrol af forstligt formeringsmateriale ophæves fra 1. januar 2024

15-12-2023

Fra den 1. januar 2024 ophæves alle gebyropkrævningerne for kåring, kontrol, ekspeditioner og operatørernes registrering på herkomstkontrolordningen, idet fødevareministeren har besluttet, at ordningen ikke længere skal finansieres gennem brugerbetaling via gebyrer, men fremover skal bevillingsfinansieres.

Kårings- og kontrolordningen under bekendtgørelse nr. 1418 af 1. december 2023 om forstligt formeringsmateriale har hidtil været finansieret ved fuld brugerbetaling. Dette overgår pr. 1 januar 2024 til bevillingsfinansiering. De relevante bestemmelser i betalingsbekendtgørelser ophæves, da gebyrerne på ordningen er omfattet beslutningen om ændring i finansieringen. I nedenstående Tabel 1 er en oversigt over de gebyrer, som ophæves pr. 1. januar 2024, som følge af Fødevareministerens beslutning.

Tabel 1 Oversigt over gebyrer for kåringer og herkomstkontrol, der ophæves pr. 1. januar 2024

Ydelse, Kåringer og herkomstkontrol

Takst

1. Registreringsgebyr pr. år, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om forstligt formeringsmatereriale*

           5.912 kr.

2. Gebyr for godkendte frøavlsbevoksninger/-plantager nævnt i kåringslisten i bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale, pr. kåringsenhed/pr. år*

               416 kr.

3. Gebyr for udstedelse af stamcertifikater jf. § 13, stk. 3, og § 17 i bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale, pr. certifikat*

           2.513 kr.

5.a Gebyr for besigtigelse af frøavlsbevoksning/-plantage, pr. anmeldt enhed med henblik på evt. kåring og udstedelse af kåringsdeklaration, pr. enhed*

           5.149 kr.

5.b Gebyr for ændring af kåringsdeklaration, pr. anmodning*

           1.398 kr.

2.b Basisgebyr pr. herkomstkontrolmæssig eller kombineret plantesundhedsmæssig og herkomstkontrolmæssig avls- eller omsætningskontrol**

       2.712 kr.

*Gebyrerne fremgår pt. i Bekendtgørelse om betaling for opgaver forbundet med kontrol m.m. med forstligt formeringsmateriale, som ophæves pr. 1. januar 2024.

** Gebyret fremgår pt. i Bekendtgørelse om betaling for plantesundhedskontrol m.v., som ændres pr. 1. januar 2024.

Beslutningen får ingen betydning for registreringskravene eller måden hvorpå kåring, kontrol og/eller ekspeditioner udføres. Ydermere får beslutningen ingen betydning for tidligere opkrævede gebyrer.

Det skal bemærkes, at gebyr for udstedelse af oprindelsesbevis (OECD-certifikater) i forbindelse med eksport ikke er omfattet af beslutningen.

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed på e-mail PlanterOgBiosikkerhed@lbst.dk

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07