Navne

Latinsk:

Phytophthora fragariae.

Dansk:

Jordbærrødmarv.

Norsk:

Rød marg.

Svensk:

Rød röta.

Engelsk:

Red core.

Finsk:

Mansikan Juurilaho.

Tysk:

Roten Wurzelfäule.

Fransk:

Des Coeur rouge des racines du fraisier.

Symptomer og identifikation

Jordbærrødmarv forårsages af en algesvamp. De første symptomer kan være meget svære at se. Ofte drejer det sig blot om en farveændring i bladene. Planterne bliver blå grønne i farven. Hvis infektionen kommer til udtryk om efteråret, kan bladene farves rødviolette. De ældre blade får røde, brune eller gule bladkanter, og senere ændrer hele bladpladen farve og visner. Når planterne har været angrebet i en tid, bliver de hæmmet i væksten, producerer færre bær og få eller ingen udløbere.

 

Biologi

Svampen er jordboende og angriber rødderne. Den trænger ind i rodmarven, som bliver rødfarvet. Deraf kommer det engelske navn på sygdommen red core (rød marv). Inde i roden danner svampen kønnede sporer, oosporer. Dette er svampens hvilesporer, som kan overleve i jorden i mindst 15 år. Svampen danner også zoosporer, som er meget små, bevægelige sporer. Disse sporer spredes med vand, og de angriber jordbærplanterødderne. De lever kun i kort tid (nogle timer), men er meget effektive smittespredere.

Sekundære organismer fremkommer ved angrebspunktet, og roden ødelægges efterhånden. Rødfarvningen af rodmarven ses bedst om foråret (april-juni) og sent om efteråret (september-november), når de nydannede rødder er blevet inficeret. I sommermånederne maskeres symptomerne. Svampen isoleres fra rødder, men man har fundet svampen selv i bladstilke, bladplader og udløbere. Svampen har et temperaturoptimum mellem 10-17 °C.

Svampen spredes først og fremmest med inficerede udløbsplanter. På inficerede marker findes svampen helt ned til 50 cm i jorden. Vand er også en meget vigtig spredningsvej. Speciel risiko for spredning foreligger, når inficerede marker oversvømmes. Hvis vandet fra smittede marker kommer i kontakt med bække eller andre vandløb, kan sporerne spredes den vej. Jord, maskiner og redskaber som anvendes i inficerede kulturer kan også overføre smitte.

 

Værtplanter

Dyrkede Fragaria-sorter.

I naturen er P. fragariae fundet i Robus strigosus, en krydsning mellem hindbær og brombær.

Eksperimentelt har sygdommen kunne inficere skovjordbær, Fragaria vesca og nogle andre arter inden for rosenfamilien. Som eksempel kan nævnes Dryas, Geum, og Potentilla.

 

Udbredelse og betydning

Sygdommen er kendt i de sidste 50 år fra Skotland. Siden er den rapporteret fra et antal andre lande:

Europa: Belgien, Bulgarien, England, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Schweiz, det tidl. Sovjetunionen, Sverige, det tidl. Tjekkoslovakiet, Tyskland og Østrig.

USA og Canada.

Libanon, Japan, Australien og New Zealand.

Sygdommen konstateredes første gang i Sverige i 1979. Undersøgelse viste at den sandsynligvis har været der i nogle år før. Indtil 1985 er smitte konstateret i 75 jordbærejendomme.

 

Forvekslingsmuligheder

En anden art af Phytophthora, P.cactorum, angriber også jordbær og forårsager dels læderråd på bærrene, og dels såkaldt rhizområd (rodhalsråd). For at skelne disse svampe fra hinanden må prøver undersøges i laboratoriet. Infektion af P. cactoruin giver dog ikke rødfarvning i rodmarven. Planter, som står længe optaget fx under transport, eller planter, som står på meget fugtige marker, kan få en let misfarvning i rodmarven. Derfor må prøver undersøges for påvisning af sporer.

 

Hovedkilder

Montgomerie, I.G.: Red core disease of strawberry. Hortic Rev, no. 5. Scottish Horticultural Res. Inst.

EPPO Data Sheet on Quarantine Organisms.

EPPO Bull. Vol. 12, no. 1, Jan. 1982, Set. 5.

 

Tekst af MG/SV 1986.