I 2023 forventes den målrettede kvælstofregulering at skulle sikre en kvælstofindsats på 3.513 ton N svarende til ca. 373.000 ha efterafgrøder. Det vejledende indsatsbehov i 2023 er tæt på indsatsbehovet for 2022. I 2023 forventes der at være et indsatsbehov i de samme 69 kystvandoplande som i 2022.
Efter folketingsvalget fungerer regeringen som et forretningsministerium, indtil en ny regering er udnævnt. Indsatsbehovet i kg kvælstof per kystvandopland forventes at fremgå af udkast til bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler, der vil blive sendt i offentlig høring efter en ny regering er tiltrådt.
Fordelingen af indsatsbehovet i den målrettede kvælstofregulering i 2023 forventes at følge af vandområdeplanerne for 2. vandplansperiode.
Se kort over indsatsbehov
Landbrugsstyrelsen har udarbejdet et kort over de områder, hvor der forventes at være et indsatsbehov i 2023, og dermed hvor det bliver muligt at søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder.
Indsatsbehovet er vist i procent af efterafgrødegrundarealet i de enkelte kystvandoplande, hvor der er behov for at etablere målrettede efterafgrøder eller alternativer for at reducerede udledningen af kvælstof til vores kystvande.
I 2023 er den øvre grænse for det vejledende indsatsbehov 31,2 pct. af efterafgrødegrundarealet.
Du vil senere kunne se et kort over indsatsbehovet i Landbrugsstyrelsens Markkort og i MiljøGIS, hvor det vil være muligt at se indsatsbehovet for dine marker.
Se indsatskort i PDF-version her
Se tabel over indsatsbehov her
Du kan søge tilskud til etablering af målrettede efterafgrøder
Det bliver muligt at søge tilskud til etablering af målrettede efterafgrøder og alternativer i en frivillig ansøgningsrunde i 2023. Du vil kunne søge tilskud på marker, der ligger inden for et område med et indsatsbehov.
Tilskuddet bliver igen i 2023 givet som landdistriktsstøtte, og du skal fortsat søge om tilskud i fællesskemaet. Ansøgningsrunden åbner samtidig med åbningen af fællesskemaet i februar 2023.
Tilskuddet vil i 2023 være 500 kr. per ha med efterafgrøder.
Ordningen fortsætter overordnet som i 2022. Du vil kunne læse mere om ordningen, når vi sender bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v. i høring og i den kommende vejledning.
Mere om målrettet kvælstofregulering
Den målrettede kvælstofregulering skal bidrage til at reducere udledningen af kvælstof fra landbruget til vores vandmiljø, og at tilstanden i vores vandmiljø bliver forbedret.
Ordningen målrettet kvælstofregulering er en del af det danske landdistriktsprogram, og er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering i tilskudsguiden
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til landbrugsstotte-geodata@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.