Navne

Latinsk:

Rhizoctonia tuliparum.

Dansk:

Tulipanrodfiltsvamp.

Synonymer:

Sclerotium tuliparum.

Svensk:

Blomsterlökröta.

Engelsk:

Gray bulb rot.

Finsk:

Tulppaanin pahkamätä.

Symptomer og identifikation

Rhizoctonia tuliparum kan angribe alle slags løgplanter, men den er alvorligst i tulipan. Sygdommen optræder både i marken og ved drivning af løg i væksthus. Angrebet breder sig pletvis i kulturen. Ved meget stærke angreb rådner spiren, før den kommer op, og i andre tilfælde kan den nå en længde på et par cm. Sædvanligvis er den da brun og rådden i spidsen. Under løgskællene ses især ved løghalsen store brune rådpletter dækket af et tæt hvidt mycelium. Løgene og spiren er ofte dækket af jord, som hænger ved myceliet. Ved løghalsen, men også på andre dele af løget, dannes svampens sklerotier. Disse er i begyndelsen bløde og lysegule, delvis dækket af mycelium. Senere bliver de brune-sorte og varierer i form og størrelse (1-10 mm). De løsnes let fra løget, og efterlades ofte i jorden rundt om selve planten.

Løgenes indre får først en 1 rødgrå farve, senere kan man se brune ringe i tværsnit af løgene. På og mellem løgskællene vokser myceliet. Angrebne løg dør før eller senere af angrebet, men det er typisk for sygdommen, at rodsystemet normalt er friskt og veludviklet.

 

Biologi

Rhizoctonia tuliparum er en jordboende svamp. Jordsmitte er det almindeligste, men sygdommen kan også spredes med angrebne løg. Sklerotierne kan overleve 3-5 år i jorden. De kan følge med jord, som hænger ved maskiner, redskaber, sko og underjordiske plantedele.

Fra angrebne løg vokser myceliet ud i jorden og angriber hurtigt sunde løg. Det kan ofte være svært at afgøre, om smitten stammer fra syge løg eller fra jorden. Svampen vokser bedst ved lave temperaturer (0-13 °C). På friland kan planterne angribes frem til blomstringstiden. Senere standser angrebet, når temperaturen stiger over 13 °C.

 

Værtplanter

Rhizoctonia tuliparum har et meget bredt værtsplanteregister, især blandt løg- og knoldplanter: Allium, Amaryllis, Anemone, Brodiaea, Bulbocodium, Camassia, Chionodoxa, Colchicum, Crocus, Endymion, Eranthis, Erythronium, Fritillaria, Galanthus, Gladiolus, Hyacinthus, Iris, Ixia, Lilium, Muscari, Narcissus, Ornithogalum, Puschkinia, Ranunculus, Scilla, Tigridia, Tulipa.

Andre plantedele som kan angribes er: Dicentra spectabilis, Helleborus niger, Lychnis, Sedum spectabile, Valeriana officinalis og Cichorium intybus.

Sygdomsforløbet kan variere afhængig af værtplante.

 

Udbredelse og betydning

I Holland er sygdommen meget frygtet. Den forårsager store tab, når den er etableret i en kultur, på grund af den hurtige snittespredning. Tulipan og iris er meget følsomme for angreb, mens hyacinth og narcis er mindre modtagelige. Sygdommen findes i Europa, det tidl. Sovjetunionen, USA og Canada.

 

Forvekslingsmuligheder

Rhizoctonia solani kan angribe tulipan, men skader sjældent løgene. Den mangler de store sklerotier og angriber ved en højere temperatur end R. tuliparum.

Botrytis tuliparum danner også sklerotier, men disse er mindre (1-2 mm).

 

Hovedkilder

CMI Descriptions of Pathogenic Fung and Bacteria No. 407.

Stahl, M. Umgelter, H. Pflanzenschutz im Zierpflanzenbau. Eugen ulmer. Stuttgart. 1976.

Ziekten en af wijkingen bij bolgewassen. Deel 1: Liliaceae (1983). Deel 2: Amaryllidaceae, Iridaceae e.a. (1978). Laboratorium voor bloembollen onderzoek. Lisse.

 

Tekst af I N/S 1986.