1. januar 2023 blev det årlige registreringsgebyr for avls- og omsætningskontrollen hævet fra 2.354 kr. til 7.262 kr. Denne stigning havde særligt til formål at indhente tidligere oparbejdet underskud, der havde bragt gebyrordningen i underskud. Det er herefter efterfølgende besluttet af fødevareministeren, at underskuddet skal afskrives fremfor indhentes gennem en gebyrstigning. Det betyder konkret, at registreringsgebyret på ordningen for avls- og omsætningskontrollen vil blive nedsat pr. 1. januar 2024.
Derudover er gebyrordningen som helhed blevet genberegnet med henblik på, at sikre fremadrettet økonomisk balance mellem indtægter og udgifter på ordningen på baggrund af opdaterede forudsætninger til 2024 - herunder er der ligeledes taget hensyn til pris- og lønindeksregulering. Dette betyder bl.a. at gebyrerne for basisbesøg og tillægstimer stiger pr. 1. januar 2024.
I nedenstående Tabel 1 er en oversigt over de nye gebyrtakster for Avls- og omsætningskontrollen
Tabel 1 Gebyrtakster efter genberegning, november 2023
Gebyr, Avls- og omsætningskontrol | Aktuel takst | Ny takst | Forskel |
Registreringsgebyr, årligt | 7.262 kr. | 4.410 kr. | ÷2.852 kr. |
Basisgebyr | 2.264 kr. | 2.445 kr. | +181 kr. |
Timepris | 605 kr. | 640 kr. | +35 kr. |
Jf. budgetvejledningen pkt. 2.3.1-2. er der krav om balance mellem omkostninger og indtægter på gebyrordningern
Gebyrerne vil fortsat blive genberegnet årligt med henblik på fortsat at sikre økonomisk balancere på gebyrordningen, jf. budgetvejledningens pkt. 2.3.1-2
Beslutningen får ingen betydning for gebyret i 2023.
Kontakt
Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed på e-mail PlanterOgBiosikkerhed@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07