Landbrugsstyrelsen har i denne uge modtaget mange fællesskemaer hver dag.
Vi arbejder på højtryk med at hjælpe ansøgningerne igennem. I dagene op til påsken kan du kontakte vores kundecenter mandag til onsdag kl. 9.00-16.00. 19. april til 21. april kan du kontakte vores kundecenter kl. 8.00-16.00, og 22. april kan du kontakte vores kundecenter kl. 8.00-15.00. I helligdagene i påsken overvåger vi it-systemet, så ansøgningerne fortsat kan sendes ind.
Find hjælp til at søge på vores hjemmeside
Vi har samlet den mest relevante information om ansøgningsrunden 2022 til dig på vores hjemmeside, så du nemt kan holde dig opdateret. Du kan læse, hvad der er nyt i fællesskemaet, finde guides og fakta-ark og se videoer med nyttige tips til din ansøgning.
Gå til Nyt om ansøgningsrunden 2022
Du kan nemt få et overblik over, hvordan vores systemer kører under ansøgningsrunden, på driftsstatussiden.
Se driftsstatus her
Gode muligheder for at få tilskud til ekstensivering med slæt
Frem til ansøgningsfristen 22. april kan du søge tilskud til at ekstensivere dine omdriftsarealer på kulstofrige jorder og i ådale. Støttesatsen er 3.526 kr. pr ha, og du kan samtidig søge grundbetaling på arealerne.
Landbrugere har på nuværende tidspunkt søgt tilskud til omkring 3.000 ha under den nye 1-årige ordning om tilskud til ekstensivering med slæt. Landbrugsstyrelsen forventer, at alle ansøgere kan få tilskud, da der i år er afsat midler til 38.000 ha.
Hvis du ønsker at søge om tilskud under ordningen, kan du derfor forvente at få tilskuddet, hvis du lever op til ordningens betingelser. Umiddelbart efter ændringsfristen 17. maj vil Landbrugsstyrelsen i en faglig nyhed orientere om resultatet af ansøgningsrunden.
Se om du kan søge tilskud i Internet Markkort
Du kan søge tilskud til omdriftsarealer på kulstofrige jorder og i ådale. Du kan se, om dine marker ligger inden for disse områder i Internet Markkort på kortlaget ”Ekstensivering med slæt”.
Vær opmærksom på, at du ikke kan søge tilskud til blandt andet § 3-arealer og 2 meter-bræmmer, selv om arealet ligger inden for kortlaget over kulstofrige jorder og randarealer i ådale.
Læs mere om ekstensivering med slæt i 2022
Du kan læse mere om tilskud til ekstensivering med slæt i vejledningen eller på hjemmesiden.
Find vejledningen her
Læs mere om Ekstensivering med slæt på vores hjemmeside
Se status på målrettet kvælstofregulering 2022
Der er 7. april søgt om 218.000 ha målrettede efterafgrøder og alternativer, svarende til ca. 59 pct. af indsatsbehovet. Husk at tjekke, om indsatsbehovet er opfyldt i dit område og søge om tilskud inden fristen 22. april. Satsen er 500 kr. per ha. Du kan ikke søge tilskud efter fristen, og du kan ikke få tilskud til et eventuelt obligatorisk krav. Du kan dog fratrække dine arealer med tilskud til målrettet kvælstofregulering fra et obligatorisk krav.
Se kort over status på ansøgningsrunden i dit område
På kortet kan du se, hvor meget af indsatsbehovet, der mangler i de enkelte kystvandoplande.
Se, om du opfylder indsatsbehovet
Du kan se, om du lever op til det vejledende indsatsbehov på din bedrift i fællesskemaet. Gå ind på ansøgningssiden ” Miljøfokusområder og målrettet kvælstofregulering” og find tabellen "Målrettet kvælstofregulering – vejledende indsatsbehov og ansøgt areal pr. ID15-område".
Du kan i rapporten ’Landdistriktsstøtte til målrettet kvælstofregulering 2022’ se, hvor stor en andel af indsatsbehovet, der er søgt til i et kystvandopland. Du finder rapporten i Tast selv under fanen ’Lister’, og den opdateres løbende.
Forventer du ikke at bruge hele din gødningskvote i planperioden 2021/2022, kan du også indmelde en reduktion i gødningskvoten for denne planperiode. Du kan ikke få tilskud til kvotereduktion, men det kan modregnes i et eventuelt obligatorisk krav.
Læs mere om målrettet kvælstofregulering
Læs mere om ordningen målrettet kvælstofregulering 2022 i tilskudsguiden
Husk, at målrettede efterafgrøder, ligesom pligtige- og husdyrefterafgrøder, altid skal efterfølges af en forårssået afgrøde, blomsterbrak eller bestøverbrak. Det forventes endvidere, at slåningsbrak kan anvendes i stedet for en forårssået afgrøde. Vi forventer at sende en ændringsbekendtgørelse om dette i høring efter påske.
Husk, at pligtige, husdyr- og målrettede efterafgrøder altid skal efterfølges af forårssåede afgrøder eller brak
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.